The Road to Eldorado
Efter at have givet os den fantastiske Prince Of Egypt er Dreamworks på banen igen med deres næste tegnefilm: The Road to Eldorado (TRTE). Vi befinder os i Spanien i tiden lige efter Amerikas opdagelse. Her finder vi filmens to hovedpersoner: Miguel og Tulio. Et par plattenslagere, der klarer sig gennem hverdagen ved at snyde i terningespil og komme galt af sted, hver gang lejligheden byder sig. En dag falder de over et kort over den nye verden, der leder til den legendariske El Dorado; en by hvor der findes mere guld end i deres vildeste drømme.
De to helte havner ombord på et af erobreren Cortés skibe, der er på vej mod Amerika. De når også frem og finder da også til sidst El Dorado, der virkelig er så rig som legenden siger. Indianerne, der bebor byen, antager dem endda for at være guder, så det burde ikke være noget problem at slæbe et par tons guld med hjem vel? Problemerne lurer dog i kulissen. Kan de holde skjult at de kun er almindelige mennesker og samtidig afholde den sadistiske ypperstepræst fra at afholde menneskeofringer til deres ære? Læn jer tilbage og nyd turen.
Med TRTE har Dreamworks lavet en tegnefilm, der befinder sig i en helt anden genre end den dystre og meget højtidelige Prince Of Egypt. TRTE er nemlig en eventyrkomedie, med alt hvad dertil hører. Filmen er en ren rutsjebanetur af rappe bemærkninger og morsomme gags, der ikke bare visuelt, men også gennem dialogen, hele tiden underholder publikum og sørger for at man morer sig bravt. Kenneth Branagh og Kevin Kline har lagt stemmer til de to uheldige helte Miguel og Tulio og jeg må sige, at de virkelig gør det godt. De passer enormt godt sammen og det er især det komiske samspil, der er en af filmens store forcer. Bipersonerne er også gode, særligt Tzekel Khan, ypperstepræsten. Hans stemme er simpelthen for sej. Det er svært at lave en ordentlig skurk (at dømme efter hvor mange dårlige det er blevet til i tidens løb), så jeg kan kun rose Dreamworks for deres arbejde her.
Både animationen og stilen i TRTE falder helt i min smag. De forskellige personer er pænt tegnet og deres ansigtsudtryk er utroligt livagtige. Animationen er upåklagelig, hvilket vi jo også er vant til fra Dreamworks. De forskellige baggrunde er der virklig gjort meget ud af. Både de scener hvor Miguel og Tulio befinder sig i Spanien, i den sydamerikanske jungle og i selve El Dorado er en fornøjelse at beskue. Der er brugt en del 3D til at animere panoreringer og større objekter og det ser rigtig godt ud. Selve indledningen i filmen er et ret originalt pust, der passer godt til filmen: Det er en fortælling om hvordan guderne skabte El Dorado tegnet i en primitiv stil, der tangerer den stil de sydamerikanske indianere lavede inskriptioner på deres pyramider på. Det lægger en meget god stemning an fra starten.
Musikken i TRTE er komponeret og sunget af Elton John og han har lavet nogen udmærkede sange. Ligesom i Tarzan synges næsten alle sangene af komponisten selv, mens der reelt kun er én sang sunget af filmens figurer. Det er en glimrende trend, da det virker meget mindre påtrængende i filmens handling end hvis personerne skulle synge alle sangene selv. Elton når ikke de helt samme højder som han gjorde med Lion King, dermed ikke sagt at der er nogen dårlige sange, de er bare ikke af den slags man husker længe efter. De er dog alle ret gode og bringer én i godt humør, når man hører dem.
Det er dejligt at se, at selv når Dreamworks laver en mainstream tegnefilm, at de ikke laver en film skåret over samme model som Disneys, der i form virkelig savner nyskabelser. TRTE er ikke fantastisk original selv, men forbandet underholdende, det er den. Hvis man kan klare sig uden dybe temaer, men på den anden side heller ikke vil se en sødsuppe tegnefilm, så vil man more sig kosteligt over TRTE. Det gjorde jeg og så snart Dreamworks kyler en DVD i min retning, så skal jeg nok sørge for at rage den til mig.
Filmens originalversion vises ved 21.15 forestillingerne i Palads. Jeg fraråder at se den danske, da den i forhold til den originale får en til at krumme tær.