Nede på bænken…

Hvorfor skal vi se på virkelighedens et-eller-andet, når vi har filmen? Og er virkelighedens et-eller-andet overhovedet virkelig?

Jeg sad her til aften og klikkede omkring på de syv kanaler, jeg har på mit TV (Jeg er altså for nærig til at betale næsten 200 kr/måned for den smule interessant stads de ekstra kanaler i Kabel-TVs store pakke kan tilbyde mig). Jeg faldt over TV2 Lorrys “Det her vil vi vise i dag”-intro, hvor de fortalte, at de i halen på Bænkens succes ved Bodil-uddelingerne ville besøge “Virkelighedens Bænk”.

Men kan de det?

Kan et indslag på nogle få minutter virkelig fortælle mig hvordan det er at leve dag ud og dag ind i en verden der er så forskellig fra min daglige dont? Jeg tror det næppe. Vel er de de folk vi møder i et sådant indslag virkelige, eksisterende mennesker med egne CPR-numre i modsætning til de personer, som Per Fly har digtet til sin vidunderlige film. Men de er eksisterende mennesker, der bliver placeret foran et kamera med en klar viden om, at nu skal de på TV. Opfører deltagerne i Big Brother sig som de ville gøre, hvis der ikke var kamera på i 100 dage? Jeg tror det ikke. Opfører deltagerne i et indslag, der er et resultat af en halv times optagelser, sig som de gør til daglig? Det er jeg overbevist om at de ikke gør. Og resultatet? Vi får at vide, at vi nu skal se nogle virkelige mennesker, men de mennesker vi “møder” på denne måde eksisterer ikke i virkeligheden.

Det en filmmager, en romanforfatter, en maler, en journalist og enhver anden kunstner gør, er at udtrække det, som han ser som essensen af det han vil portrættere. Han er nødt til at fjerne nogle fakta for at få nogle andre til at stå klarere frem. Hvis han endda er en god og ærlig observatør og god til at behandle det medie, som han bruger til at udfolde sig på/i kan han formå at få mig, der er en ung vellønnet IT-mand på Østerbro til at forstå – ikke fuldstændigt, men dog i glimt – hvordan det er at være døende 50-årig alkoholiker ved Sydhavnen. Men det kræver slid. Det kræver måneders observation og bearbejdning. Det kræver fænomenale medarbejdere. Og det kræver tid fra modtageren (mig).

Vel er en god journalist en kunstner, og vel kan han få mig til at se og forstå en del af verden, som jeg ikke kendte før, men det er meningsløst, når han prøver på en halv time at fortælle det samme, som en filmmager bruger måneder på, under påstand om, at hans historie er suveræn, fordi den viser os virkeligheden i stedet for fiktionen.

Fri os fra småpinlige påstande om, at vi kan se virkeligheden bedre i et nyhedsindslag, end vi kan i et stykke vellavet fiktion. Fri os fra besøg i “Virkelighedens Danmark, som du ikke så i filmen”. Det er vås. Og det nedgør den kunstner, der leverer en vare, der – når alt kommer til alt – er langt mere virkelig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.