Dead or Alive 2
<i>Dead or Alive 2</i> (DOA2) har været længe undervejs. Lige siden Tecmo meddelte, at de ville lave en efterfølger til deres yderst populære PSX-spil af samme navn, har folk ventet med længsel på at se og spille det færdige resultat.
En af grundene til den store interesse var bl.a. at Tecmo til at starte med kun havde i sinde at lave spillet til Dreamcast, på trods af forgængerens succes på PSX. Det har heldigvis ændret sig, således at man nu kan få det til både DC og PS2. Og for at det ikke skal være løgn, så vil der dukke reviderede udgaver op til begge maskiner indenfor kortere tid. Disse vil i bund og grund være det samme spil, men de vil være baserede på…vent på det…nyere, reviderede udgaver af arkademaskinerne af samme navn. Phew, det kan være svært at følge med, når pengemaskinen ruller.
MEN – selve spillet ER stadig det samme, uanset om det er til DC eller PS2. Det har jeg konstateret ved selvsyn. Dog er det DC-udgaven, som jeg baserer resten af min anmeldelse på. For informations skyld kan jeg så fortælle, at dén er baseret på den første DOA2, der dukkede op i arkadehallerne.
DOA2 er et klassisk kampspil, i stil med Virtua Fighter. Ingen våben, (næsten) ingen overnaturlige bevægelser, kun god, gammeldags slå-på-tæven. Én knap for slag, én for spark. OG én knap for modangreb, som er spillets absolutte højdepunkt. Ligesom man kan slå og sparke højt/mellem/lavt, kan man gribe modstanderens fod/hånd og vende det til et angreb mod ham/hende, uden at tage skade selv. Lige pludselig kan det altså betale sig at være defensiv! Modangrebene giver oftest også mere skade end et regulært angreb, men man skal være hurtig. Timing er alt, hvis man vil vinde på denne måde.
Hver af de 12 kombattanter har også deres egne specielle varemærker, både hvad angår langtrækkende angreb eller greb/kast af modstanderen. Og da spillet kører med 60fps i høj opløsning, så er det (desværre) en fryd for øjet at beskue nogle af de mere voldelige situationer. Ligeså med arenaerne. Foruden de mange detaljer, reflektioner og lyseffekter som gør det flot at kigge på, har flere af arenaerne flere underliggende niveauer. Det kræver “bare” lidt råstyrke at få presset sin modstander ud over kanten, hvorefter kampen så kan fortsætte i arenaen nedenfor.
Arenaerne er ligeledes meget forskellige. Bl.a. foregår en af kampene i tårnet på en katedral. Modstanderen kan så kastes gennem et af de blyindfattede vinduer, hvorefter man slås videre på gulvet i selve katedralen. Der er også en kamp som foregår på en sneklædt bjergtop. Pludselig giver underlaget efter, med det resultat at begge spillere falder ned i en grotte. Man kommer ikke uden om, at der er kræset for de grafiske detaljer i DOA2.
En anden “detalje”, som også hjalp etteren på vej, er de kvindelige karakterers udformning, samt deres tendens til at skulle vise trusser ved hver given lejlighed. Programmørerne har ovenikøbet inkluderet en mulighed for at fortælle spillet, hvor gammel man er. Derefter vil spillet så skrue ned for det “voksne” tema, som de åbenbart mener, at synlige trusser og store bryster er. Underligt, men ufrivilligt morsomt.
Der er de sædvanlige kamp-muligheder i DOA2 (Versus, Time Attack m.v.), men en enkelt nytænkning er der dog. Den omdiskuterede “Tag Battle”, som også er at finde i Namcos Tekken Tag Tournament. Op til 4 mennesker kan skiftes til at benytte sin egen karakter i den samme kamp, og det kan let blive ret hektisk. OG fuldstændig umuligt at følge med i efter et par øl.
Derudover byder DOA2 ikke på vanvittigt meget mere end etteren gjorde for 2-3 år siden til PSX. Men det gør ikke så meget, da spillet altså er både underholdende, flot og teknisk gennemført. Og der er stadig få ting som slår et K.O. hat-trick mod Lars – alle klaret vha. modangreb. Who’s crying now??
