Ready Player One
En rig excentriker er død og har efterladt et æg i et onlinespil. Den første, der finder det, arver alle hans millioner-milliarder.
Ægget er gemt bag en quest, hvor man skal finde nogle nøgler og gennemgå nogle prøvelser. Wade Watts er gunter (forkortelse af “egg hunter”) på femte år, og folk er generelt ved at give op. De mange milliarder har lokket mange til, men ingen har været i stand til finde ud af noget som helst. Indtil Wade lægger to og to sammen og får 47.
Med den første nøgle fundet går det hele amok i et ræs om først at nå ægget. Wade er oppe imod tusindvis af andre gunters, men også en ond mega corporation, der har tænkt sig at overtage OASIS og tage penge for skidtet.
“OASIS”, siger du? Ja, det er jo det MMORPG, som den rige excentriker har bygget. Sådan noget World of Warcraft møder Elite Dangerous-agtigt. Men det er ikke kun spil, man kan også gå på arbejde eller i skole i OASIS. Resultatet er, at de fleste mennesker nu kun logger ud for at gå på toilettet. Det er nok også meget fornuftigt, for det lader til at jorden er ved at dø – en uudnyttet og unødvendig side af historien, med mindre Cline har tænkt sig at følge op med en to’er på et tidspunkt.
Med OASIS har Cline bygget et univers, hvor alt kan ske, og hvor stort set alle regler kan tilsidesættes. Problemet med den slags universer er, at konflikter sjældent virker, fordi de jo bare kan løses.
Som barn havde jeg en legekammerat, jeg udforskede fremmede planeter med, bevæbnet med videnskabeligt måleudstyr (det var så i min morfars køkkenhave med en båndoptager under armen). Jeg udtænkte problemstillinger, som vi skulle løse – og hans løsning var altid noget i retning af “jamen, så bruger jeg bare min superdiamant og alle de andre dør!”
Vi blev ret tit uvenner.
Konflikterne – som der er rigtig mange af i bogen – bærer præg af det samme. Det bliver de nærmest nødt til i et univers uden regler. Det hele ser sort ud, indtil en eller anden trækker et eller andet über-sindssygt-stærkt hemmeligt våben ud af røven og løser alle problemerne. I starten er det skægt at læse om online-universet, men efterhånden som handlingen skrider frem, og der kommer mere og mere gang i jagten på ægget, bliver det bare for stort, for vildt og for åndssvagt. Cline har sikkert haft det skide skægt med at skrive om kampe mellem Mecha Godzilla og Ultraman og hvad han ellers finder på; men læseren keder sig mere og mere undervejs, fordi der ikke er nogen reel spænding.
Som titel og cover hentyder til, handler det her meget om spil. Den afdøde excentriker var nemlig fan af 80’ernes popkultur, og derfor er questen for at finde ægget fyldt med ting fra 80’erne. Men mest af alt spil. Hold da kæft, vi skal læse meget om spil fra 80’erne. Cline skriver i bogens efterord, at han håber folk får øjnene op for 80’ernes herlige kultur og vil prøve kræfter med nogle af de suveræne spil fra perioden.
Undskyld mig, men “herlig kultur” og “suveræne spil”? I firserne?
Cline skriver side op og side ned om WarGames, Joust, Ladyhawke, Pac Man, Ferris Bueller, Tempest, Goonies og så videre og så videre i ét stort masturbatorisk 80’er-orgie, som jeg blev pænt træt af halvvejs igennem bogen. Vor protagonist får godt nok flået joysticket rundt mange gange i løbet af bogen, og det er lidt sjovt i starten at læse om de gamle ting. Men det bliver kedeligt, efterhånden som man indser, at Wade kan gennemføre alle spil overhovedet nogensinde i verden. Et perfekt spil Pac Man, hvor man ikke dør én eneste gang i 250 levels? Jamen, det gør Wade da lige. Eller slå en absurd high-score i Tempest? Lad lige Wade komme i zonen, så skal han nok klare ærterne. Du kan bare sidde og vende nogle sider imens.
Heldigvis er bogen ikke ren 80’er-nostalgi. Wade er ret godt skrevet og selvom bogen univers begynder at kede undervejs, er hans kamp spændende at følge. Han allierer sig med en bunke andre gunters, men de er noget mere todimensionelle. Bogens 384 sider er hurtigt læst, og finalen er da også værd at stifte bekendtskab med, men man får simpelthen nok af at læse om spil fra 80’erne og det bliver nok aldrig en bog, jeg gider læse igen. Jeg tror egentlig, at den bedst kan klassificeres som ungdomslitteratur, problemet er bare at ingen i dén generation har været i live i 80’erne, så der er ingen nostalgiske følelser for dem. Det er bare en verden, hvor spil var uendeligt meget simplere end de er i dag.
Der er i øvrigt en film på vej. Cline har selv skrevet manuskriptet og for en lille måneds tid siden blev det annonceret, at Spielberg sætter sig i instruktørstolen. Jeg glæder mig lidt til at se de flotte effekter, den uden tvivl bliver fyldt med, men jeg frygter også at filmens handling bliver lidt ligegyldig – ligesom bogens desværre er det.
Savner du strithår, persienner, neonlys og 8-bit-spil, kan Ready Player One være et godt fix til at genoplive nogle af de fine øjeblikke fra 80’erne. Men Clines nostalgitrip bliver hurtigt for meget, og når den ene overdådige action-scene overdøver den anden, bliver man mæt langt før Cline er færdig med fortælle.