Get Even

Fra at begynde som en historie om erindring og bedrag udforsket gennem futuristisk teknologi ender Get Even med at være en fortælling om ambitioner, grådighed og svigt. Hvordan fordækte motiver kan forrå éns egen person og hvordan selv de med gode intentioner kan træffe gruelig gale valg.

Genvind hukommelsen

Efter et mislykket forsøg på at desarmere en bombe og redde en kidnappet pige, vågner Cole Black, tidligere elitesoldat og nu privat sikkerhedsvagt, i et forfaldent psykiatrisk hospital. Her synes øde, men en stemme præsenterer sig som Red og fortæller, at du hellere må se at komme i gang med behandlingen. Din hukommelse er blank efter eksplosionen, men ved hjælp af Pandora, et højteknologisk VR-headset, kan du under Reds kyndige vejledning tilgå og genopleve vigtige minder for at huske, hvad der skete, og hvorfor pigen døde.

Herfra bevæger Black sig som en detektiv gennem forskellige minder i sin egen hullede hukommelse, finder spor og forsøger at sammenstykke begivenhedernes gang. Men kan man overhovedet vide sig sikker på, om man husker rigtigt? Og er det egentlig ens egne minder? Og hvem er Dukkeføreren, de andre indlagte på hospitalet hvisker om trækker uset i trådene?

Hvem pokker er ham Dukkeføreren?

At afsløre mere af historien i Get Even vil spolere oplevelsen, som er helt central i spillet. Lad række, at man vil komme ud for både snigende rædsel, intens action og indtil flere mindfucks. I Get Even er man aldrig helt sikker på, hvad der er virkeligt, og er man til følelsen af krybende paranoia, kan spillet varmt anbefales. Det er en godt fortalt historie, hvor der drypvis afsløres mere og mere af mysteriet, og alligevel kan man ikke undgå at lade fantasien vandre og forestille sig, hvordan det hele hænger sammen.

Psykologisk shooter, sci-fi investigation eller walking-sim med puzzle/horror? Det er svært at sætte en genrebeskrivelse på Get Even. På overfladen kan spillet ses som en FPS, men skyderiet er ikke hovedattraktionen. At snige sig omkring fjender uden at dræbe er mere tilfredsstillende og for megen ildkamp kan influere historien ved at gøre minderne ustabile. Kernen i spillet er udforskning i stil med Condemned kombineret med allestedsnærværende kommentarer som Bioshocks Atlas. Udstyret med en alsidig smartphone samler man spor ved at scanne DNA, følge varmekilder i infrarød, se skjulte beskeder i UV-lys og følge fjenders bevægelser på kortappen.

En smartphone med lidt atypiske, men ganske praktiske, funktioner.

Ambitiøs og upoleret

Det lille, polske studie Farm 51 har skabt et spil med en klar vision og spændende historie, hvor spilmekanikker og grafik dog lader noget tilbage at ønske. Mange steder forekommer spillet upoleret, med træer og buske, der ser flade og kunstige ud – eksempelvis bøgeblade, der næsten ligner noget klippet ind fra et stock photo i lav opløsning. Omvendt er væggene i de nedlagte fabriksbygninger, hvor meget af spillet foregår, overdænget med graffiti, som er gengivet glimrende. Det medvirker til at skabe en surrealistisk stemning, der styrkes ved, at alle karakterer er spillet af egentlige skuespillere og alle ansigter gengivet næsten som fotografier. Et større studie med større budget kunne nok have presset mere ud af Unreal Engine 4. Spillet kørte dog uden nævneværdige fejl og ingen nedbrud over to gennemspilninger af 10+ timer.

Skydevåben og den uundværlige smartphone er lidt uelegant håndteret og kan føre til irritation visse steder. Koblet med en AI, der faktisk yder modstand på den hårde af de to sværhedsgrader (”Gentle” og ”Traumatizing”), ender man selv med at justere sin spillestil i retning af snigen og væk fra for megen åben ildkamp. Tidligt i spillet bliver man udstyret med den såkaldte ’cornergun’, som er den centrale gimmick i arsenalet. Som navnet antyder, kan den skyde om hjørner ved at dreje 90 grader til hver side. Det er egentlig blot et hængsel at sætte sin pistol fast på, og det virker lidt fjollet, når det i spillet fremstilles som banebrydende teknologi. Det er da spas nok at skyde folk fra sit skjul, men nyhedsværdien forsvinder hurtigt og man går tilbage til at snige sig omkring og undgå skudvekslinger så meget som muligt.

Cornergun. Ret beset blot en pistol på et hængsel.

Spillets tekniske kronjuvel er det fremragende lyddesign og musikken, hvor Olivier Derivieres kompositioner virkelig gør en god figur. Deriviere har tidligere komponeret til blandt andet Alone in the Dark, Obscure 1 og 2 og Remember Me, der alle blev rost for deres lydside. Lydeffekter er generelt udsøgte og Get Even fortjener absolut at blive spillet med et godt sæt hovedtelefoner for virkelig at kunne værdsætte den præcise rumlighed og stemningsmættede musik. At hospitalet er et nervepirrende sted at bevæge sig rundt, kan i høj tilskrives de indlagte, der messer, råber og synger på foruroligende vis om dukkeføreren og den åbenbart forestående fest, som man ender med at grue for. Senere sniger man sig gennem en kirkegård og opdages man af vagter, begynder et lystigt popnummer pludselig at spille ind over skudveksling uden nogen synlig årsag – relationen afsløres først en time eller to senere, hvor man hen mod slutningen begynder at forstå tidligere meningsløse detaljer. Lydeffekter og musik holder således hele tiden en på tæerne og bærer en stor del af stemningen og symbolikken i spillet.

Stemmeskuespillet leveres også ganske kompetent. Især Edward Dogliani som Cole Black og Jo Stone Fewing som Red er overbevisende. Førstnævnte er grundet Yorkshireaccenten nem at forveksle med Sean Bean, og Dogliani har pudsigt nok også en mindre rolle i Game of Thrones som Rattleshirt/Lord of Bones.

Et kommende kulthit?

Get Even insisterer på at fortælle sin historie uden megen plads til udskejelse. De enkelte områder er temmelig lineære og man kan nemt gøre noget forkert og skulle spille et minde forfra eller i det mindste fra et checkpoint undervejs. Der er også meget få justeringer tilgængelige i indstillingerne, hvor man eksempelvis ikke kan ændre på lydmixet men kun mastervolumen og hvilket lydsetup, man har. På billedsiden kan man kun vælge gråskala (gammaværdi), men ikke lysstyrke eller andet. Det føles en anelse ufrit at være så begrænset og står i skarp kontrast til eksempelvis The Surge, et andet nyt spil, hvor man i høj grad kan skræddersy sin spiloplevelse. Det ene er ikke nødvendigvis bedre end det andet, men tyder på, at Farm 51 har en fasttømret opfattelse af, hvordan Get Even bør opleves. Farm 51 har en kort og ikke ligefrem prangende liste af spil bag sig med blandt andre Time Ace, NecroVisioN-serien og Painkiller: Hell & Damnation; alle sammen titler, der blev modtaget lunkent eller decideret negativt. Denne gang prioriteres historie og formidling over gameplay, og resultatet er ikke så ringe endda.

Der har været større, mere polerede og grafisk flottere titler i 2017, men man behøver ikke slå et kæmpe brød op for at gøre et godt indtryk. Get Even kan ramme samme niche som David Cages spil og fange de spillere, der vægter stemningsmættede miljøer og en godt formidlet historie over blændende grafik eller et kæmpe arsenal af laservåben. Hvor David Cages værker ofte spænder ben for sig selv gennem tung, ugennemtrængelig fortælling eller ikke ved, hvornår det bliver for meget af det gode, lykkes eksperimentet Get Even altovervejende. Det har potentiale til at blive et kulthit med sin egen dedikerede fanskare, der genspiller, analyserer og diskuterer i mange år frem.

This slideshow requires JavaScript.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz