OnePlus One


Et af mine principper har altid været: “Hvis det lyder for godt til at være sandt, så er det fordi det er for godt til at være sandt”. Det er et sundt princip, og det dukkede omgående op i min hjerne, første gang jeg læste om den kommende super-smartphone fra det totalt ukendte firma OnePlus. Hvordan kunne et lille newcomer-firma med præcis nul forudgående produkter komme med en telefon, der sætter kryds i alle de rigtige felter med hensyn til byggekvalitet, hastighed og features? Og så til en pris, der blev annonceret til et stykke under det halve af eksisterende high-end Android-telefoner (og så nævner vi slet ikke iPhone)?

Utænkeligt. Der måtte være en catch.

Here. Catch!

Lidt mere research tydede på, at der var substans bag hypen. En anmeldelse af et præproduktionseksemplar roste telefonen til skyerne, og hver gang jeg fandt nye oplysninger – fra folk, der rent faktisk havde holdt telefonen i hænderne – var de fulde af lovord. Prisen skulle ligge lige omkring de 2500 kroner, og den skulle komme i almindelig handel i juni 2014. Spændende!

Sort og hvid - 64GB og 16GB.
Sort og hvid – 64GB og 16GB.

Min gamle telefon var ved at blive noget lang i tænderne, så med sådan en pris for sådanne specs, lød OnePlus One lige som en telefon for mig. Den er tilmed er født med Android-varianten CyanogenMod, der tillader brugeren en ellers uhørt kontrol over alle telefonens indstillinger, og sikrer at den er fri for crapware som Facebook-, Twitter-, Aktie- og Tripadvisor-apps, som ellers altid fylder op på ens telefon.

Og så satte jeg mig til at vente på at det blev juni…

Og selvfølgelig var der en catch. Da vi nåede sommerferien var telefonens leveringsdato blevet skiftet ud med et barokt invitationssystem, hvor man ikke bare kunne bestille en telefon, men først allernådigst skulle have lov til det. Årsagerne var dels, at OnePlus’ produktionsapparat ikke kunne følge med den forventede efterspørgsel, dels at deres marketingsbudget formentlig har ligget i nærheden af prisen på tre Happy Meals. Lanceringen af OnePlus One vil sikkert blive taget med i lærebøgerne som et forbillede for al kommende viral marketing. Folk har helt sikkert brugt lang tid på at fortælle alle, der gad høre på det, om den her nye, smarte og ikke mindst billige telefon, som man bare lige skulle gøre sig fortjent til at købe. Jeg ved det, for jeg gjorde det selv.

Irriterende, men det lød stadig som om det var en rigtigt god telefon, og den nu officielle pris på bare 2399,- for 64GB-versionen (og sølle 2099,- for 16GB) gjorde, at jeg blev hængende. Og en dag, trods alt ikke så længe efter, jeg meldte mig som interesseret, dryssede en invitation ind i min indbakke. Der gik cirka 15 sekunder, så var telefonen bestilt. Fem dage, så var den også leveret.

For godt til at være sandt?

Det er altid sjovt at få nyt legetøj. Så sjovt, at man nok kan tilgive enkelte småproblemer i starten. Sagen er, at der bare ikke var nogen småproblemer, ud over at jeg havde glemt at tilkøbe 4G til mit abonnement, og det er jo ikke telefonens skyld. Sin lave pris til trods kommer OnePlus One i et lækkert designet pap-etui, og selv opladeren ligner noget, der hører en top-telefon til: lille og hvid med et fedt, rødt gummifladkabel. Første opstart bestod stort set i at vælge sprog og netværksudbyder, samt selvfølgelig at få den på min WiFi, så jeg kunne hente de mange, mange opdateringer, der allerede var kommet til CyanogenMod.

Intet ved One virker billigt, heller ikke indpakning og tilbehør. Den sære lille røde nøglering indeholder et værkstøj til at skubbe SIM-kortholderen ud.
Intet ved One virker billigt, heller ikke indpakning og tilbehør. Den sære lille røde nøglering indeholder et værkstøj til at skubbe SIM-kortholderen ud.

Første indtryk af selve telefonen er en følelse af kvalitet. 64GB-udgaven har en bagklædning af “sandstone”, som er en mørkegrå, let ru overflade, der udover at se ret pæn ud gør, at man ikke føler, at telefonen glider rundt i hånden. For den er jo ikke ligefrem lille – lidt afhængig af definitionerne har vi bevæget op i størrelse “phablet”, altså kombineret telefon og tablet, og mennesker med små hænder vil ikke altid kunne betjene den med én hånd. Det problem har jeg dog ikke, og det er kun hvis jeg skal nå helt op i øverste venstre hjørne, at jeg må tage venstre hånd til hjælp.

Det er måske på tide at snakke lidt om de hårde specs. Det ville jo være nærliggende at tro, at den lave pris bunder i second-tier hardware, men hvis OnePlus har sparet på noget, er det i hvert fald ikke her:

  • CPU: Qualcomm Snapdragon 801 2.5GHz Quad-Core (præcist den samme som i Samsung Galaxy S5)
  • GPU: Qualcomm Adreno 330
  • RAM: 3 GB
  • Intern hukommelse: 16 GB eller 64 GB, kan ikke udvides
  • Kamera: 13 megapixel Sony Exmor IMX214 (forward facing: 5 megapixel)
    • 4K videooptagelse
    • 120 fps slow motion i 720p
  • Batteri: 3100 mAh, kan ikke udskiftes
  • Skærm: 5,5 tommer 1080p (1920×1080) Full HD IPS med Gorilla Glass 3

Ovenstående placerer OnePlus One om ikke i den absolutte front med hensyn til performance, så i hvert fald solidt indenfor high-end segmentet. Sammenholdt med prisen er der tale om et pris/performance-forhold, ingen – ingen – andre smartphones kan komme bare i nærheden af.

Men er der da slet ingen fluer i suppen?

Features, features og flere features

Joeh, kameraet er aldeles fint, men der findes helt sikkert smartphones, der gør det bedre på dette område, både hvad angår opløsning og f.eks. slow-motion video. Skærmens TOL (Touch On Lens) opbygning, der blandt andet gør at man kan vække telefonen ved at dobbelt-tappe på skærmen, er først begyndt at fungere pålideligt efter den seneste opdatering af CyanogenMod. Jeg har stadig ikke vænnet mig til at tænd/sluk-knappen sidder på siden af telefonen, og ikke ovenpå, som jeg er vant til. Derfor får jeg vendt telefonen på hovedet sådan ca. 50% af de gange, hvor jeg tager den i hånden. Men det er alt sammen småting.

Til gengæld er batterilevetiden noget nær fantastisk. Tilfældigvis fik jeg en ny arbejdsmobil næsten samtidig med min OnePlus One. Denne (en Samsung Galaxy S4 Mini), der er mindre på alle måder, kan dårligt overleve et døgn uden opladning, selv hvis man slår alle former for dataforbindelser fra. One klarer uden problemer tre døgn uden opladning med moderat forbrug af både spil og musikstreaming. Jeg kan forstå at man oplever det samme på andre nye phablets, men også her kan OnePlus One altså stå sig mod konkurrenterne.

Den nyeste update bringer også virkeligt interessante features til telefonen: Kameraet kan nu gemme optagelser i RAW-format, og der er kommet understøttelse for ANT+ standarden, som anses for fremtiden for kommunikation med alverdens sensorer i hjemmet, i bilen og endda på kroppen.

Fordi CyanogenMod er så uendeligt fleksibel, kan OnePlus One godt være en telefon til alle mennesker (med mindre de synes, den er for stor). Man kan fint bruge den lige ud af æsken, men man kan også customisere den ud i alle ander og kanter. Farven på opladnings- og meddelelses-LED’en kan for eksempel programmeres til alverdens farver, for at nævne en af de lidt mindre nyttige ting. Men som de siger hos Cyanogen: “Det er din hardware, så hvorfor skulle du ikke bestemme, hvad der skal køre på den?”. OnePlus siger da også lige ud, at det ikke skader garantien hvis man rooter telefonen, så du kan uden problemer få endnu mere styr på telefonen. Ikke at jeg tror, at jeg personligt vil benytte mig af det, men det her er simpelthen grundfilosofien i Open Source-bevægelsen, og det er smukt i sig selv.

2014-10-03 10.43.36-2
Man tager udmærkede billeder med kameraet.

Der har dog været en smule knas i forholdet mellem OnePlus og Cyanogen. I efteråret 2014 annoncerede Cyanogen, at de havde indgået en eksklusivaftale med den indiske telefonproducent Micromax, der således havde fået eneret på at sælge telefoner med præinstalleret CyanogenMod i Indien. Ikke ligefrem en ønskesituation for OnePlus, der stod lige for at introducere deres produkt i netop Indien. OnePlus er derfor begyndt at udvikle deres helt egen Android-variant, OxygenOS, som allerede nu kan installeres på One i stedet for CyanogenMod. OxygenOS er ligesom den seneste version af CyanogenMod baseret på den allernyeste Android-version, 5.0.2 Lollipop. Der kommer dog stadig updates til CyanogenMod på OnePlus One, og man skal selv aktivt tilvælge OxygenOS indtil videre. Jeg har ikke prøvet OxygenOS endnu, men på et eller andet tidspunkt kan jeg nok ikke lade være.

Er det sket? Er jeg blevet en fanboi nu?

Der skal noget til for at et produkt, og specielt da en smartphone, kan opnå de fulde seks stjerner. Men at man kan købe en topmoderne smartphone, der kan gå op mod de største konkurrenter både hvad angår byggekvalitet, hastighed og features, men til en pris hvor de fleste kan være med, og hvor der egentlig ikke er en finger at sætte på noget, udløse topkarakteren. Samsung, Apple, LG og Sony burde være lidt nervøse for at alt for mange kunder finder ud af, hvor lidt man behøver at betale for at få noget top-grej. Personligt har jeg sjældent været så tilfreds med et køb som med OnePlus One.

OnePlus har fået mange hug for deres invite-system, og det er da også noget lettere, hvis man bare kan bestille sin telefon uden videre. Og nu, hvor telefonen er blevet en – absolut fortjent – succes, er systemet da også blevet droppet. Først gradvist, så man kunne bestille telefoner frit – men kun i nogle timer hver uge. Lidt fjollet, men den konstruktion er også væk nu. OnePlus One er endelig blevet frit tilgængelig for enhver, der kunne tænke sig en fremragende smartphone til en mere end fremragende pris.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz