Resident Evil 2 (2019)

Det har bestemt været et par gode uger for os, der voksede op med PlayStation i halvfemserne. Først fik vi Ace Combat 7, der med stor succes genoplivede seriens simple, vanedannende gameplay, og i sidste uge udkom så den gennemgribende “Remake” af Resident Evil 2, der efter manges mening er seriens absolut bedste spil. Jeg ejer det originale spil, som jeg også selv gennemførte i sin tid, og når udviklerne kalder det en genindspilning, så skal det tages helt bogstaveligt – der er faktisk tale om et helt nyt spil, hvilket prisen også reflekterer.

Foruden hovedpersonerne og enkelte ikoniske lokationer har jeg ikke kunnet genkende meget fra 1998-udgaven, hvilket både skyldes min svigtende hukommelse men også det faktum, at man har genskabt universet i fuld 3D. Væk er selvfølgelig også den klassiske “tank control”, og man kan nu både løbe og dreje på samme tid. Desværre savner jeg lidt at kunne strafe eller lave en undvigemanøvre til siden, men så langt ville Capcom altså ikke bevæge sig væk fra seriens kendetegn. Kameraet er placeret bag skulderen på vores hovedperson, som vi kender det fra Resident Evil 4, og selvom det hjælper en del i forhold til overblikket, så savner jeg stadig muligheden for at kante sig udenom zombier, når man eksempelvis passerer dem i en snæver gang. Muligheden for at indstille POV er velkommen i forhold til at forbedre det perifære syn, men en (endnu) mere nutidig styring ville stadig være at foretrække i min bog.

Seriens klassiske gameplay og struktur burde være velkendt for de fleste, og det er der ikke blevet pillet meget ved. Helende planter og First Aid sprays, sparsom ammunition, opbevaringskister samt de ikoniske skrivemaskiner til at gemme sit spil på er bibeholdt, og der er stadig en del renden frem og tilbage til førnævnte kister, idet man kun kan bære få ting ad gangen. Det er efter min mening et unødvendigt, arkaisk trick, der primært er inkluderet for at forlænge spillets levetid – men det er samtidig indbegrebet af serien, så man burde have lært at leve med det for mange år siden.

Teknisk og grafisk er vi dog på helt ny grund, og der er mærkbart, at man har brugt mange resourcer på at tilbyde den ultimative udgave af spillet med denne Remake. Omgivelserne er realiseret med en stor sans for detaljer, og zombierne har aldrig set mere frygtindgydende ud. Tøjet hænger i laser, de har åbne sår og blodet flyder i stride strømme, overalt hvor de kommer frem. Tilsæt makabre close-ups, når man bliver angrebet eller undersøger endnu et skambidt lig, og det er klart, at spillet ikke er for sarte sjæle. Chokeffekter er jo seriens M.O., og dem er der heller ikke blevet sparet på denne gang – så er man advaret. Opløsningen nærmer sig 4K og med en opdateringshastighed på 60fps (på pc, PS4 Pro og Xbox One X) er der altså lagt i kakkelovnen for en flot omgang, højspændt zombieaction.

Kender man intet til dette kapitel i serien, kan jeg fortælle, at det kom på to cd’er i sin tid, hvilket gjorde det til et af de første spil på mere end én skive. Alt efter hvilken cd, man startede spillet op på, fik man så lov til at spille som enten Leon eller Claire, der i starten af spillet mødes men splittes op i forbindelse med et biluheld. De to møder hinanden gentagne gange undervejs, og man bevæger sig da også rundt i mange af de samme lokationer, men det føles alligevel lidt som to forskellige spil, idet man løser forskellige opgaver og får adgang til personspecifikke lokationer. Den nye udgave kommer selvfølgelig ikke på to skiver, men man kan stadig selv vælge, hvem man vil starte ud som, og efter rulleteksterne tilbyder spillet automatisk, at man fortsætter som den anden af de to.

Derfor gør det ikke så meget, at man kan nå til rulleteksterne på godt otte timer, da der i sagens natur er nogenlunde det samme antal timers spil forude i anden omgang. Dertil skal lægges adskillige gennemløb for de mere hardcore fans, hvis man vil åbne op for kraftigere våben, nye kostumer og ubegrænset ammunition. Det er ligeledes et levn fra originalen, og selvom det ikke er noget, jeg kan se mig selv gøre, så er det et stort plus for Speedrun-miljøet, der allerede nu har rekorder for gennemførsel (med forskellige betingelser) på under en time.

Mine anker er få. Prisen virker en anelse høj på mig, selvom der er tale om en remake, og jeg så gerne en fornyet styring af hovedpersonen og ens inventar. Men når det så er sagt, så er Resident Evil 2 et absolut pragteksempel på, hvordan man skal lave en Remake, der kan tiltale både gamle og nye fans. Jeg var lige dele underholdt og skræmt gennem hele spillet, og selvom visse folk har sagt, at sværhedsgraden er væsentligt nedsat, så fandt jeg selv spillet ganske udfordrende på normal sværhedsgrad.

Hvis man har gode nerver, holder hovedet koldt, er fornuftig omkring sin ammunitionsbrug og husker at undersøge alle skabe og skuffer, så er der minimum 16 timers solid, skræmmende underholdning i vente med Resident Evil 2. Efter succesen med Resident Evil 7 for to år siden og nu denne Remake af toeren, beviser Capcom således endnu en gang, at de er mestrene indenfor actiongys, og har man ikke oplevet serien før, er dette spil et godt sted at starte.

One thought on “Resident Evil 2 (2019)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.