Fields of the Nephilim: Elizium


Jeg vil nu anmelde noget gammelt og mindre nørdet. Måske netop derfor ER det nørdet, I don’t know. Here goes.

I 1990 udgav goth/rock-gruppen Fields of the Nephilim (FotN) deres sidste plade. Den hedder “Elizium” og er stadig en af de bedste i min pladesamling. Grunden til denne anmeldelse er, at jeg igen har fundet min MiniDisc med netop denne plade frem fra skuffen. Ikke at den har ligget der længe, men nu skulle den altså høres igen.

Og den er stadig så ekseptionel god, som den altid har været! Gruppens bagmand og sangskriver Carl McCoy beviste på denne plade, at hans evner var langtfra udnyttet. I løbet af gruppens stormfulde karriere fra ca. midten af firserne, nåede de kun at udgive 3-4 egentlige (studio-)plader, og desværre blev de kun bedre og bedre, samtidig med at blev mere stille og melodiøse (hvilket er lige min stil). Slutresultatet bølger gennem mine øregange hver dag. Elizium.

Hvad, der gør netop denne plade så langtidsholdbar, er dens rygrad. Mange lag af instrumenter er lagt oven på hinanden, så de sammen udgør en mørk, harmonisk helhed, som kun kan betegnes som Goth. Sisters of Mercy og FotN konkurrerede om de samme fans i slutningen af firserne, men jeg synes, det er let at høre på denne og den forrige plade (som bare hed “The Nephilim”), at Carl ville noget andet og mere.

Carl McCoy var også forsanger for FotN, og hans stemme giver mig til stadighed kuldegysninger. Måden hvorpå han næsten hallucinerende kæmper sig igennem sange som “At the Gate of Silent Memory”, Den monsterdybe “Submission” og min absolutte favorit “Wail of Sumer” skaber en perfekt fantasi af Lovecraft’ske proportioner. Hans tekster omhandler kærlighed og okkultisme efter den gamle bog. Den GAMLE bog. At høre hans sange er en rejse gennem hans sind, og det er en mystisk rejse. Man fanger kun brudstykker af meningen, men éns nysgerrighed vækkes og man drages til at høre musikken igen – man får et helt specielt forhold til sangtekster efter at have hørt FotN.

Lars var den venlige sjæl, som introducerede mig for FotN i starten af halvfemserne, og jeg har endnu ikke fået takket ham nok for dét. Ikke at jeg forglemmer muligheden for at fortælle ham, hvor meget denne plade rører mig, det er bare svært for andre at forstå min kærlighed for FotN, og specielt for “Elizium”. Det er “acquired taste”, men som med al god musik skal det være på denne måde. Til sidst overgiver man sig. Midt hvide flag har været rejst siden da.

Desværre eksisterer gruppen ikke mere. Og dog. Carl McCoy gik én retning, og resten af band’et en anden. Band’et har p.t. udgivet to plader under navnet Rubicon, men det minder meget lidt om FotN. Det er mere normal rock, med en forsanger, som ligger adskillige oktaver over McCoy. McCoy selv har stiftet en gruppe ved navn Nefilim, der kun har udgivet én plade, “Zoon”. Den er heller ikke meget lig FotN, men nærmer sig mest Thrash/Metal, dog med enkelte melodiøse numre mixet ind “for old times sake”.

Det forlyder, at gruppen gik sammen i 1998 for at prøve om de kunne genfinde den gamle melodi. De seneste rygter vedrører en mulig pladeudgivelse inden år 2000, men der er stadig intet konkret nyt om hverken plade eller koncert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.