Melted: Ahead

Tre år er gået siden danske Melted’s grønne debut-EP, og meget er sket med bandet siden. Med adskillige koncerter på de større scener som Spot, Venue og Roskilde Festivalen, var det dælme’ også på tide at pladekontrakten kom i hus.

Lidt klassiske Interne Stridigheder(tm) i bandet resulterede i at den forrige forsanger gik, og ind trådte Mackack, som jeg ikke skammer mig ved at kalde dansk metals mest energiske vokal. Udstyret med brøleabens stemmebånd og mandrillens aggressivitet, er han metaljunglens sande abernes konge. Sammen med vokaler fra trommeslager Ulf Scott og guitarist Kasper Pilemand er der nu skabt et nyt marked for metal-boybands, og jeg skal personligt nok stå forrest ved scenen for at smide trusserne og hvine som en skolepige.

Trommer og percussion lyder som en fusion mellem Slipknot og Sepultura, hvilket med det samme sætter en fed streg under ordet ”aggressiv” i min beskrivelse af bandets udtryk. Aggressionen er Melteds store force, og selvom det er hæmmet af ens HiFi-setup i stuen, kan høres at energiudladningerne er enorme, hvilket er hovedsagen til at Melted til et så fremragende live-band som de er. Jeg har været så heldig at have oplevet 3 af bandets livekoncerter mens de på trods af anerkendelse fra presse og anmeldere stadig var relativt ukendte, og jeg må indrømme at stemningen foran scenen hver eneste gang har været uovertruffen. Meget få bands kan få 100 mennesker til at gå amok og lave påstyr, som var der 5 gange så mange.

Der er dog langt fra scenen til studiealbum, og det har da ikke været uden bekymringer, at jeg ivrigt har ventet på debutudgivelsen.

Til at begynde med, brød jeg mig ikke om lyden. Musikken er fremragende, men lyden på pladen virker generelt for mudret og vokalen træder for meget i baggrunden, hvilket gør det umådeligt svært at udskille hvad det er som bliver sunget. Det er såmænd fedt nok, hvis man står midt i moshpittet til en live-koncert, hvor man alligevel bider sammen, for ikke at få slået kæben løs, men det gør mig en smule irriteret at jeg ikke kan skråle med derhjemme, fordi jeg simpelthen ikke kan høre hvad der bliver sunget. Der kunne have været kompenseret for dette ved at vedlægge en booklet med tekster osv, men det er ikke tilfældet.

Til gengæld er Melteds Ahead album et fedt dansk tilløbsstykke som jeg kun kan bede til at høre mere af. Dansk metal har i mine øjne været en sørgelig affære de sidste par år, og et band som Melted er hårdt tiltrængt. Pladen åbner for en dæmning af distortion – langt væk fra det klynkede dødsmetal som jeg nødigt ser, bliver Danmarks primære tilføjelse til metalverdenen.

Specielt nummeret Praise The Lord viser hvad Melted formår, når først vokalerne kombineret. Der bliver brølet om kap til den store guldmedalje, og det er så godt som umuligt ikke lade håret hænge løst, blæse op for forstærkeren og svinge med. Lyden er dejlig beskidt og kompliceret, og specielt bassist Gleen Rottland’s samplinger hjælper meget på dette.

Hvis man er til melodisk metal skal man holde sig langt væk fra dette album. Melted er hvad bandet selv definerer som “groovecore”, med tryk på “core”. Energien er lagt 100% i groove og vokal, og der gives ikke meget albuerum til sing-along og karaoke. Det er drønfedt, og det aggressive islæt fylder mig med fryd. Dog kræver det meget energi fra lytteren, da Melted ikke giver plads til at stoppe og lugte til blomsterne. Øregangene får ikke fred, og derfor er der nok mange som vil finde pladen for monoton.

På skivens ottende skæring God Is The Way og de efterfølgende sidste tre, beviser Melted at det sagtens kan lade sig gøre at holde dampen oppe og stadig skabe numre som man kan skråle med på. Derfor virker det lidt som om de første 2/3 af pladen primært fungerer som selvhævdelse, mens de senere numre fremhæver en stil som er meget federe og meget mere grum, fordi der er en langt større kontrast mellem det hyper-aggressive og rolige melodiske. Mere af den slags ville efter min mening have gjort pladen mere fængende. Melted kan sagtens, så selvhævdelsen er overkill i mine øjne. Min bøn til Melted: Tag en dyb indånding og slap af. Jeg troede aldrig jeg skulle høre mig selv indrømme at et metalband kan bliver FOR voldsomt, men det er lige netop hvad der er tilfældet her. Melted er langt fra alles kop the, men holder man af utæmmet vildskab, behøver man ikke spejde længere.

Med det sagt, har jeg har en skummel mistanke om, at Ahead er en af de plader som kommer til at gro på mig over længere tid.