Clay Pigeons

3 out of 6 stars

En film produceret af manden bag <i>Alien</i> og <i>Blade Runner</i> kan vel næppe slå fejl? Tro om igen.

Clay (Joaquin Phoenix) er en mand med problemer. Clays bedste ven har lige begået selvmord for øjnene af ham fordi Clay havde en affære med vennens kone. Clay er ikke alt for begejstret for tanken om, at hele det lilleby-samfund han lever i skal vide besked om hvorfor vennen døde, så han sørger for at det ser ud som en ulykke. Den sørgende enke tager ikke det med sorgen særligt tungt, så hun mener at nu kan hun og clay for alvor gå til makronerne. Clay er imidlertid alt for oprevet og beslutter at gøre det forbi med hende, men det har hun ikke tænkt sig at lade ham slippe afsted med.

“Clay Pigeons” er en ret sort thriller/komedie i stil med Fargo. Persongalleriet består af den ene mere særprægede type efter den anden. Faktisk er Clay den eneste normale. Han kommer imidlertid hele tiden ud for den ene uventede og komplicerede situation efter den anden, der gør sit til at drive ham fra sans og samling. Clay kommer til at skaffe bemærkelsesværdigt mange lig af vejen, for en der ikke har begået nogen mord. Det begynder heller ikke at se godt ud for ham, da alle ofrene tilfældigvis er nogen han selv har motiv til at dræbe. Filmen er ret morbid, f.eks. spilles der en ret munter ballade i baggrunden, mens Clay skaffer endnu et lig af vejen. Så er stilen lagt.

Det er en lidt spøjs film, som man til tider har lidt svært ved at finde ud af hvad handler om. Er det Clays takling af de forskellige situationer eller bare et forsøg på at vise os, hvor underlige nogle mennesker kan være. Det holder et stykke hen af vejen og så ikke længere. Filmen har sine øjeblikke, hvor handlingen virkelig overrasker én, men i længden er den ikke spændende nok til virkelig at fænge. Ok underholdning og så heller ikke mere.

Ligesom man tror, at der er grænser for hvor stupid en behandling en film kan få af udgiverne, sættes der nye rekorder. Filmen kom oprindelig i region 1 med DD5.1lyd og i anamorfisk 1.85:1 billedformat. Det var åbenbart for ekstravagant til region 2, hvor filmen kun udgives med DD2.0 og i Pan&Scan. Hvorfor?, spørger jeg bare. Ville det have været så besværligt bare at genbruge indholdet fra den amerikanske udgave? Åbenbart.

Ekstramaterialet er ikke imponerende. Et par trailere for andre Scanbox udgivelser og de mest sparsomme cast biografier jeg endnu har set, var hvad det blev til. En “Clay Pigeons”-trailer ville ellers have været oplagt.

Coveret er et af de mest åndsvage jeg længe har set. Billedet er såmænd pænt nok, men teksten! På coverets bagside står der udførligt, hvem der myrdes i filmen og hvem morderen er! Ja, ødelæg bare spændingen på forhånd ellers kunne det jo være at nogen kom til at synes om filmen. Nogle meget store bogstaver fortæller os også at Ridley Scott har produceret filmen, hvorefter de fleste af mandens successer opremses. Jeg har altid fundet det skræmmende, når en film reklamerede med “from the creators of Jurassic Park” og den slags. Gad vide om det rent faktisk får nogle til at købe filmene? Jeg opfatter det som regel som bevis for, at filmen ikke kan stå på egne ben.

“Clay Pigeons” er ikke en direkte dårlig film og der vil sikkert være dem, der vil synes om den. Den faldt ikke helt i min smag, men hvis man skal have den, så vil jeg anbefale at man køber region 1 udgaven, der har fået en væsentlig mere respektfuld behandling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.