Patlabor 2: The Movie
Efter succes’en med Patlabor – The Movie, var det kun mere end naturligt at følge op med både en OVA og endnu en film, og nu er tiden kommet til at kigge på Patlabor 2. En naturlig måde at malke pengekoen og drive rovdrift på Patlabor’s tilfredse publikum?
2’ere handler sjældent om gode idéer, så meget som det handler om at tilfredstille hungrende fans og styrke kapitalen for producenten. Patlabor 2 bryder fuldstændigt med denne trend, og forbløffet sidder jeg med en film som ikke bare er teknisk flottere (læs: sindssygt flottere) end 1’eren – Patlabor 2 driver det til det ekstreme. HeadGear står, ligesom i TV-serien og OVA’en igen for historien, og Mamoru Oshii for instruktionen.
Efter den ubegrundede destruktion af en deling UN Labors i sydøst-Asien, efterfulgt af den rystende sprængning af en bro i Tokyo, bliver der skabt røre i regeringen. Japan begynder at ruste sig til krig. Men der mangler en ingrediens for at starte en krig: En synlig fjende. Ingen påtager sig ansvaret for angrebene, og da politiets kaptajn Goto bliver kontaktet af en informativ agent fra Japans Ground Defense Force, ophober der sig pludselig flere spørgsmål end der er svar på, og lavinen ruller i et politisk komplot.
Patlabor 2 foregår 3 år efter den første historie, og istedet for at springe over, hvor gærdet er lavest og begynde fra bunden, har man ladet persongalleriet blomstre og udvikle sig i tiden mellem de to film. Der er nu stillet mere fokus på bipersonerne, hvilket er en strålende måde at vise andre vinkler af karakterernes indbyrdes forhold. Som nævnt er Goto med igen, og har trods alle odds fået lov til at beholde sin stilling som kaptajn i politiets Special Vehicle Divison, på trods af hans ureglementerede metodik. Han deler et samarbejdsmæssigt forhold med Nagumo, som er blevet forfremmet efter hendes heltedåd som Labor-pilot i den forrige historie.
Ota er blevet Labor-kampinstruktør – et job der står godt til mandens skrækkelige temperament, som bl.a. resulterer i destruktionen af noget dyrt træningsudstyr, i hæsblæsende arrigskab over rekrutternes inkompetence, allerede under filmens første 10 minutter.
Karaktererne er blevet mere voksne, well, nogen af dem ihvertfald – og selvom historien er en helt anden, bliver det trænede øje mangt en gang fodret med nogle subtile referencer til den forrige Patlabor. F.eks. får man et glimt af Alphonse, Azuma‘s labor, som nu er blevet pensioneret, og senere i filmen bliver en af arkens gamle servicetunneler taget i funktion under et bagholdsangreb. Det er den slags som bidrager til det fede ved en videreudvikling af et univers.
Derfor vil jeg også påstå at man sagtens kan se 2’eren uafhængigt af 1’eren, men man får kun den fulde nydelse hvis man har bevidnet den forgående historie.
Hvis man syntes at karaktererne og universet virkede troværdige og life-like i Patlabor, vil 2’eren uden tvivl slå benene væk under én. Troværdigheden er helt i top, og filmen oser langt væk af stemning.
Kenji kawaii står for musikken, og han leverer et stemningsmættet og dybt soundtrack, som hverken er pompøst eller fylder for meget, men når man først slår sine visuelle sensorer fra (lukker øjenene), kan man pludselig høre hvor velskabt lydsiden er. Kawaii stod også for den formidable lydside i Ghost in the Shell.
Billedsiden er dog det mest fantastiske ved filmen, som detaljemæssigt er lige så flot som Ghost In Shell, om ikke flottere. Det jeg specielt elsker ved Oshii’s film, er hans forkærlighed for komposition af lange uklippede sekvenser som udelukkende beskriver omgivelserne, samt panoreringer som ikke bidrager noget som helst fornuftigt til historien. De bidrager istedet til filmens altoverskyggende aspekt – Den formidable stemning. Oshii kan sige tusinde ord, ved at lade billedet glide henover nogle bropiller på en tåget himmel, eller en bøje som vugger roligt i havnens stille vand. Så hvis man skulle være så sammenbidt og indskrænket, at man ikke kan holde af historien og karaktererne, kan man nyde den smukke stemning i både billeder og lydside. Den er meget dæmpet, og en smule mystisk (dog ikke så meget som i Patlabor 1), uden at virke overdrevent dyster på nogen måde.
Der er brugt en sund mængde CGI, som kun gør sig gældende hvor det er relevant. Derfor virker den ikke påtrængende, og for det meste opdager man den ikke.
Hvis man er træt af tåbelige komplotter og de obligatoriske megacorporations med onde planer om verdensherredømmets overtagelse, er dette et velfunderet afbræk. Der er ingen rendyrket ondskab. Der er mennesker. Relationer. Ingen gode eller onde. Alle er mennesker med hver deres baggrund, prospekter og temperement som leder deres motiver.
Eneste grund til at den ikke scorer topkarakter, er at den ikke er nyskabende, og det gør ufatteligt ondt, kun at give den 5 stjerner.
Enhver som holder af anime på det æstetiske plan, vil holde af denne film.
Har man set den hjerneløse trailer som Manga Entertainment spyttede ud i forbindelse med lanceringen, er det forståeligt, hvorfor man har rynket på næsen. Den overdramatiske skuespiller rømmer sig, og udgyder: “Patlabor 2 – A Sequel to the first film…”, hvilket burde være rigeligt til at få enhver til at ryste på hovedet. Traileren giver også det falske indtryk, at filmen er den rene actionbombe, som om det skulle gøre filmen bedre. En gang imellem undrer jeg mig virkelig over, hvor indskrænkede amerikanske marketingfolk kan være i deres definition af målgruppen. Mere action = en bedre film. Sheesh.
I det hele taget er Manga Entertainment nogle kvajpander, og det løber mig koldt ned ad ryggen, hver gang jeg bestiller en titel som har deres label påtrykt. Det er skræmmende at de endnu ikke har forstået de få gyldne regler for DVD transfer, og også denne gang er det lykkedes at plante layer-skiftet fuldkomment uhensigtsmæssigt. Midt i den mest hæsblæsende actionscene i filmen. Flot.
De japanske Seiyuu er de samme som i den første Patlabor, hvilket er rart, så man føler sig helt hjemme i universets anden fortælling. Selv den amerikanske dub har genbrugt sine skuespillere, hvilket er bemærkelsesværdigt, hvis man tager tiden mellem de to udgivelser i betragtning. Goto’s stemme er ret god, og formår at bibeholde hans rolige og betænksomme natur. Goto er desuden uden sammenligning en af seriens mest fængende karakterer.
Hvis man ikke er hurtig på pause-knappen, kan det faktisk vise sig at blive praktisk at se begge dubs for at forstå historiens facetter. Den engelske tekstning er direkte grim og og unødigt simplificeret. Første gang jeg så filmen fangede jeg personligt ikke en fløjtende fis af plottet, når først de politiske diskussioner begyndte at accelerere.
– Men på trods af småproblemer fra Manga Entertainments side, så er dette en film som bør stå i enhver anime-samling, hvadenten man er hårdkogt Oshii-fan eller ej.