Ratchet & Clank

5 out of 6 stars

Spillet baseret på filmen baseret på spillet. 

Makkerparret Ratchet og Clank har været et fast indslag på Geek Culture i 13 år og omtrent lige så mange udgivelser. Jeg meldte mig ind i fanklubben allerede efter første spil, og i de sidste mange år har jeg haft fornøjelsen af at anmelde spillene. Jeg vil ikke bruge ret meget spalteplads på at skrive om spillets fundamentale gameplay, eftersom det er skrevet så mange gange før. Er du ny til serien, kan det anbefales at læse op på de gamle anmeldelser i museet.

Ratchet & Clank er baseret på en film, der er baseret på det første spil fra 2002, hvor det den gang forholdsvist ukendte udviklingshus Insomniac Games, der ellers mest var kendt for Spyro the Dragon, havde lånt Naughty Dogs grafikmotor fra Jak and Daxter, og givet det traditionelle platformskoncept et ordentligt spark bag i. Det originale spil var på flere måde nyskabende, og det demonstrerede at et platformsspil fint kunne være drevet af action i et omfang langt ud over, når Nintendos Mario langer en skildpadde en lussing eller hopper på en plettet paddehat.

Det var ikke en decideret tredjepersons shooter (endnu), men i forhold til fætter Jak, lå fokus i langt højere grad på konfrontation end udforskning. Der var visse ting, som Insomniac ikke ramte rigtigt med første skud, og i de næste udgivelser blev både grafik og gameplay forfinet, indtil det kulminerede i det tredje spil Up Your Arsenal, der stadig er et af de allerbedste i serien. Siden da er det gået op og ned, mens udgiverne har flirtet med forskellige genrer med skiftende (u)held.

21690-8e387d34
Læg mærke til detaljerne i baggrunden. Alt bevæger sig, og spillet taber aldrig en frame. Det er “kun” 1080p@30Hz, men det er alligevel pænt imponerende.

Ratchet & Clank megamix

Vi har allerede set en HD-remastered udgave af det originale Ratchet & Clank, men denne version er meget mere end det. Det er en genfortolkning af historien, hvor grundelementer er taget fra det første spil, men hvor også mere end ti års evolution i gameplay og styring har fået lov til at sive ned i det færdige produkt. Spillets historie er tilpasset filmen, som er blevet produceret parallelt med spillet. Det er Rainmaker Entertainment, der har stået for filmen, men de har haft et tæt samarbejde med Insomniac. Ikke kun angående historien men også om grafikken, hvor de har udvekslet 3D-modeller, så film og spil har det samme visuelle udtryk.

Udviklerne har prioriteret at skabe et spil, der ligner en computeranimeret film, og det er de lykkes fint med. Det har dog sin pris, og således er frame raten låst til 30 fps, som det også var tilfældet med Nexus og Sunset Overdrive. Jeg er ikke enig i den beslutning, og det er lidt en spand koldt vand i hovedet, når man har vænnet sig til det dobbelte. Den er dog i det mindste konstant og forudsigelig, og med autosigte betyder den manglende opløsning og præcision i styringen ikke så meget.

Pressemeddelelsen kalder spillet for en extreme makeover, og det er egentlig meget præcist beskrevet. I de første par timer af spillet sad jeg flere gange med fornemmelsen af at have været der før, men den følelse fortog sig jo længere ind i spillet, jeg kom. Der er verdener og banelayout, der er løftet mere eller mindre direkte fra originalen, men det er skabt fra bunden med ny grafik. Der er flere helt nye planeter, Clanks baner er komplet redesignede og jetpacken fra Nexus får en encore inklusiv en helt ny sektion og en ny boss.

Våben er fortsat omdrejningspunktet for spillet, og et af de mere kuriøse påfund er pixelizeren, der transmogriffer fjenderne til todimensionelle sprites fra et firsercomputerspil. Når fjenderne dør, reduceres de til en bunke pixelklodser, indtil de desintegrerer med et syntetisk blip. Nyere iterationer af spillet har vænnet os til at have et batteri af gadgets til rådighed fra starten af, men i og med dette er en nyfortolkning af det første spil, starter man ret tomhændet ud. Det vil sige ingen turbostøvler eller udvidelsesmoduler til Clank. Man har sin swingshot og that’s it.

019
Fugle i luften, fisk i vandet. Nogle af dem med skarpe tænder og smag for bepelsede lombaxer, så man skal passe på med at svømme ud på det dybe vand.

If it ain’t broken, don’t fix it

I det originale Ratchet & Clank kunne man ikke strafe, hvilket var en stor mangel og kilde til frustration og tænders gnidsel under kampene, fordi man tonsede hovedkuls ind i fjenderne eller deres skud, når man drejede styrepinden i deres retning for at sigte. I denne version kan man vælge mellem 360 graders styring med manuel strafing eller lock-strafe, hvor man styrer ved hjælp af kameraet som i en traditionel third person shooter. Jeg har egentlig altid foretrukket lock-strafe, men i dette spil har jeg skiftet frem og tilbage og kommet frem til den lidt – for mig – overraskende konklusion, at jeg foretrækker normal styring.

Der er en del fjender, der sværmer og angriber hurtigt og fra alle sider, og de er dødsensfarlige i kraft af deres antal. Det bedste forsvar mod dem er pyrocinatoren (flammekaster) og hurtige rotationer om sin egen akse, og det fungerer simpelthen ikke ordentligt, når man bruger lock-strafe. Dels bliver man hurtigt rundtosset, og dels er omdrejningshastigheden for lav. Generelt er styringen velsmurt og toptrimmet, men de hurtige skift mellem ens foretrukne våben via dpaden drillede så meget, at jeg kun brugte det normale våbenhjul, hvor spillet pauser. Problemet er, at man skal trykke på dpaden mens man bevæger sig. De to ting kolliderer lidt for ofte og resulterer i at man utilsigtet får skiftet hurtigvalget eller valgt et forkert våben, hvilket er fatalt, når man forsøger at overleve i en storm af fjendtlige projektiler.

Opgraderingen af våbnene er blevet unødvendigt kompliceret, og jeg synes det er ærgeligt, at udviklerne partout vil opfinde nye måder at gøre de samme ting på. If it ain’t broken, don’t fix it. Jeg havde hellere set, at de havde bragt weapon mods tilbage fra A Crack in Time. Det havde også været rart, hvis man kunne prøvekøre våben, før man brændte to timers indsamling af skruer af på et inferiørt våben, der enten bare er generelt elendigt eller passer dårligt til ens spillestil.

Sædvanen tro, kan man ikke nå at købe endsige opgradere alle våben i et gennemløb. Når først et våben er maxet ud, så handler det om at skifte våben for at erfaringspointene ikke går til spilde. Det er en del af seriens DNA, at man skal skifte mellem våbnene, men i princippet kan man nøjes med en håndfuld favoritter. Når man har gennemført spillet, kan man fortsætte i challenge mode med alle våben og stærkere fjender. Udover incitamentet i at købe og opgradere de manglende våben, er der også hemmelige områder og gyldne bolts, som man først kan finde i anden gennemspilning, når man har fået alle gadgets.

Ratchet and Clank 3
Disco tango, danse dagen lang. Kuglen distraherer fjenderne, så man i ro og mag kan fylde dem med bly, plasma eller hvad det nu er, der kommer ud af Ratchets store arsenal af våben.

Godt spil, god pris

Spillet rammer en fin balance på normal sværhedsgrad. Det er ikke overdrevent svært, men det kræver dog en vis koncentration og omhu. Direkte sammenlignet er det lettere end Nexus, men mest fordi banelayoutet ikke i så høj grad indbyder til spontane dødsfald, og fordi udviklerne ikke har været så nærrige med krudtet. I Nexus blev jeg alt for ofte efterladt forsvarsløs, fordi der var et misforhold mellem fjendernes vilje til at leve og den tilgængelige ammunition, men det har jeg slet ikke oplevet denne gang. Fokus er flyttet tilbage på at nakke fjender, og det kan jeg kun bifalde med en stor tommelfinger op.

Den letteste sværhedsgrad er for begynderne, eller for folk der bare vil bade sig gennem spillet uden at blive udfordret. Hardcore Ratchet and Clank-veteraner skal nok starte med at skrue sværhedsgraden op. Det følger i fodsporet af Nexus væk fra de fejlslåede eksperimenter og tilbage mod det gennemprøvede koncept, som har gjort serien så populær. Ratchet & Clank er i sagens natur stærkt inspireret af det originale spil, men der er masser af nyt indhold, og resten er blevet redesignet og optimeret til et best of-remix, så spillet føles nyt og moderne. Jeg havde ikke løftet et øjenbryn, hvis det havde været et fuldprisspil, men det koster kun 279 kr på PSN.

 

5 tanker om “Ratchet & Clank

  • 31. marts 2017 at 12:50
    Permalink

    Jeg har lige investeret i det, da jeg havde nogle værdipoint hos Coolshop, som var ved at udløbe. Og jeg er imponeret! Fremragende Ratch & Clank-spil – og muligvis det bedste i serien af dem jeg har spillet.

    Svar
    • 31. marts 2017 at 17:42
      Permalink

      Jeg synes stadig nr 3 er højdepunktet for serien, men efter en bølgedal så er det er et godt spil. Det er en god remake, visuelt ligner den filmen (der dog er ret ringe), og til prisen er det fremragende. Det var ikke så længe siden jeg havde spillet HD remasteren, og jeg kunne derfor huske nogle ar verdenerne ret tydeligt. Det betød ikke så meget, for banernes layout var ikke identiske, og der er meget i spillet som er væsentligt ændret eller helt nyt.

      Jeg havde håbet på 60 fps på Pro, men sådan blev det ikke. Til gengæld er der lige så lav latency som Horizon Zero Dawn og Uncharted 4, så det er i høj grad spilbart kombineret med semiautomatisk sigtefunktion,

      Svar
      • 31. marts 2017 at 20:55
        Permalink

        Alt det tekniske lagde jeg ikke mærke til. Det ser godt ud og det er skidesjovt, og det er nok. Jeg har spillet 2-3 andre spil i serien over tid, og de har altid ligget under for Jak & Daxter, men dette kapitel er klart på højde med Naughty Dogs bedste i genren.

        Svar
        • 2. april 2017 at 23:21
          Permalink

          Anyhoo, det var godt nok til at gennemføre to gange, hvor anden omgang var en Challenge Run, hvor man kan beholde og opgradere sine våben til max styrke. Det gjorde jeg så, og morede mig gevaldigt imens 🙂

          Svar

Skriv et svar til Christian Wittus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.