Kochies Køkkenhjørne

1329992156forsidenI de seneste par år har jeg anskaffet mig flere og flere dimser og andre former for grej til mit køkken. Jeg er med tiden blevet både mere glad for og bedre til at lave mad, og samtidig har jeg udvidet maskinparken derude med et væld af ting. Nogle af disse ting har på papiret set ganske fantastiske ud, men når det kommer til stykket, har en del af dem en eller flere særheder over sig. Nogle af disse særheder bider man ikke mærke i i det daglige. Andre er mere presserende. I denne artikel kigger vi på en del af disse ting.

Æggeuret uden ur

aeggeuret
Æggeuret (der ikke rigtig virker)

Jeg ved godt, hvordan man koger æg. Gryde i kog. Æg i kogende vand. Vente mellem to og tyve minutter alt afhængigt af, hvor kogt et æg man ønsker, og det er sådan cirka det. Selve ventetiden har det dog med at overmande mig.

Jeg har det til tider med at glemme, hvad der egentlig går for sig i gryden, når jeg nu alligevel medbringer computeren i køkkenet. (Især når man skal tilbringe så meget tid derude, som jeg har gjort for virkelig at gennemteste disse produkter.) Jeg har fundet ud af, at det ikke engang er nok for mig at notere tiden på computerens ur mentalt for så at kigge efter klokken i ny og næ. Der skal mere til for at hive mig tilbage til det boblende vand, og derfor har jeg i tidens løb gjort brug af diverse former for ringeklokker for at sikre, at jeg fik mine æg op af vandet til tiden.

Denne lange smøre er nok repræsentativ for de fleste mennesker, der selv koger deres æg. Og det interessante ved det produkt, jeg skulle teste var, at det først tiltalte mig grundet fancyfaktoren: Selve dimsen er formet som et æg på overfladen og er flad på den anden side. Den ploppes i vandet samtidig med de spiselige æg, og skifter så farve(!), efterhånden som æggene bliver mindre bløde og mere hårdkogte. Det er jo alt andet lige megafancy. Jeg så først dimsen hjemme hos min moder, der angiveligt bruger den den dag i dag. Men hun har måske et indre ur, der hjælper hende med at holde styr på tiden.

For det kan dette æggeur i bund og grund ikke. For selvom det jo er hipt som alt andet, der kan skifte farve, så fejler det helt og aldeles, når det kommer til funktionalitet. For det første: Det løser ikke mit problem. Jeg kan jo ikke holde styr på tiden, om jeg så har et ur på armen, og når det nu ikke bipper, når ægget er spisbart, er det i bund og grund ligegyldigt, at det kan skifte farve. At det er sådan cirka umuligt at se æggets farveudvikling i boblende, kogende vand er nærmest en biting. Og det faktum, at mine æg ikke har været i nærheden af at have haft den konsistens, som dette æg har påstået, det er jo blot endnu en pind i dets ligkiste.

Den ligegyldige turboknap

turboknappen
Turboknappen uden turbo

Hvis jeg skal sammenligne min Melissa-håndmikser med æggeuret og vælge hvilket stykke udstyr, jeg helst ville beholde i mit køkken, er der ingen tvivl. For modsat æggeuret opfylder håndmikseren faktisk sin primære funktion: Den er møggod til at røre ting sammen i skåle. Den var samtidig absurd billig taget i betragtning af, at den kostede 60 kroner, har overlevet i snart sagt fire år og endnu ikke har svigtet mig, uanset hvad jeg har bedt den røre sammen.

Min håndmikser er med i denne artikel, fordi den har en knap, der bare ingen mening giver; turboknappen. Jeg tror, Melissa tilsatte knappen og dens funktion, fordi dyrere håndmiksere har en turboknap. Men hvor de dyrere, mere smarte modeller har et ekstra gear til rådighed, tilgodeset turboknappen, mangler min Melissa en sådan. Den har 5 trin. Og befinder man sig på trin 1-4 og trykker turboknappen i bund, sker der noget. På niveau 5 sker der cirka ingenting. Det er som sagt ikke et dødsstød for vores forhold. For jeg er glad for min håndmikser. Faktisk behøver den slet ikke blære sig med sådanne plastiske operationer. Jeg elsker den, som den er.

Rivejernet med den hule skuffe

Den sultne skuffe
Den sultne skuffe

Jeg bor i det nordlige Aarhus og derfor relativt tæt på IKEA. Det gør, at en stor del af mit hjems inventar stammer fra dette svenske indkøbsmekka, og jeg er generelt rigtig glad for mine IKEA-ting. Og det er ikke fordi, rivejernet er ubrugeligt. Det er igen et spørgsmål en en ekstra funktionalitet, der ikke har vist sig at være så fandens gennemtænkt. Ideen er ellers god: Jeg syntes tit, jeg manglede et oplagt sted at rive mine ting fra rivejernet ned i. Så da jeg faldt over et rivejern med dertilhørende “skuffe til de ting, du har revet på dit rivejern,” slog jeg til og bragte dimsen med hjem.

Rive. Det kan den. Samle ting i skuffen kan den sådan set også. Problemet er håndtaget. Af en eller anden årsag er det hult. Jeg ved ikke hvorfor, men det gør, at der har det med at ryge en del revne ting ned i håndtaget, og når man river ost og andre småting, har de det med at sætte sig fast nede i bunden, hvor det er svært at komme til. Meget svært. Derudover ryger der ofte en del overskydende revne ting ud af rivejernets riveflade, når man river, så i sidste ende står jeg med rivejernet nede i en skål alligevel.

Spækbrættet, der er bange for varme

Det varmeforskrækkede skærebræt
Det varmeforskrækkede skærebræt

Den her er mest af alt min egen fejl, men jeg finder det stadig morsomt. Igen er der tale om en IKEA-ting, der indledningsvist så ud til at løse et af mine problemer; en let måde at bruge et bræt udelukkende til kødtilberedning og et bræt udelukkende til grøntsagstilberedning. Jeg faldt over det her sæt bestående af et rødt og et grønt bræt og tænkte, at det passede lige i mit mentale farvekoordineringsskab, hvor rødt er kød og grønt er agurker og lignende. Som skærebrædder fungerer de rigtig fint. De består af blødt materiale, så man kan folde det grønne bræt en anelse og sikre, at ens grøntsager ikke flyver væk, når man skal have dem fra bræt til gryde.

Det røde bræt fungerer også efter hensigten, når jeg former bøffer, udskærer rå kylling og lignende, men da jeg første gang placerede et stykke varmt kød på brættet og så det krympe og folde i hvad, jeg må forvente, var et plastisk smertehelvede, fjernede jeg kødet igen og læste, hvad der faktisk stod på brættet: Kun op til 50 graders varme genstande herpå, unge mand.

Multihakkeren, der sjældent bliver brugt

Multihakkeren - der forresten trods alt gør det, den skal.
Multihakkeren – der forresten trods alt gør det, den skal.

Da jeg var lille, ville jeg forfærdeligt gerne have en rigtig sej kniv. Jeg havde fundet den i en kiosk på en campingplads, jeg ferierede på med mine forældre og min bror. Min far satte sig imod og forsøgte at forklare mig, hvor elendig en kvalitet kniven sikkert var i, og at det ville være spild af penge. Men det var mine penge, så jeg var ligeglad, og jeg købte kniven. Første gang, jeg satte den imod en, i øvrigt rimelig blød, gren, slog skæret ridser. Han havde ret den gamle. Han satte sig faktisk ikke imod, da jeg indkøbte dette aggregat fra Lidl, og til alt held, er denne maskine noget bedre til sit job end føromtalte kniv. Men ikke fantastisk meget bedre, og det er også anledningen til den indledende fortælling om den elendige kniv. På overfladen ligner Lidl-monsteret også noget, man burde have holdt sig fra.

Den var ikke dyr, til gengæld larmer den. I bund og grund er der tale om et elektrificeret rivejern, der kan smadre grøntsager i rå mængder. Der følger forskellige knivindsatser med, og jeg har efterhånden testet den på en del ting. Den er god til at gøre bacon til støv, rigtig god til at fintsnitte agurker til syltede sådanne og eminent til at rive gulerødder og lignende i stykker. Jeg bruger den sjældent, oftest når jeg skal lave store gryderetter eller forberede mad til mange dage, og den har en fordel i ikke at fylde det store, hvilket er grunden til, at jeg ejer den og ikke en foodprocessor. Til gengæld har den en mani med at opsnappe stumper af grøntsager og placere dem på den forkerte side af skæreindsatsen, så at sige. Det gør, at der ligger et vist rengøringsarbejde og venter en, når man er færdig med den. Og fik jeg nævnt, at den larmer?

Køkkenvægten, der ikke kan veje

Køkkenvægten
Køkkenvægten

Jeg er ikke glad for målebægre. Jeg har opdaget, at væske har det med at forvrænge synsoplevelsen, så at sige, og det gør, at jeg har overraskende svært ved at hælde en bestemt afmålt mængde væske op i et målebæger. Jeg skal hele tiden have bægeret helt op foran øjnene for at se, at mængden stemmer, og så bevæger væsken sig jo, så egentlig skal bægeret stå på bordet, og så skal jeg i knæ og kigge, og det hele er noget værre noget. Derfor vejer jeg cirka alt, jeg bruger i et køkken. Står der i en opskrift, at jeg skal bruge 100 gram af et eller andet, så skal jeg sandt for dyden bruge 100 gram, og det er altså lettest at veje sig frem til mængderne, også når det drejer sig om væsker, der er angivet i ML, DL eller L.

I mange år klarede jeg mig uden køkkenvægt, men for et par år siden fik jeg en i julegave. Den var af et eller andet dansk dagblad blevet kåret til den bedste i en vejetest, og den kostede ikke så mange penge, hvilket jo var en herlig kombination. Den har ingen smarte funktioner, til gengæld kører den på det samme sæt batterier, som da jeg fik den, og derfor lever den i teorien op til det ene krav, man må have til en køkkenvægt: Den skal kunne veje. Og her står vægten så af i ny og næ. Jeg opdagede det første gang, da jeg troede, at jeg var ved at koge en portion ris til mig selv. Da de var færdiggkogte syntes jeg godt nok, der var mange ris. Mange flere end normalt, og jeg forstod det ikke, men jeg blev enig med mig selv om, at jeg nok havde vejet forkert.

Det skete et par gange mere, inden jeg sagde til mig selv, at det da ikke kunne passe, at det faktisk var mig, den var gal med, så jeg satte vægten for en test: Jeg placerede en liter mælk på den i forventning om, at den ville sige, at kartonen vejede cirka 1067 gram (det vejer de fleste mælkekartoner, jeg har testet) og måbede da også en kende, da vægten slog ud på cirka 670 gram. Det giver ingen mening, og jeg aner ikke, hvorfor vægten ikke altid vejer korrekt. Problemet løses af at hive batterierne ud og sætte dem i igen (så ja, genstart virker også her), men det gør, at jeg altid skal have en hel liter mælk stående, når jeg skal veje.

IKEA-poserne, der havde det med ikke at kunne holde væske

De varmeforskrækkede plastikposer
De varmeforskrækkede plastikposer

Som læserne måske ved, er jeg fan af IKEA. De sælger billige ting, og da jeg hellere bruger mine penge på alkohol end dyre køkkenting, er jeg ofte i IKEA: Jeg køber endda også batterier der, da de er billige og gode til at holde strøm. En dag skulle jeg have et eller andet af min moder, måske tomater. Jeg fik dem leveret i en plastikpose med sådan noget smart genluk, og det viste sig, at de var fra Ikea. Fine var de, og jeg købte straks en kasse med poser, så snart jeg var forbi butikken igen. De udmærker sig ved at være noget så enkelt som de smarteste plastikposer i verden. Der er sikkert mange som dem, men når man har fundet noget, der virker, holder man sig jo til det, og jeg regner med at bruge IKEA-poserne resten af mit liv. Mere eller mindre.

De er geniale, fordi de ikke skal lukkes med klemmer eller knuder. Når jeg eksempelvis laver en stor portion bolognese (som jeg godt må kalde det, da jeg hældte mælk og vin i), kan jeg hælde en portion i en pose, fordele indholdet, sådan at posen fremstår som en flad kasse i ensartet størrelse og så lukke af ved at klemme posens top sammen. Det er helt vildt smart, og stor var skuffelsen da også, da et enkelt parti af de efterhånden mange poser, jeg har købt, viste sig at have svært ved at holde på varme væsker. Den dag var der carne overalt i køkkenet.

Den japanske kaffemølle

Den japanske kaffemølle
Den japanske kaffemølle

Der er flere årsager til, at jeg ejer en kaffemølle med håndsving. Den mest umiddelbare er selvfølgelig, at jeg godt kan lide at male mine egne kaffebønner, men det forklarer dog ikke, hvorfor jeg ikke har købt mig en, der kører på strøm. Forklaringen er dog ganske simpel; jeg er nærig, og jeg er kun lige begyndt at drikke kaffe for andet end at vågne. Da jeg besluttede mig for at anskaffe et af de andre kafferelaterede indslag til denne artikel, ville jeg også have en kaffemølle, men grundet de to førnævnte årsager, ville jeg ikke bruge alt for mange penge på en, og jeg opdagede, at kaffemøller groft sagt findes i to forskellige udgaver; de rigtige og de forkerte.

Jeg ejede allerede en, der befandt sig i sidste kategori. Den har ikke noget med en mølle at gøre og består mest af alt af en kraftig motor, en sløv metalklinge og et plastikhus med metalkammer til det, man gerne vil hakke i småstykker. De fleste, der handler i danske supermarkeder, er stødt på det, jeg taler om; den elektriske kaffekværn, der koster under 100 kroner, og åbenbart ikke er så god til faktisk at tage hele kaffebønner og forvandle dem til et malet produkt. Dertil er de for voldsomme og unuancerede i deres arbejdsmetoder. Jeg ejer som sagt en, men jeg følte, at tiden var kommet til at pensionere den.

Derfor skulle jeg have mig en af de rigtige møller, og der fandt jeg så ud af, at rigtige elektriske kaffemøller ikke er helt så billige som de forkerte. Jeg faldt til gengæld over producenten Hario, der laver håndsvingsmøller, og jeg fandt endvidere ud af, at en af deres møller blev solgt hos en dansk forhandler, der også gjorde sig i andet kaffeudstyr. Så jeg fik mig en Hario.

Min Hario kaffemølle består af et håndsving, en skrue, en indstillingsdims, en plastikskive, et keramisk kværnehoved, et plastikhus til hele bønner samt ovennævnte, en glaskrukke til malede bønner og to stykker gummidrapering. Det ene stykke gummi sidder i bunden af krukken, så den ikke skrider rundt på køkkenbordet, mens man drejer håndsvinget, og det øverste stykke krænges omkring toppen af møllen, så der ikke står bønner ud til alle sider, når man arbejder.

Møllen er i sig selv ganske simpel; du indstiller finheden på produkt, du vil male, hælder bønner i øverst oppe, drejer håndsvinget cirka 200 gange (jeg har talt), og efter et par genopfyldninger af hele bønner, er glasset fyldt med friskmalede kaffebønner. Der er langt fra nok til, at jeg kan drikke det hver dag uden at skulle male meget, meget ofte, men på den anden side drikker jeg heller ikke kaffe på friskmalede bønner hver dag.

Min Hario-mølle udmærker sig ved at være produceret i solide materialer. Selvom det lyder til, at man udøver en del vold mod de kaffebønner, man kværner (hvilket man sådan set også gør), er der ingen andre mislyde fra maskineriet. Det er simpelt opbygget på en måde, der indgyder mig en tro på, at den kommer til at holde længe, men den har dog stadig en stensikker plads i denne artikelserie, hvis vi nu skal kigge på de mere spidsfindige detaljer.

Først og fremmest er møllens indstillingsdel meget lidt brugervenlig. Du har intet at støtte dig til, når du går igang med at finde ud af, hvor fint et produkt, du har tænkt dig at male, og ret beset ender du med at skille hele overdelen ad en del gange og finjustere, førend du når et tilfredsstilende resultat. Her hjælper det ikke, at møllens føromtalte spændeskive er af gennemsigtigt plastik. Beslutter den sig for at stikke af, kommer du til at forbande dig selv og alverdens producenter af gennemsigtige plastikdimser, indtil du finder den igen.

Til syvende og sidst måler jeg mit køkkenudstyr på, hvorvidt det gør mig glad at arbejde med det. Jeg har jo ikke som sådan behov for en elektrisk rivemaskine, der kan brødføde en hele familie med råkost på rekordtid, men den er sjov at arbejde med. Det samme kan siges om kaffemøllen. Jeg bruger den ikke dagligt. Men jeg er glad for at bruge den, fordi den er så simpelt sat sammen, og fordi det, den maler, bliver til så fantastisk kaffe, brygget på næste indslag i denne artikel; Aeropress.

Aeropress

Køn er den ikke. Men den kan lave kaffe!
Køn er den ikke. Men den kan lave kaffe!

Inden jeg begynder at lovprise Aeropress fuldstændigt, vil jeg kort beskrive min baggrund for mit eget kaffeindtag, og hvorfor jeg nu ejer en almindelig kaffemaskine, en stempelkande og altså en Aeropress. Det drejer sig selvfølgelig om, at Aeropress er en dims. Og jeg kan godt lide dimser. Derudover er jeg, som jeg er blevet gradvist mere voksen, begyndt at sætte mere og mere pris på kaffe, men mens mine venner begyndte at investere i kapselkaffemaskiner, gik jeg selv og drømte om en espressomaskine. Og siden jeg allerede har fastslået, at jeg er nærig, vidste jeg godt, at lige den drøm nok ville forblive en feberfantasi i nogle år endnu. Og så faldt jeg over Aeropress.

Jeg synes selv, at omtalerne af den, samt de billeder man ser af den i brug, får det til at minde lidt om TV-Shop. Den lyder som et mirakelprodukt og ligner noget sat sammen af plastik og gummi. Og det er lige, hvad Aeropress er: Tre stykker plastik med gummi påsat på strategiske steder. Og leverandør af den bedste kaffe, jeg har drukket i et privat køkken. Aeropress er så tilpas billig, at de fleste køkkennørder bør kunne overskue et indkøb, og jeg kan kun opfordre jer til at gøre det. For den laver altså bare virkelig, virkelig god kaffe.

Dermed ikke sagt, at den er helt perfekt, men i modsætning til stort set alt andet, jeg har omtalt i mine køkkenartikler, er Aeropress helt ekstremt god til det, den skal være. Og så halter den andre steder, hvor det ikke gør så meget. Hvis vi først og fremmest vender blikket mod det materiale, den er lavet af, er der som sagt tale om plastik og gummi. Nedefra og op består en Aeropress af et filterlåg (frit oversat fra producenten), et kammer, og et stempel. Det er selve “maskinen”, og når du køber dig en Aeropress, får du også en holder til dine papirfiltre, en tragt, en måleske samt en rørepind med i købet. Papirfiltrene skifter du, hver gang du laver dig en kop kaffe, og vil du skåne naturen, kan du få dig et i metal i stedet.

For at lave dig en kop kaffe, skiller du de tre hovedbestanddele ad. Du lægger et papirfilter i filterlåget, væder det, skruer låget på kammeret og placerer helheden på den kop eller kande, du vil lave kaffe i. Du bruger din ske til at sluse op til fire portioner kaffebønner over i kammeret og hælder vand på. Aeropress kan lave op til fire portioner kaffe, og på selve kammeret er tallene 1-4 trykt. En portion kaffe kræver en skefuld bønner og herefter varmt vand hældt på, til vandstanden befinder sig lige over 1-tallet. Herefter rører du rundt i blandingen i 10 sekunders tid. Du væder nu dit stempel, placerer det i kammeret, giver det et konstant og bestemt tryk i cirka 20 sekunder, og du har nu en kop kaffekoncentrat. Jeg tør ikke kalde det espresso, blandt andet fordi espresso laves på en anden måde, men det er stadig et koncentrat af kaffe, du kan drikke, som det er, og få en velsmagende oplevelse ud af. Du kan også toppe af med vand, hvis du gerne vil have en fortyndet (og stadig velsmagende udgave), og hele processen tager ikke mange minutter.

Aeropress har kort og godt forandret mit kaffeindtag. Før drak jeg kaffe for at vågne. Jeg lavede det på en maskine, og jeg drak min kaffe med masser af mælk. I dag får jeg forskellige typer kaffe, afhængigt af hvad jeg har lyst til. Jeg får kaffe med mælk til min morgenmad, fordi jeg godt kan lide smagen, men hvis jeg bare har lyst til en kop god kaffe, laver jeg mig en kop koncentrat. Eller en kop sort kaffe. Hvor jeg førhen hældte mælk i kaffe af vane, fordi jeg alt for ofte oplevede, at den kaffe, jeg drak, var meget, meget bitter, hælder jeg i dag mælk i min kaffe, når det er den smag, jeg er på jagt efter. Jeg ved, jeg lyder som en sælger, men jeg har svært ved at beskrive Aeropress uden at lyde entusiastisk. For jeg har bare aldrig fået bedre kaffe udenfor en kaffebar. Det er virkelig så godt.

Aeropress hører dog stadig hjemme i artiklen af i hvert fald én årsag. Om det så kun er gældende for mig, det ved jeg ikke, men selve kammeret med påtrykte tal er, som man kan se på billedet, stille og roligt ved at blive visket helt ud. Jeg har brugt min Aeropress i et par måneder og mishandler den ikke ligefrem. Det er kun æstetisk, omend jeg måske snart skal have markeret de forskellige inddelinger op med en tusch eller noget andet, og det ødelægger ikke smagsoplevelsen.

Derudover er Aeropress bare ikke rigtig god til gæster. Du kan godt lave fire kopper kaffe på kort tid, men enten skal du lave koncentrat i en kande, som du så fordeler ud, eller også skal du lave fire separate kopper. Jeg gør sidstnævnte, når jeg har gæster, der gerne vil have god kaffe, og det sviner lidt vel rigeligt og er og bliver mere omstændigt end at bruge en maskine. Det forandrer dog ikke, at Aeropress stadig laver en kop kaffe, der har fået samtlige af mine gæster til at konstatere, at det da vel nok smager godt.

Den røde gryde

Den er i øvrigt næsten lige så grim på indersiden.
Den er i øvrigt næsten lige så grim på indersiden.

Jeg har vist efterhånden fået givet et godt og solidt indtryk af, at jeg godt kan lide at lave mad. Jeg ved faktisk ikke, hvorfor, men det bunder måske i, at jeg var et meget, meget kræsent barn. Jeg gik altså glip af en hel masse ting, da jeg var yngre, fordi jeg nægtede at smage på det, og som jeg er blevet mere voksen, har jeg fået øjnene op for mad som andet end det brændstof, kroppen skal have, og de chips kroppen virkelig gerne vil have. Jeg bruger en hel del tid på at lave mad i mit dagligdagsliv, og hvor de to foregående artikler fra mit køkkenliv først og fremmest har handlet om dimser, der ikke altid helt virker efter hensigten, vil fortællingen om den røde gryde mere handle om, at nogen traf en beslutning om, at den ikke virkede. Og det forstår jeg ikke.

For mit vedkommende behøver køkkenudstyr ikke være pænt eller dyrt eller anbefalet af en tv-kok. Hvis det virker, er jeg glad. Og hvis det virker forrygende, er jeg lykkelig. Jeg fandt den røde gryde i storskraldsafdelingen på mit gamle kollegie. Der var rust på undersiden, den var snavset og ridset og hærget. Men den var åbenlyst også en gryde af den slags, der har meget svært ved at forgå. Jeg tror, den er lavet i støbejern og herefter malet op i hvid på indersiden og rød på ydersiden, og jeg tog den med hjem, fordi den lignede en gryde af en sådan slags, der er god til at lave simremad. Og det er den heldigvis også.

Af udseende vinder den nok ikke mange popularitetskonkurrencer. Den ér hærget og ridset, og jeg fik den først gjort ren efter en omgang ihærdig skrubben. Samtidig er den som sagt gjort i mere eller mindre ét stykke metal (og et tilhørende låg), så når den har stået i et stykke tid på et komfur, er håndtagene så varme, at det er en god idé med et sæt grydelapper, hvis man ellers er glad sine hænder.

Den slags småting er til gengæld også ligegyldige i det store billede. I hvert fald i mit store billede. For til syvende og sidst er det jo ligemeget med den slags petitesser, hvis gryden ellers er god til at lave mad i. Og det er den. Den varmer hurtigt op, den holder godt på varmen, og den kan fyldes med så meget mad, at jeg næsten kan lave aftensmad til en hel uge i den, hvis jeg er i humør til det.

Gryden har derfor en plads i denne artikel, fordi den på et tidspunkt blev vejet og fundet for let (hvilket er komisk, dens tyngde taget i betragtning) af dens foregående ejer. Men jeg elsker den til trods for alle dens ridser og skrammer og den kitchede røde farve og det faktum, at bunden skal holdes helt tør, hvis ikke du vil smøre dit køkken ind i rust. Alt det er ligegyldigt, for da først jeg smagte den mad, der kommer ud af gryden, var forholdet på plads. Gryden var min, og det bliver den ved med at være i mange, mange år.

… og så var der jo den der kaffekværn, der ikke kunne kværne kaffe

Låget er i øvrigt flækket lige der, hvor låg og maskine skal have kontakt med hinanden. Så når jeg skal rive ting, skal jeg manuelt trykke kontakten ned ...
Låget er i øvrigt flækket lige der, hvor låg og maskine skal have kontakt med hinanden. Så når jeg skal rive ting, skal jeg manuelt trykke kontakten ned …

Da jeg købte den føromtalte billige og til formålet ubrugelige kaffekværn, var det fordi, jeg havde fået mig en stempelkande. En dims foranledigede altså indkøbet af endnu en dims, og sådan er det jo at være nørd og glad for dimser. Således endte jeg med at købe en switch til mit hjemmenetværk, da jeg begyndte at teste Nintendos nyeste håndholdte spillekonsol for Geek Culture – omend det er en helt anden historie. Sagen er bare den, at jeg godt kan lide dimser, og for kaffekværnens vedkommende er der så tale om en dims, der endte med at finde en plads i mit køkken, efter den var kaseret.

Som allerede nævnt består denne kaffekværn af en kraftig motor og en sløv metalklinge. Metalkammeret huser en håndfuld kaffebønner, og holder man maskinens eneste knap i bund i et halvt minuts tid, står man med et produkt, der grangiveligt ligner fintmalede bønner. Puristerne rynker på næsen af det, fordi produktet ikke bliver malet ensartet og fint og perfekt, og jeg er faldet til patten og har givet dem ret og anskaffet mig min Hario. Men jeg bruger stadig kaffekværnen. Den har nemlig fået et helt nyt liv.

I dag kværner jeg ikke kaffe i den. Men det er cirka det eneste, jeg ikke har hældt i metalkammeret endnu. Da jeg havde besluttet mig for at kassere den, og jeg havde fået mig min håndsvingskaffemølle, stod jeg en dag og var ved at lave en marinade til en ret kylling. Normalt, når jeg laver marinader, bruger jeg et stykke tilbehør til min stavblender, men jeg besluttede mig for at teste, om kaffekværnen måske også kunne bruges til den slags. Jeg rengjorde kammeret, hældte frisk chili, tørret chili, æbleeddike, en skefuld honning og lidt salt og peber i, skruede låget på og trykkede på knappen. Ud kom der en fantastisk marinade, og kværnen havde opnået en ny status i mit køkken; den er nu knuser, hakker og hærger af alt andet end bønner, og det er den faktisk rigtig, rigtig god til.

Og så var der jo alle de andre ting

Det sjove ved at skrive om køkkenudstyr, og deres fejl og mangler er, at jeg bliver bevidst om, hvor meget bras jeg efterhånden har fået skrabet til mig – og hvad jeg stadig synes, jeg står og mangler. Jeg kunne vildt godt tænke mig en trykkoger, en slowcooker og noget så simpelt som en velfungerende hvidløgspresse. Jeg savner også et solidt skærebræt, et sted at opbevare mine skarpe knive og generelt mere plads til at aflægge og ophænge alle mine dimser. Og når der er gået nogle måneder, har jeg sikkert en håndfuld nye ting at fortælle om.  

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *