Howie B: Turn the Dark Off

5 out of 6 stars

Var du til U2 koncert i Parken? Kunne du lide opvarmnings-DJ’en??

Hvis du har svaret ja til ovenstående, kender du nok allerede Howie B. Foruden at lave techno/dance musik producerer han også for U2, hvilket forklarer hans tilstedeværelse til deres koncert.

Hans seneste plade er svært beskrivelig hvad angår stil. Den indeholder både monotone techno-lydsider med fængende riffs, melodiøse dance-acts samt et enkelt superbt vokalnummer med solisten Robbie Robertson.

Balancen er dog tilstede. Samtidig føler man også at man får det bedste af det hele, da alle numrene går op i en større enhed. Fra først til sidste fortæller Howie en historie, en historie der i tempo både stiger (“Fizzy in my mouth/your mouth”, “Angels go bald; too”) og falder (“Who´s got the bacon”, “Baby sweetcorn (come here)”), blidt brudt op af vokalnummeret “Take your partner by the hand” midt på pladen.

Man skal være vant til techno/dance for virkelig at kunne værdsætte denne plade. Til gengæld bliver den bedre og bedre hver gang man hører den, meget I stil med plader som Orbital: “In Sides” og Leftfield: “Leftism”. Nikker man genkendende til disse titler vil Howie B. være et nødvendigt køb.

Personligt er jeg meget glad for plader som udviser en sådan diversitet som Howie B.s nyeste, men jeg er klar over at mange folk gerne vil have “mere af det samme”, når de køber plader. De mennesker vil nok kalde denne plade for et roderi, men for os andre er det himmel på jorden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.