WipEout: Omega Collection

WipEout: Omega Collection

Jeg skylder WipEout meget. Det var spillet, der startede min livslange kærlighed til konsolspil, og jeg investerede i en PS1 blot for at kunne spille WipEout. Samtidig var det et af de spil, der virkelig åbnede mine øjne for, at gameplay, grafik og musik kunne gå op i en større enhed og opsluge én fuldstændigt. Som årene er gået, er min kærlighed til serien altid forblevet stærk, men andre distraktioner har taget mere og mere af min tid, så jeg ikke helt har kunnet blive den mester til spillet, jeg så mig selv som, da de første par spil var friske. Troligt har jeg dog investeret i efterfølgerne, og det gælder også PS3-udspillene WipEout HD og WipEout Fury, der sammen med Vitaens WipEout 2048 nu er blevet samlet på én skive til PS4. Og til en pris på 300 fuldgode, danske kroner skulle det nok kunne bringe et smil frem på læberne hos de fleste potentielle købere.

Pris og kvantitet er dog ikke en faktor for succes i sig selv, og det mest tungtvejende argument for investeringen i Omega Collection er da også, om man finder de tre spil interessante. Jeg var selv ret glad for WipEout HD, mens jeg faktisk aldrig rigtig fik neglene under Fury, der krydrede tingene lidt med et par mere eksplosive deathmatch-lignende modi, hvor det blot gjaldt om at eliminere flest modstandere. Ja, man kunne sågar vende skibet 360 grader og flyve mod strømmen, hvis man troede, det ville give flere kills. Min interesse for Fury døde derfor hurtigt, da jeg elsker serien for ræsene, men det rådede 2048 på PlayStation Vita bod på – seriens mest farvestrålende spil, der samtidig skulle sælge både WipEout og en ny Sony-konsol til de uvaskede masser. Og så havde det seriens bedste soundtrack siden etteren! Desværre fik jeg aldrig gennemført spillet på Vita, da jeg fik krampe i fingrene af at skulle bruge airbrakes på den håndholdte konsol. Vitaen er utvivlsomt en fin konsol, men jeg har således alligevel længe gået og drømt om en konvertering til en “rigtig” konsol, og det har jeg fået nu.

Der er tale om de tre komplette spil, og vandtætte skotter skiller spillene ad på hovedmenuen. Indstillinger er dog ens for alle tre spil, og HD og Fury deler desuden oplåste skibe mellem sig. I spillets Racebox-modus kan man desuden kombinere de sammenlagt 26 baner fra alle tre spil på kryds og tværs i hjemmelavede mesterskaber, som både kan spilles i splitscreen eller online. Alle spillene er remastered i 4K (for Pro-ejere) med nye detaljer og forbedrede teksturer, der er HDR-understøttelse og det hele kører med en klippestabil opdateringshastighed på 60 fps. Selvom de enkelte spil har fra 5-10 år på bagen, så ser de alle lige forrygende godt ud i sine nye klæder – både på statiske skærmbilleder og i bevægelse. I bevægelse er spillene faktisk endnu mere imponerende, da de futuristiske omgivelser er flankeret af et fyrværkeri af lyseffekter og eksplosioner, som, kombineret med den hæsblæsende fart og de nye, dunkende rytmer, virkelig omslutter spilleren totalt.

Jeg har få anker til de enkelte spil eller trilogien som helhed, men jeg savner alligevel lidt af den rene følelse, som specielt seriens to første spil gav mig. I min optik er 2048 således trilogiens bedste spil, da udviklerne har holdt både gimmicks og skibe på et minimum, så man kan koncentrere sig om det væsentlige. Uanset ens favorit skal man dog være forberedt på at øve sig grundigt, hvis man vil komme først i mål, hvilket indbefatter at huske at benytte banernes genveje, som AI-modstanderne er alt for dygtige til at bruge, selv på Novice sværhedsgrad. Samtidig skan man kunne acceptere de frustrerende og hyppige bagholdsangreb, der kan være umådeligt svære at undgå, når man endelig ligger forrest. Genvejene kunne jeg godt undvære helt, og jeg savner også muligheden for at kunne affyre sine våben bagud, da der let kan gå Mario Kart i det, når man ligger forrest og missiler og andet godt rammer én bagfra. Det er selvfølgelig meningen, at man skal kæmpe sig gennem løbene med næb og kløer, for så senere at kunne vende tilbage med kraftigere eller hurtigere skibe og lave guldmedaljer, men der er altså gået 22 år siden WipEout udkom, og jeg har ikke det samme overskud til at repetere banerne ad infinitum mere.

Den særegne og gennemførte følelse af WipEout er dog stadig lige fremtrædende overalt i udgivelsen, og uanset om man kører mod uret, mod andre online-, splitscreen- eller AI-modstandere og med eller uden våben, så er WipEout: Omega Collection et pragtfuldt eksempel på gennemarbejdet fan service. Samtidig er det en let anbefaling at give til fans af racerspil generelt, idet kvaliteten er høj, viften af tilbud er bred og prisen er lille.

Det kræver muligvis en del øvelse over tid at blive perfekt, men det er samtidig let at samle op for et enkelt ræs eller to, når man lige er i stødet, og i den form vil jeg bruge mange timer med det over resten af PS4’ens levetid.

Leave a Reply

Vær den første til at kommentere!

Fortæl mig om
avatar
wpDiscuz