Wacky Races

4 out of 6 stars
Wacky Races er Infogrames seneste bud på et humoristisk racer-spil til Dreamcast. I en gakket tegnefilmsverden baseret på karakterer og biler skabt af Hanna & Barbera (Dick Dastardly og Muttley, anyone?) køres der om kap på fantasifulde og detaljerede baner.

Med inspiration hentet fra spil som Motor Toon Grand Prix 2 og Mario Kart er der megen fornøjelse at hente i Wacky Races. Våben af forskellig art kan affyres for at bremse modstanderne midlertidig, og genveje er der mange af. Dertil kommer, at tingene ikke bliver mindre fornøjelige af, at spillet er yderst gennemført – specielt på den grafiske side. Det er nemlig ren tegnefilm!

Med en teknik kaldet “cel-shading” har man fået biler, karakterer, omgivelser og effekter til at ligne noget, som er trådt lige ud af en tegnefilm. Det hele har fået et decideret 2D “look”, hvilket øger spillets appeal tifold. Teknikken bliver også brugt i Segas eget spil Jet Set Radio, som lige er udkommet i Japan. Væk er kanter og sammenføjninger, som oftest kendetegner polygon-objekter, og istedet er disse erstattet af bløde kurver og store farveflader. Man skal se det for at tro det – klik nedenfor.

Derudover ER selve spillet altså ganske fornøjeligt, og da det ikke tager sig selv for seriøst, hjælper det på eventuelle mangler, der kunne opstå mht. mangel på realisme. Bilerne bøjer og deformeres ved kraftige sving, og karakterne fra de ialt 11 biler har hele tiden muntre kommentarer til løbets forløb. Derudover kan de 15 baner køres på flere forskellige måder, både mod kunstige modstandere eller mod op til 3 venner i split-screen.

Børn af alle aldre kan spille Wacky Races, men for at vinde kræver det alligevel en vis koordination, idet bilerne let kan skride ud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.