Star Trek Beyond

Vi er nu nået til den tredie film i det rebootede Star Trek-univers, og den ADHD-agtige Kirk er allerede begyndt at kede sig ombord på Enterprise. Det’ jo bare det samme hver dag. Fise rundt i universet, tale med forskellige racer og drikke kaffe af kop, som jeg nu er nødt til at eje. Han påtænker at tage sig et job på landjorden – eller så tæt man nu kommer, når det drejer sig om den enorme rumkoloni Yorktown.

Men så går det naturligvis galt, og inden længe er de strandet på en planet og jagtet af nogle onde banditter, der vil suge livskraften ud af dem. Nåja, og ødelægge hele Føderationen med et supervåben, de vistnok har fundet. Kirk er tilbage i sin forrevne gule trøje og drøner rundt på motorcykel og skyder med laserpistoler de næste par timer.

Jeg kan faktisk godt lide det her reboot, selvom de fokuserer på action i stedet for de moralske, etiske og politiske problemstillinger, som serien oprindeligt var skabt til at tage favntag med. Men denne gang går det lidt galt med at opfinde løsninger til lejligheden. Mindre detaljer og arbitrær rumsnak om at kalibrere neutron-transmittere til specifikke frekvenser kan man se igennem fingre med, men meget af filmen er bygget op over inkonsistener, hvor jeg sad og tænkte over, hvorfor det var sådan og hvordan det skulle kunne lade sig gøre.

På planeten ser der ud til at leve omkring 30-40 af de her sure bæster. Alligevel har de omkring en million (no shit) rumskibe, hvor der sidder to i hver. Hvordan? Scotty kan normalt trylle ved bare at sige abstrakte rumting, men når han vælger at udslette en fjendtlig hær af rumskibe ved at spille Beastie Boys over radioen, begynder jeg sgu at blive lidt stram i masken. Selvom det er en enorm fed scene, og musikken passer rigtig godt.

I forrige film så vi Benedict Cumberbatch som Khan, og han gjorde et flot stykke arbejde i at fremstå som intelligent skurk med en plan om at ødelægge … alt, sikkert. Jeg kan ikke huske det. Plottet i de nye Star Trek-film har aldrig været specielt relevant. Denne ombæring byder på ingen mindre end Idris Elba, som om nogen kan spille hårdkogt skurk. Bortset fra, at jeg først fattede det var ham i filmens sidste minutter, fordi han er maskeret til ukendelighed, og egentlig ikke har noget specielt fornuftigt at byde ind med, andet end at han vil ødelægge alt. De kunne lige så godt have brugt en tilfældig forbipasserende.

Det samme gør sig gældende for Jaylah, den nye pige med de sorte striber i ansigtet, der ligner en undsluppen Jedi fra et andet filmunivers. Hun bliver hurtigt en del af holdet, men er så ligegyldig og kedelig en skuespiller, at man må undre sig over, hvorfor hun overhovedet er med. Jojo, hun er enormt pæn og god til at slås, men udover at eje et gammelt rumskib på det rigtige tidspunkt, har hun ingen pluspoint på kontoen. Filmen lægger op til at hun bliver et permanent medlem af holdet, men nu må vi se, hvor galt det går.

De flotte action-scener opvejer dog let filmens inkonsistenser og dårlige valg, og selvom Enterprise efterhånden er styrtet ned flere gange end jeg kan huske, er det helt enormt flot denne gang. Kampscenerne i rummet er nok også blandt de flotteste, jeg har set i nyere tid. Hvor især den første film havde action fordi man kunne, selvom det ikke havde noget med historien at gøre, er det mere konsistent i forhold til historien denne gang, og filmens over to timer lange spilletid føles langt kortere, når først man er blevet blæst tilbage i sædet.

Simon Pegg, der spiller Scotty, er medforfatter på manuskriptet, og har sørget for, at der er mere fokus på den hellige tre-enighed i Kirk, Spock og McCoy. Især sidstnævnte var reduceret til en papfigur i den forrige film, men han får lov til at være meget mere med her. Han gør det godt, og er nok den karakter, der minder mest om den oprindelige karakter (spillet af den eminente DeForest Kelley). Zachary Quinto prøver virkelig som Spock, og han har godt styr på den følelskolde side af Vulkaneren, men Leonard Nimoys små detaljer, der gjorde Spock menneskelig, træder ikke rigtig igennem hos Quinto. Nimoys karakter hvilede i sig selv og hvad han var, hvorimod alting virker som en intern konflikt hos Quinto. Chris Pine har det meget nemmere som Kirk, for han skal bare være lige så dårlig som William Shatner. Han gør det virkelig godt, og gør rollen som Kirk til sin egen.

Selvom Khan var med i den forrige film, minder Star Trek Beyond på mange måder om den gamle Wrath of Khan fra 1982. Her har vi også en Kirk, der er bange for at have valgt den forkerte karriere, og en skurk, der er strandet på en planet og blevet sur. Kirk har tilmed fødselsdag i begge film, og scenen med Kirk og McCoy, der drikker en skål til Kirks fødselsdag, er planket direkte. Det er præcis i dén scene, at man kan se hvor udvandet dialog og personer er blevet i det nye reboot i forhold til det gamle. Den gamle McCoy kan med få velvalgte ord, venskab og skarp indsigt fortælle Kirk præcis, hvor skoen trykker. Den gamle Khan (Ricardo Montalban) er en vidunderlig rolle, velsignet af både overmenneskelig styrke og intellekt, men styret af en hævntørst, der ultimativt bliver hans død. Elbas’ skurk er bare en gummimaske med et basalt ordvalg og en hævntørst, der ikke giver mening.

Star Trek Beyond er en noget underlig fisk at bedømme. Der er drejet tilbage på de unødvendige actionscener, mens de nødvendige stadig kører på fuldt blus. Der er blevet sat mere fokus på de centrale karakterer, og der er kommet mere dialog og humor ind i billedet, men det nye ensemble og moderne manuskript kan ikke leve op til originalen, og det mærkes tydeligere, når de prøver så hårdt. Jeg genså Wrath of Khan lige efter denne film, og det er en langt bedre film, der tør tage favntag med alvorlige emner, stadig har action på dagsordenen og har en nærmest ikonisk skurk. Men kan man abstrahere fra fortidens storhed og kravle ned fra sin piedestal, er Star Trek Beyond dog to timers eminent underholdning med masser af rum-action og humor.