Prince of Egypt

Dreamworks har skabt et kærkomment brud i Disneys familiefilmstradition. Prince of Egypt indeholder ingen comical sidekicks beregnet som merchandise cash-in hos burgerkæderne ugen efter præmieren. Det tætteste vi kommer er de to præster Hotep og Huy, spillet af Steve Martin og Martin Short. Til gengæld har de angrebet en af den vestlige verdens største og vigtigeste historier frontalt. Lad mig med det samme sige, at det er lykkedes over al forventning.

Prince of Egypt er historien fra Det Gamle Testamente om Moses og hebræernes udvandring fra Ægypten. Det Gamle Testamente var ikke så blødsødent som Det Nye: Folk bliver undertrykt, tævet, slået ihjel, ydmyget og straffet. Hvis de ikke selv tæver hinanden, så blander Gud sig og slår en masse ihjel på mere eller mindre tilfældig basis. Dengang vendte man ikke den anden kind til.

At udsætte sådan en historie for sukker-Disney-behandling ville være en hån. Heldigvis har Dreamworks valgt at fortælle historien uden omsvøb; her er menneskelig lidelse, håbløshed og forløsning så det batter. Personerne er realiseret uhyggeligt godt; animatorerne har på underfundig vis fået lagt mere sjæl i dem end jeg længe har oplevet i animation. Tegnestilen er mere realistisk end man er vant til, og der er gjort meget ud af de små ting; flakkende øjne, et træk på læben, gestikuleren, mv. Moses er selvsagt godt lavet, men den virkelige diamant er Ramses. Han er en brik i et meget større spil, han slet ikke kan kontrollere, og hans desperation er næsten håndgribelig. Han kunne være fremstillet som ond hersker (som det er gjort i “originalen”, Cecil B. DeMille’s enorme film De Ti Bud fra 1956), men her er han menneskelig og hans handlinger er fuldt forståelige. At Ralph Fiennes lægger stemme til ham er prikken over et allerede fuldendt i.

Der er mange sange i Prince of Egypt, men de er ikke på Disney-niveau og virker lidt malplacerede i historien. Til gengæld er billedsekvenserne under sangene umanerligt godt komponeret, så man kan nemt abstrahere. De fleste sange er sunget af skuespillerne selv, hvilket de slipper godt fra.

Computeranimationen er overdådig. Jeg er lidt af en purist, når det drejer sig om computeranimation i tegnefilm: Jeg bryder mig ikke om at døde objekter, som f.eks. palads-dørene, er overdrevent detaljerede og bevæger sig helt realistisk; det ser forkert ud. Tom Cruise flyver jo ikke et håndtegnet fly i Top Gun. Til gengæld er mirakel-scenerne helt fantastisk flotte og på ingen måde forkerte; her er tale om et begreb, der ikke krydser over fra den virkelige verden, og så må det gerne se stjernegodt ud. Man bliver ikke skuffet: Plagerne over Ægypten er frygtindgydende godt lavet, men kronen i effekt-værket er delingen af det Røde Hav. Scenen involverer mere computeranimation end hele Titanic.

Skiven indeholder omkring en times ekstra features. Der er så meget, at jeg vil nøjes med at nævne det vigtigeste her: commentary af instruktørerne, 25 minutters velproduceret Making-of featurette, gennemgang af special effects og computeranimation, cast/crew-bios og production notes. Der er også et par sneak preview trailers: Det ser ud til at Nick Park (Wallace and Gromit) har en biograf-film ved navn Chicken Run på vej.

Små detaljer man bliver opmærksom på, når man sidder og kigger cast/crew bios igennem på skiven: Meget af talentet er hugget fra Disney, og mange af dem har arbejdet på The Little Mermaid. Det forklarede min mistanke om at Hoteps og Huys sang er en direkte kopi af Ursula og Flotsam/Jetsam. Moses’ møde og integration med ørkenfamilien minder meget om Harrison Fords møde med Amish-folket i Witness. Sjovt nok har en af producerne tidligere produceret netop Witness.

Kan du lide tegnefilm og gode historier, må du på ingen måde undgå Prince of Egypt. Den viser med al tydelighed, at de amerikanske animatorer sagtens kan tackle alvorlige historier uden at lave det til familiefilm.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.