Puzzle Bobble 3DX

5 out of 6 stars

Bust-A-Move 2 fik os til at se, tænke & drømme farvede kugler. Puzzle Bobble 3DX vil give dig mareridt!

Jeg vil i det følgende gå ud fra at ALLE kender BAM2, så denne korte redegørelse vil mest koncentrere sig om “nyskabelserne” i PB3DX.

Det første, der springer i øjnene når man starter et spil (mod en kær ven), er muligheden for at vælge mellem 8 forskellige karakterer. Hver karakter har sin egen angrebsmetode, hvor kuglerne enten kommer nedefra som i BAM2 eller oppefra, hvor de forskyder modstanderens kugler med en række ad gangen.

Der er ligeledes indført 2 ekstra kugler; en “stenkugle” (som ikke kan “poppes”, men må skydes ned som en del af en klase), og en regnbuekugle (som får samme farve, som de omkringliggende kugler, når disse “poppes”). Disse kan flere af karaktererne benytte, og de er så sandelig med til at gøre spillet mere spændende/frustrererende – alt efter om man er i den givende eller modtagende ende.

For at de rigtig gode også skal kunne møde noget modstand, er der i PB3DX ligeledes indført et handicap-system, der består af 5 forskellige grader. Jo hårdere en grad, des flere kugler skal poppes ad gangen, for at fylde modstanderens spillefelt op.

Der er de sædvanlige muligheder for at spille mod computeren/uret/osv. som i BAM2, og der er over 1000(!) forskellige baner at øve sig på. Musikken kan nu HELDIGVIS slås helt fra, men ønsker man ikke det, så er det en klassisk opdateret udgave af den kendte sang fra BAM2.

Spillet byder som sagt ikke på de helt store nyskabelser, men muligheden for at spille med forskellige karakterer, samt handicap-systemet, gør alligevel PB3DX til et bedre spil end sin lillebror. Absolut det bedste af slagsen til Playstation ifølge denne anmelder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.