Grand Theft Auto

GTA rider på en af de bedste reklamekampagner et sådan spil kan få. Medierne og politikerne går amok over hvor amoralsk det er at stjæle biler og køre folk over – men det er sjovt!

Udsnit fra en biltyvs dagbog:

De høje herrer pegede mig og sagde at der var mere information at få ved mønttelefonerne i parken. Jeg skyndte mig at hugge en bil, det er så nemt at vade ud foran en intetanende tåbe og flå døren og føreren ud. Dagens første bil blev en taxa, og den er såmænd ok.

Jeg når ned til parken, stiger ud og svarer en af de ringende telefoner. De skal bruge 2 taxaer til et job. Jeg skal aflevere dem nede ved havnen. Ok, jeg ser en taxa holde i et kryds, og igen smider jeg ejeren ud og drøner afsted. Pokkers trafik. Bilen får lidt skrammer, men det gør ikke så meget. Endelig fremme. Nu mangler jeg kun én til, det går nemt.

Jimmy siger, at en kurér er stukket af med hans heroin. Han vil have det tilbage – nu. Jeg cruiser rundt, indtil jeg finder manden sammen med nogle andre motorcyklister. Jeg går hen og hiver ham af kværnen, og inden nogen af dem reagerer, har jeg startet svinet og er på vej hen til skjulestedet. Easy money.

Bubba siger, at jeg skal hente en taxa med falske nummerplader i en baggård, og så ellers komme og hente ham ved banken. Der vil sikkert være masser af strømere, men lønnen er i orden. Jeg finder taxaen og drøner afsted. Det er nemt at finde banken, jeg behøver næsten bare at gå efter lyden, for alarmen er gået i gang. Bubba venter udenfor, og jeg stopper op. Bubba kaster sig ind i bilen og jeg jokker sømmet i bund. Panserne er overalt, så jeg må køre som en besat, tage utallige smutveje, og sågar køre igennem en vejspærring. Men vi kommer frem i god behold.

En advokat som ved for meget skal skygges. Hvis han mødes med en større gruppe folk, skal de alle nakkes. Jeg starter med at følge efter ham på gåben, men han snyder mig i et kryds. Hurtigt snupper jeg en 4-hjulstrækker og følger efter ham ind i en baggård. Inden da har jeg dog været forudseende og skaffet mig et maskingevær. Den er go’ nok, han mødes med en flok mennesker, og jeg løber ind og begynder at rydde op. Jeg bliver næsten nakket af en nar der som tak får et par ekstra skud.

Fik lyst til at tjene lidt penge, så jeg hugger lidt øser og kører dem ned på havnen hvor en kran læsser dem. Det giver gode penge, alt efter bilernes stand. Ser en rigtig lækker spand, og hugger den. Pokkers, ejeren har kontaktet strømerne. Godt det er en GTX sportsvogn. Jeg suser afsted med 240 km/t, bruger håndbremsen i hvert eneste sving, men der er flere og flere strømere. Jeg stiger ud af bilen (den er efterhånden ramponeret, og motoren lyder som en syg plæneklipper), trækker maskinpistol frem, og nakker svinene. 4 stk. Jeg hugger en politivogn, de kan køre sindssygt hurtigt, men nu er politiet gået helt amok, der er ikke noget at gøre, de får mig, aaaarg..

Bliver du forarget over ovenstående? Så skal du nok ikke spille Grand Theft Auto, for det er hvad der foregår i spillet. Det bryder rammer og grænser, der er ingen moral i dette spil. På mange områder er det faktisk meget værre end Carmageddon.

Spillet er ganske opreklameret, og der er nok mange der har set frem til dig. Jeg kan derfor glæde Dem ved at sige at spillet er mindst ligeså sjovt som rygterne siger. Jeg bliver ikke forarget over ovenstående, for det er jo blot et spil. Tværtimod synes jeg det er godt at der kommer sådanne spil, spil for det voksne publikum. Ok, det kan da godt være at det ikke er noget som børn på 10 år bør spille alene, men på den anden side bør alle individer være i stand til at skelne mellem computerspil og den virkelige verden.

GTA er utroligt underholdende. Du ser det hele oppefra, og jo hurtigere du kører, jo længere zoomer billedet ud, således at du får lidt mere tid at reagere på, når du skal lave et skarpt sving.

Lyden er ligeledes god. Der er masser af bystøj, bilerne du kører i (der er MANGE!) har forskellige lyde, lastvogne bipper når du bakker med dem, folk råber efter dig, skriger, etc. Politiradioen kværner løs om hvad der sker og hvor, musikken blæser derudaf – det her er bare fedt.

Enhver kan sætte sig ned og spille dette spil, og enhver BØR prøve det, for det er godt! Det kan godt være at det er usmageligt, men det er jeg ærlig talt ligeglad med, for dette spil er sjovt! Masser af action, tonsvis af biler at køre i, biljagter i ekstremt tempo, masser af vold og blod – lige som i virkeligheden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.