Crouching Tiger, Hidden Dragon
Ang Lee udforsker nye sider af sit instruktørtalent med en kung fu-kærlighedshistorie. I rollerne ses Chow Yun-Fat, Michelle Yeoh og et ufatteligt smukt middelalder-Kina. Kung Fu-genren bliver løftet fra B-film til kunst i Lee’s sære cocktail.
Li Mu Bai (Chow Yun-Fat) har hele sit livet levet og trænet som kriger. Men på toppen af karrieren indser han at krigerlivet ikke er hans kald og vender tilbage til sin hjemby for at gøre noget ved sin urealiserede kærlighed til Yu Shu Lien (Michelle Yeoh).
Hos Yu Shu Lien er princesse Jen (Ziyi Zhang) på besøg, og der afdækkes hurtigt flere lag af hemmeligheder bag hendes uskyldige facade. Jen er på vej ind i et arrangeret ægteskab, men er hemmeligt forelsket i en røver hun mødte i ørkenen for år tilbage og vil gå til ekstremer for at være sammen med ham.
Crouching Tiger Hidden Dragon er en storslået episk kærlighedshistorie, der på en gang afbilder den modne og fornuftige kærlighed mellem Li Mu Bai og Yu Shu Lien og den unge, naive lidenskab mellem Jen og hendes ørkenrøver. Filmen starter med fokus på det ældre par, men inden længe har Jen stjålet hele billedet, takket være en intet mindre end fantastisk præstation fra Ziyi Zhang.
Filmen foregår i Kina, og jeg må erkende at jeg ikke anede det land kunne være så åndeløst smukt. Naturen byder på skove, bjerge, søer og ørken i så overvældende scener, at det næsten er her filmen gør sit største indtryk på publikum. Det bliver ikke mindre smukt af den middelalderlige histories bygninger og kostumer er lavet med utrolig sans for farver, detaljer og harmoni. Der er ingen tvivl om at Crouching Tiger Hidden Dragon er en af de smukkeste film, jeg har set.
Filmen kunne være en helt traditionel (omend meget smuk) kærlighedshistorie, hvis det ikke var fordi alle hovedpersonerne var kung fu-mestre. Med Yuen Wo-ping (The Matrix) bag roret, præsenterer Ang Lee overdådige kampscener, der kan give enhver knugede hænder i biografens mørke. Wo-pings speciale er det såkaldte wire fu, hvor karaktererne kan foretage tyngdekraft-overvindende spring og luftkunster ved hjælp af wireophæng, der ved efterfølgende digital behandling fjernes fra billederne. I Crouching Tiger Hidden Dragon har han taget skridtet fuldt ud: Karatererne kan simpelthen flyve. I starten giver det et par træk på smilebåndet, men i eventyrfilm kan alt lade sig gøre, og flyve-teknikken giver mulighed for nogle kampsekvenser man aldrig tidligere har oplevet. Det er værd at nævne den flotte kameraføring, der ubesværet følger kombatanterne op og ned ad vægge, hen over tage og rundt i trækronerne.
Crouching Tiger Hidden Dragon er en mærkelig cocktail af langsomt kærlighedsdrama og hyper-kinetiske kampscener på byens tage. Den slags kan let falde mellem to stole, og Ang Lee (hvis tidligere værker inkluderer The Ice Storm og Sense and Sensibility) er ikke just kendt for at lave kung fu-film. Men Lee har instrueret med en sikker hånd og med top-præstationer af Chow Yun-Fat, Michelle Yeoh og især Ziyi Zhang mister filmen aldrig hverken fokus eller retning.
Crouching Tiger Hidden Dragon er et enestående smukt eventyr – se den med et åbent sind og du vil blive overvældet. Ang Lee beskriver den selv som “Sense and Sensibility with martial arts”, og det er ikke helt ved siden af.
The Magic Lantern har en gennemarbejdet side om filmen.
Check filmens officielle site med gode klip fra kampscenerne.