PS2 vs PC – det er ikke specs, der afgør det.
Efterhånden som rygterne om PS2 breder sig, hører man forskellige ting. F.eks. at Nvidia sikkert snart har et kort, der kan lave flere polygoner en PS2.
Om så PC’erne kører dobbelt så hurtigt når PS2 kommer, vil jeg stadig stå i kø i forretningen. Det er hele kulturen omkring PlayStation og den type spil, der udvikles til den, der interesserer mig.
Jeg gider ikke 5 “nye” first person shootere om måneden.
Jeg gider ikke opgradere alting hvert halve år.
Jeg gider ikke noget med software, installation, dll, directx, patch og fix når jeg skal spille.
Jeg gider ikke et joystick med force feedback til 1.499 der fylder halvdelen af mit skrivebord.
Jeg gider ikke 1024×768 i 16 mio farver – alting ser kantet ud, når det er så høj opløsning.
Jeg gider ikke inkompatibelt hardware.
Jeg gider ikke Windows sammen med spil.
Men jeg gider at proppe en CD i en maskine, tænde for den og få sekunder senere blive præsenteret for et stykke japansk kultur på mit 29″ fjernsyn. Min fem år gamle maskine kører spillet perfekt, i tophastighed med bedste lyd og bedste grafik. Jeg er sikker på, at alting i den er kompatibelt med spillet, fordi der findes kun én PlayStation. Argumenter om, at fem år gammel hardware ikke kan bruges mere forstummer til en sagte mumlen, når man viser folk Wip3out. Jeg skal faktisk kun koncentrere mig om at spille og blive underholdt.
Case in point: Tarzan til PC er så pænt at det er grimt. Junglen er kantet, fordi polygonerne er knivskarpt tegnet i 800×600. På PlayStation kører det 320×280, junglen er grøn og levende og dejlig jungle-agtig at se på – spillet er instantant mere spilbart.
Her den anden dag ville jeg spille lidt Grim Fandango på min bærbare. Det er en AMD K6 300MHz. Men FMV’en hakker hæsligt og der er åbenbart fejl i keyboarddriveren, fordi Manny bliver ved med at gå, selv om man længe har sluppet alle taster.
Så blev jeg sur og kylede CD’en ud. Hvad er ideen i at jeg skal gå på nettet, finde patches, læse newsgroups og søge FAQ’er igennem, når jeg vil underholdes? Alt det andet er jo mit arbejde, det gider jeg da ikke, når jeg bare vil sidde og spille et spil i en halv time. Jeg kan slet ikke overskue, hvordan jeg ville få et 3D actionspil til at køre på den maskine – jeg tør ikke engang prøve.
Jeg er ikke ude på at lave ballade om, hvad der er bedst, sejest og den slags. Jeg vil ikke starte en religiøs krig om konsoller og PC’ere. Jeg prøver at gøre det klart, at det er svært at sammenligne to platforme på hardware-specs, og at spil sjældent har noget med høj opløsning at gøre i min bog.