FLCL vol. 1-4


Når Gainax rører på sig, gør man klogt i at være yderst opmærksom. Det er tilfældet med FLCL, der forener nogle af de mest professionelle og kreative kræfter i branchen for at levere en OVA, der ikke kun er en grænseoverskridende drømmeagtig historie, men også er et kig ind i fremtiden for japansk animation.

Når mit vækkeur ringer første gang om morgenen, får det en flad på snooze-knappen, og jeg sover videre i segmenter af 9 minutter indtil jeg en halv time senere er ved bevidsthed nok til at stå op. Denne semibevidste tilstand mellem vågen og søvn er oftest fyldt med surrealistiske, billedstærke og lynhurtige drømme, der efterlader et dybt indtryk på mig, selvom jeg kun kan huske fragmenter når jeg vågner.

I byen Mabase, der virker normal bortset fra et gigantisk strygejern placeret midt i den, bor 12-årige Naota sammen med sin far og bedstefar. En dag bliver Naota kørt ned af en pige på en supersonisk gul Vespa, hvorefter hun slår ham midt i panden med sin motorguitar. Da stygejernet om aftenen lukker damp ud, vokser der samtidig en stor robot ud af panden på Naota og så går det ellers løs i en surrealistisk fortælling rig på humor, kamprobotter og herlige karakterer.

At se FLCL er som at drømme i vågen tilstand. Selvom karaktererne taler konstant foregår kommunikationen med seeren primært via billeder og symbolik, hvilket får serien til at minde en lille smule om Serial Experiments Lain tilsat en masse humor. Men hvor Lain med sine mange stille scener giver sig god tid til at lade seeren bearbejde indtrykkene, flår FLCL bukserne af sindet og voldtager det i en brutal malstrøm af information. FLCL er som at opleve Holger Bech-Nielsen – der er fuldt knald på, man sidder med åben mund og suger til sig, og bagefter kan man kun huske fragmenter; det største indtryk er Bechs totalt overlegne intellekt.

At finde hoved og hale i handligen virker ved de første par gennemsyn som en uoverkommelig opgave, da der sker så meget at man sjældent er i stand til at fokusere på det centrale element. F.eks. scenen, hvor Naotas far taler om at trykke doujinshi-hæfter til distribution i nabolaget: Første gang man ser scenen bliver man fanget af musikken og lægger ikke mærke til andet. Anden gang ser man kun en sindssyg hund, der sidder og ser fjernsyn i baggrunden. Først tredie gang og ved stor koncentration lykkes det at lægge mærke til den reelle handling – jeg ved dog stadig ikke, hvem han taler med. Jeg er bange for det er hunden. Der sker så meget og så hurtigt i billederne, at det er umuligt at læse teksterne samtidigt. Stopper man op i et kvart sekund for at reflektere over handlingen, er man uværgeligt tabt.

Personligt holder jeg meget af de svært tilgængelige ting. Mine bedste CD’er er dem, der lød mærkelige i starten og først efter utallige afspilninger afslørede deres sande dybde og holdbarhed. Det samme gælder for bøger – min største oplevelse er Neuromancer, der tog to-tre gennemlæsninger før jeg havde forstået den. Fænomenet opleves sjældent på film, da man kan ikke forlange at folk skal gå i biffen flere gange for at kunne forstå værket. Men med OVA-udgivelser ser verden anderledes ud, idet man skal eje filmen for at kunne se den, og så er der intet galt i at give forbrugeren mere glæde af investeringen ved at invitere til gensyn.

I den korte periode jeg har ejet de fire udgivne (af seks planlagte) DVD’er er de uden tvivl blevet de mest sete i min samling. Jeg kan efterhånden dialogen på fingerspidserne, men forstår mere og finder flere nye detaljer ved hvert gennemsyn. Handlingen, der i starten virkede som nonsens, er nu begyndt at give mening og et stort og smukt billede er ved at dannes. Processen med at dekode dette værk har i den sidste uges tid fået mig til at gå rundt med et fraværende blik i øjnene mens hjernen bruger alle ledige cykluser på en given scene.

FLCL skulle efter sigende være helt digitalt fremstillet, hvilket kan ses på mekaniske ting som robotterne og Harukos vespa, men det er udført meget organisk: Der er ingen lige linier eller rette vinkler at få øje på. Den digitale teknik ligger desuden til grund for et par Matrix-agtige bullet time-sekvenser, der skal ses før man tror det.

Det bløde design har givet anledning til et robot-design, der aldrig er set lignende før. Robotterne er åbenlyst lavet af metal, men de kan bøjes og ændre form på måder, som metal aldrig har kunnet. Canti, den første robot, der kommer ud af Naotas hovede og bliver en del af familien, render rundt i en vindjakke og formår at have oceaner af personlighed selvom den ikke mæler et ord. Karakterdesignet er lige så originalt som alt andet ved serien. Man kan ane rødderne i traditionelt design, men karaktererne ligner ikke nogen, man har set før. Det anderledes design gør karaktererne svære at sluge i starten (Haruko har læber!), men de vinder ved gensyn – som alt andet ved FLCL.

På trods af al den digitale hjælp er animationen ikke flydende, bortset fra enkelte scener. Man har bevidst valgt at ofre fluiditet til fordel for hastighed: Animationen er hurtig. Nogle gange så hurtig, at man er nødt til at køre igennem scenen i still-frames for at se alle detaljerne, f.eks. scenen, hvor Naota ved et tilfælde hiver trusserne af Mamimi. Man når lige at se et glimt af dem i luften, men kører man i still-frames kan man se, hvordan han får fat i dem og trækker dem af. ED-sekvensen har flere passager med 5-10 billeder i sekundet, der ingen mening giver i normal hastighed, men ved still-frames ser man bl.a. Haruko slikke på et baseball-bat.

Inden jeg fik DVD’erne, brugte jeg meget tid på at lytte til det superbe soundtrack af The Pillows. Musikken er ganske som billedsiden: Energi-ladet og guitarintensiv. Spillet med unik japansk præcision med 2, 3 eller fire støjende guitarer mixet sammen, gør soundtracket sig ganske godt alene (jeg tog mig selv i at rende rundt i lejligheden og spille luft-guitar op til flere gange). Men da jeg oplevede musikken sammen med animationen blev jeg mildest talt stum af beundring. Sjældent har jeg oplevet så perfekt en symbiose mellem lyd og billedside.

Der er nogle imponerende kreative kræfter bag FLCL: Serien er produceret af Studio Gainax (Neon Genesis Evangelion, His and Her Circumstances) i samarbejde med Production I.G. (Jin-roh), instrueret af Tsurumaki Kasuya (instruktør på Evangelion-filmene, storyboard på His and Her Circumstances), karakterdesign af Sadamoto Yoshiyuki (Wings of Honneamise) og animationsinstruktion af Hiramatsu Tadashi (Evangelion, His and Her Circumstances) og Imaishi Hiroyuki (His and Her Circumstances). Med den samling talenter bag roret, er det intet under at hver eneste frame af FLCL er fyldt med grænseløs genialitet og kreativitet.

Disse japanske DVD’er er lidt af en sjældenhed idet de fra volume 2 og frem inkluderer engelske tekster. Den første er desværre uden tekster, men man kan klare forståelsen ved at downloade en fansub, og så ellers nyde DVD’en, når man har styr på dialogen. DVD’erne kommer enten i en irriterende pap-æske eller standard snapper-case alt efter om man får første eller andet oplag – fælles for begge typer er de estremt farvestrålende covers. Menusystemet består kun af en tekstskærm med scenevalg og ekstramaterialet er sparsomt, en tekstløs ED og en musikvideo med The Pillows. Til gengæld er billedkvaliteten så skarp at det næsten gør ondt at kigge på, og LPCM-lydsporet (ukomprimeret 48KHz 16bit-sampling – bedre kvalitet end på CD) så fyldigt og veldefineret at man får en ubændig trang til at blæse naboerne et stykke og skrue helt op på 11.

At købe DVD’erne fra Japan er en bekostelig affære – de fire skiver stod mig i lige under kr. 1.800, og der er kun 25 minutter på hver. Men serien er endnu ikke licenseret i USA (Gainax skal efter sigende have forlangt et astronomisk beløb for rettighederne), og fremfor at vente et år eller to på en billig region 1-udgave, betaler jeg glædeligt ekstra for at se fremtiden idag.

Med FLCL viser Gainax deres sublime forståelse for mediet, og leverer en historie med så fantastisk et billedsprog at den kun kan realiseres som animation. Alt i denne OVA er generationer foran resten af branchen. FLCL er sikkert for langt forud for sin tid til at blive et mainstreams-hit i dag, men år fra nu vil man se tilbage på værket som værende grundstenen for det 21. århundredes japanske animations- og fortælleteknik.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.