Tomorrowland: A world beyond

tomorrowland-poster-george-clooney1

I 1950erne var fremtiden lys og åben. Vi skulle alle bo i superhøjhuse og have flyvende biler, talende hunde og robottjenere. Men på et eller andet tidspunkt mellem dengang og nu blev fremtiden mørk og ond. I dag er fremtiden noget med en druknet planet med superuvejr. Dem, der kæmper, kæmper mest om, om det er eller ikke er menneskehedens skyld, at det går galt – at det går galt er de tæt på enige om. De fleste af os har resigneret til håbløsheden og prøver om det mon går væk, hvis vi ignorerer det og evt. sætter vandsparer på bruseren.

Og så er der drømmerne.

Frank Walker er sådan en drømmer. Han har som barn bygget sin egen jetpack, der næsten virker, og den tager han med til en opfinderkonkurrence på Verdensudstillingen i New York i 1964. Ad omveje får den bragt ham til en verden af hvor robotterne er store og ideerne er lige så himmelstræbende som husene. Fremtiden er lys, men så går det galt. Det får vi ikke lov til at høre meget om, for så tager Casey over som fortæller.

Casey er også en drømmer, og hendes verden sank i grus, da NASA holdt op med at drømme om fremmede verdener og opgav rummet. Hun er dog gæv nok til i det mindste at prøve at vende den udvikling med lidt sabotage og hærværk… Uden det store held.

Ved en mystisk piges mellemkomst kommer hun og Frank i kontakt med hinanden, og så går jagten ind: kan Casey smitte Frank og resten af verden med sit håb og kan vi få vores svævende robotbiler igen? Jeg håber…

Brad Bird markerede sig for første gang for alvor med filmen om Drengen og Jernkæmpen i 1999. Siden har han gjort sig bemærket hos Pixar med De Utrolige og Ratatouille. Han har også med mindre held forsøgt sig med live action før, og her er han så med en stor, dyr, live action Disney-film med et kæmpe animationsbudget. Og det har han godt af. Tomorrowland er et overflødighedshorn af vild action, robotter af alle slags, futuristiske våben, Tesla-steampunk-dimensionsportaler, og frem for alt det, som Walt Disney så gerne ville indgyde os alle med sit eget Tomorrowland i Disneyland: håb for fremtiden og fascination af teknologiens muligheder.

I rene animationsfilm kan man male nogle meget anderledes verdener og få os til at købe dem. Brad Birds Pixar-film beviser det, og senest har Disney også markeret det med Big Hero 6. Det er sværere med live action, for vi ved, hvordan verden er, og det kræver en del at overbevise os om, at verden er anderledes. Men med Tomorrowland maler Brad Bird en animeret verden ovenpå vores egen, der reelt er alt for meget hele tiden, men som alligevel aldrig får mig til at tænke ‘ja ja. Stop så igen.’ Det er noget af en kunst. Wachowski-søskendeparret formåede det med den første Matrix-film, men selv med uanede ressourcer til rådighed formåede de ikke at gentage det i de efterfølgende film. Brad Bird formår det i Tomorrowland – og det på en helt anden, lysere og mere upbeat måde end The Matrix.

Denne film går næppe over i historien som en stor klassiker. Den fik mig dog til at sidde tilbage under rulleteksterne og tænke over om jeg mon har gjort alt hvad jeg kan for at stoppe den dystre og onde fremtid og erstatte den med den, jeg drømte om, da jeg så Columbia lette første gang. Verden har brug for drømmere. Jeg håber at Brad Bird kan vække nogle af dem op til dåd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.