Uncharted: The Nathan Drake Collection

uncharted-the-nathan-drake-coll6 out of 6 stars

Savner du eventyr i dit liv? Velkommen til Nathan Drakes univers.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: Jeg elsker at tage på eventyr med Nathan Drake. Det gjorde jeg på PS3 med omtrent to års mellemrum i årene 2007, 2009 og og 2011, foruden en håndholdt afstikker i 2012, men siden da har der været lidt stille omkring vores skattejæger og storcharmør. Det bliver der dog rådet bod på snart, idet Uncharted 4: A Thief’s End udkommer til PS4 i starten af 2016, og samtidig får vi allerede nu muligheden for at gense Nate og hans slæng af skæve følgesvende i en samlet og hidsigt opgraderet udgivelse til selv samme konsol.

Hele tre spil i serien nåede som sagt at udkomme til PS3, og det er denne trilogi, som Naughty Dog har bedt de yderst erfarne Bluepoint Games om at konvertere, opgradere og udgive samlet til PS4. Golden Abyss forbliver på Vita, hvor den hører hjemme, og selvom det ikke var et ringe spil, så hører det alligevel ikke helt til blandt Drakes bedste eventyr.

Det er ikke første gang, at vi stifter bekendtskab med Remaster-fænomenet, og er man modstander af denne voksende trend, kan jeg godt forstå det, idet øvelsen let kan gå hen og lugte af lette penge. Intet kunne dog være længere fra sandheden denne gang, hvis man spørger mig, idet man, prisen til trods, får hele tre spil i så knivskarpe klæder, at de næsten fremstår som nye spil her i 2015 – foruden at være nogle af de bedste spil indenfor sin genre i det hele taget.

Af grafiske finesser, som de nye udgaver er blevet begavet med, kan nævnes opgradering af teksturer, forøgelse af både omgivelsers og karakterers 3d-kompleksitet, bedre lyssætning, skygger og partikeleffekter foruden en længere synslængde. En Photo Mode a la The Last of Us er også blevet implementeret, og hele herligheden præsenteres i 1080p/60fps i 7.1 kanals Surround Sound.

Samtidig har Bluepoint diskret ensrettet forskellige controller-indstiIlinger, således at navigation, våben og gameplay føles mere ens mellem de tre spil. Som en sød detalje i den henseende kan det nævnes, at spillene også deler generelle indstillinger for undertekster, sværhedsgrad m.v., så man kun behøver at indstille dem ét sted. En Speed Run modus er inkluderet for de kompetitive typer, foruden en højere sværhedsgrad for selvpinerne.

Foruden denne strømlining skal Bluepoint bestemt også roses for at have klemt tre ret store spil, der jo i forvejen blev udgivet på BD, ned på én skive, i al sin pladskrævende detaljegrad og uden visuelt tab af kvalitet i eksempelvis prærenderede mellemsekvenser. Samtidig understøtter yderligere optimering, kombineret med en hurtigere konsol, at loadetider er holdt på et absolut minimum, og det tager sjældent mere end 10-15 sekunder at starte sit spil, hente et save game frem eller skifte mellem de tre eventyr.

Drake’s FortuneAmong Thieves og Drake’s Deception har vi allerede anmeldt tidligere, så jeg vil ikke gå i detaljer med hverken plot eller gameplay, hvor sidstnævnte dog føles en pæn portion mere velsmurt qua de ovennævnte optimeringer og den forskel i reaktionstid, som et spil i 60fps jo bare giver. Et aspekt, der dog stadig fortjener en bemærkning med på vejen, er den uhørt høje kvalitet af manuskriptet. Få andre spil har i den grad formået at få mig til at føle som en del af universet, og både dialog og skuespil formår stadig at holde mig fanget fra start til slut. Nathan er en mand med et så tilpas stort overskud, at man altid sidder med et smil på læben og venter på hans næste kommentar, uanset situationen. Følgesvenden Sully, de to kvinder i hans liv og de skiftende skurke har også karakter, og var trilogien udgivet som film, ville den let kunne måle sig med Indiana Jones’ eskapader. Han er selvfølgelig heller ikke en uvæsentlig inspirationskilde til at starte med, men man siger jo, at imitation is the sincerest form of flattery, og manuskriptforfatterne bag Uncharted formår virkelig at vise dette – og deres kærlighed til filmmediet – i serien.

Har man aldrig været på eventyr med Nathan Drake før, så skylder man virkelig sig selv at investere i denne perle af en trilogi, der langtfra blot er en genudgivelse. Samtidig, har man stiftet bekendtskab med et eller flere af spillene før, så er det stadig pengene værd at investere i til PS4 – det er jeg et levende bevis på. Jeg har nemlig dagligt glædet mig til at samle controlleren op og igen tage på eventyr med Nate, og det skyldes i lige så høj grad Remasterens kvalitet som det faktum, at spillene bare er virkeligt, virkeligt gode, uanset alder og udseende. Og i den optik er fuld pris for PS4-udgaverne pludselig et utroligt godt tilbud.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.