Final Destination
Åh nej, ikke endnu en teen horror movie! Det er der sikkert mange, der tænker hvis de kaster et blik på coveret til Final Destination. Men vil det nu også være retfærdigt, at sætte den i bås med dem?
Både og.
Final Destination indeholder flere af de elementer, der er så typiske for bølgen af teen horror-film. Unge, smukke mennesker dør én efter én, mens vores hovedperson prøver at undgå at blive det næste offer. Så langt, så velkendt. Men her hører det dog op, for denne gang er der ikke nogen hætteklædt morder med stupide (you ruined my childhood!) motiver. Denne gang er modstanderen døden selv [hul latter i baggrunden].
Historien er som følger: En gruppe high school elever har lige sat sig ind i deres fly til Frankrig, da én af dem pludselig går i panik, fordi han får en vision af at flyet vil eksplodere kort efter take off. Alle ved jo hvor acceptabelt det er, at råbe vi dør alle sammen i et fly, så gutten, der hedder Alex bliver sat af sammen med nogle kammerater, der blandede sig. Flyet letter og eksploderer!
Politiet er selvfølgelig meeeget interesserede i Alexs vision, men han kan ikke selv forklare det. Bedre bliver det ikke, da de overlevende begynder at kradse af gennem rene ulykkestilfælde. Alex finder ud af, at han og de overlevende har snydt skæbnen/manden med leen ved at stå af flyet og at han derfor har tænkt sig at gøre arbejdet færdigt. Og det er her at Final Destination adskiller sig fra de andre film i genren. Den kan bedst beskrives som X-Files møder Dawsons Creek og det er jo ikke så slemt endda. Det der trækker filmen ned er de stereotype teenagers, der er som taget ud af en ungdomsserie, og det er jeg ærligt talt træt af efterhånden. På plussiden er der det uforklarlige og spændende ved, at det ikke er et menneske af kød og blod, der svinger kniven svinger kniven, ja omstændighederne omkring dødsfaldene er også ret interessant. De måder skæbnen slår dem ihjel på skal simpelthen opleves. Den får ikke for lidt.
Skuespilspræstationerne er som man kunne forvente. Ikke noget at skrive hjem om. Figurerne er de sædvanlige stereotyper fra genren, så retfærdigvis skal det siges, at de ikke har noget særligt at arbejde med. Devon Sawa gør det dog rimelig godt i rollen som den, tilsyneladende, paranoide Alex.
Alt i alt må Final Destination siges at levere varen på en anderledes måde, men inde under indpakningen er det stadig det samme. Men alligevel et interessant forsøg på at tænke anderledes.
SF-Film har stået for udgivelsen og det har de gjort ret godt. Menuerne er bestemt over normal standard for dvd-udgivelser i region 2. Flotte og stemningsfulde animationer med musik og FMV i chaptersektionen. Af ekstras er det blevet til en making off-dokumentar, interviews, slettede scener (bl.a alternativ slutning) og et kommentarspor med intruktøren. I småtingssektionen er der biografier og et par “småspil”. Det ene af ialt to spil består i at man får vist en serie billeder, hvor man så skal gætte hvilket der er det “udvalgte” billede. Det skal åbenbart bruges til at teste ens psykiske evner (whatever). Det andet spil med den ildevarslende titel “Death Clock” kan regne ud hvornår man dør, efter at man har besvaret en serie af spørgsmål…. lidt morbidt synes jeg. Der er et eller andet forkert i at en dvd fortæller mig, at jeg dør i år 2022 kl. 11.30. Tja, det er vel originalt, jeg har i hvert fald ikke set det før (jeg havde dog regnet med, at jeg havde lidt længere tid end 21 år tilbage).
Teknisk er discen rimelig god. En glimrende overførsel uden synlige fejl og lyd i både DD5.1 og DD2.0. Lyden forekommer mig dog at mangle noget pondus. Eksplosioner og andre effekter virker ikke særligt imponerende, de er lidt flade og afdæmpede. Det samme gælder også til dels for dialogen. Det er nærmest som om der ligger et slør over lydbilledet.
Er man fan i filmen er det en ganske fin udgave af filmen. Det havde dog hjulpet en del hvis lyden havde været lidt bedre. Det forhindrer discen i at få de 5 stjerner i dvd-rating den ellers ville have modtaget.
Er man virkelig interesseret i filmen, kan man tage et smut forbi dette site