Airport Hero Osaka KIX

6 Stars

Kansai Approach, JLS7218 approaching DATIS, flight level 120 to 100 descending, we have information Alpha.

Med den knitrende melding over radioen startede min kærlighedsaffære med et for mig helt ukendt spil, jeg tilfældigt faldt over i Nintendos eShop. Spillets fulde titel er I am an Air Traffic Controller Airport Hero Osaka KIX, men det er der ingen, der kan huske, så jeg vil nøjes med at referere til spillet som Airport Hero.

Airport Hero er en simulering fra japanske TechnoBrain, som udelukkende har lavet I am an Air Traffic Controller-spil siden 1998. Det er de blevet enormt gode til over de sidste næsten tyve år og i skrivende stund 67 udgivelser, de har sendt på markedet i Japan. Nu har de så vovet pelsen og udgivet tre engelsksprogede udgaver på Nintendo 3DS, og herfra skal lyde en kæmpe tak. Jeg kan kun håbe, at de vil fortsætte, men spillene er stort set blevet forbigået i tavshed og/eller blevet misforstået. Hvis man ikke kan se det sjove i at være en Air Traffic Controller, skal man nok ikke købe et spil, der hedder I am an Air Traffic Controller.

Hvis det derimod lyder tillokkende at få det enorme puslespil med fly i luften og på jorden til at gå op uden uheld og til tiden, kan jeg med ro i stemmen berette, at Airport Hero er noget af det mest spændende, man kan komme i nærheden af.

Men nu har JLS7218 hængt længe og ventet på en landingstilladelse, så skal vi ikke give dem det?

JLS7218 Kansai Approach, radar contact, using runway 06R, heading 335, descend and maintain 8000.

Spilleren skal ikke selv stå for alle de komplicerede radiomeldinger, som i øvrigt er præcis som i virkeligheden. I ovenstående tilfælde skal jeg trykke på flyets strip – som i virkeligheden, er hver landing og afgang repræsenteret på et lille stykke papir – og vælge en landingsbane. Jeg tjekker vinden, og må beslutte hvilken af Kansais to landingsbaner, og hvilken retning, der vil passe ind i det større puslespil. Det bliver “06 Right”.

Som Air Traffic Controller råder man over fem radiokanaler, der hver har en dedikeret funktion i forhold til flytrafikken. Approach handler om indkommende fly, der er på radaren, men forholdsvis langt væk. Ovenstående radiovekslinger sker på Approach-kanalen. Når JLS7218 kommer tættere på lufthavnen, skal jeg lave hand-off til Tower-kanalen, der så overtager kommunikationen med JLS7218 indtil flyet står på landingsbanen. Herefter overdrager jeg kommunikationen til Ground-kanalen, der er ansvarlig for at taxi’e fly rundt i lufthavnen.

Hvorfor disse forskellige kanaler? Det skyldes – igen, ganske som i virkeligheden – at kun én kan tale ad gangen på en kanal. Det bliver et vigtigt element på de travleste kanaler (Tower og Ground), når man jonglerer med op til 10 fly ad gangen. Man skal prioritere rækkefølgen af meldinger, for enhver melding, og efterfølgende kvittering fra piloten, tager tid, hvor intet andet kan meldes. Det resulterer i situationer, hvor to fly stille og uundgåeligt ruller direkte mod hinanden på vej mod deres gates, mens jeg febrilsk venter på at kaptajnen ude på Bravo 6 holder sin kæft, så jeg kan sende en melding på Ground-kanalen og få kollisionen afværget.

Afgangene fungerer næsten på samme måde som landingerne, men her er to andre kanaler i brug. Delivery tager sig af at tjekke flyets flight plan og give tilladelse til afgang. Herefter overlades kommunikationen til Ground, der er ansvarlig for at vælge en startbane og en rute derhen. Når flyet nærmer sig afgang videregives kontrollen til Tower, der er ansvarlig for at få flyet i luften, og når det endelig er på vingerne videregives kontrollen til Departure. Sidstnævnte kanal har ingen reel funktion her i spillet, andet end at sige farvel til flyet, når det er ude af lufthavnens radar.

Selvom spillet kører på Nintendos lille 3DS, har TechnoBrain gjort et enormt imponerende stykke arbejde ud af at præsentere alle informationer, man har brug for i et overskueligt interface med en klar skrifttype. Den nederste skærm rummer strips for landinger og afgange, som viser flyenes seneste ordre (hvilken landingsbane, man har valgt, eller hvor man har bedt dem taxie hen), og den øverste skærm viser forskellige syn på det valgte fly. Her kan man vælge at følge flyet, at se det fra tårnet eller på et oversigtsbillede af lufthavnen. På den øverste skærm kan man også se flyets historie i forhold til den igangværende afgang eller landing, præsenteret på en vidunderlig kompakt måde:

[CLR]>>[GND]>>P/B 24L>>TAXI-A>>[TWR]>>T/O>>[DEP]

Her kan man lynhurtigt se, at flyet ovenfor er blevet clearet til take-off, kontrollen er overgivet til Ground, Ground har givet flyet Push-Back-tilladelse (rulle væk fra gaten) og bedt det lette fra Runway 24 Left. Der er givet taxi-tilladelse til startbanen via rute A. Så er kontrollen videregivet til Tower, som har givet Take-Off-tilladelse. Endelig er flyet kommet i luften og kontrollen er videregivet til Departure.

Oversigtsbilledet over lufthavnen er der, man spenderer det meste af sin tid, for den absolut største udfording i livet som Air Traffic Controller er, at flytte flyvemaskiner rundt på jorden. Når de er i luften, kan man slappe af, men så længe de er på jorden, kan man komme ud for de mest indviklede situationer, man kan forestille sig, og begrænset tid og kommunikation til at løse dem i.

I starten kan det virke noget kaotisk at taxi’e flyene rundt på jorden, og jeg kan ikke tælle hvor mange gange spillet er endt i den røde “Game Over: Head on Collision”-skærm. Men efterhånden som man får en god fornemmelse af lufthavnen, gate-placeringer og taxi-ruter, begynder det mere at ligne en avanceret ballet, og det er en fryd at tænke lidt frem i sine meldinger og dernæst se flyene rulle majestætisk forbi hinanden på vej mod deres destinationer. Når Airport Hero først klikker, er det ren zen.

Det skyldes sandsynligvis at piloterne i det her spil opfører sig ekstremt urealistisk og rent faktisk gør, hvad man beder dem om. Til forskel fra virkeligheden. Jeg blev i øvrigt så bidt af spillets univers, at jeg også har lyttet en del til live-transmissioner af ATC-meldinger fra f.eks. Haneda

Ting går selvfølgelig også galt, for at holde spilleren på tæerne. Selvom piloterne opfører sig eksemplarisk, gør vejret og mekanikken det ikke. Der forekommer forholdsvis ofte nødlandinger, hvor piloten har motorfejl, brændstof-mangel eller en syg passager ombord, og så kan selv de bedste planer vælte. Det hænder også, at et fly staller på landingsbanen, hvorefter man skal have samme mængde afgange og landinger afviklet på kun én landingsbane. Vejret er også en faktor, hvor en skiftende vindretning kan kræve hurtig tænkning, eller et lynnedslag kan slå radaren ud. Det kan blive udfordrende, men det er aldrig frustrerende. Det er ikke Airport Heros ærinde konstant at skrue sværhedsgraden op indtil spilleren smider håndklædet, men i stedet at præsentere en foholdsvis korrekt simulering af virkelige forhold i en lufthavn.

This slideshow requires JavaScript.

Spillet har Story Mode og Operation Mode. Der anbefales at starte med Story Mode, som igennem otte kapitler indfører spilleren i detaljerne omkring Air Traffic Control. Her har man to hjælpere, som tager sig af Approach, Departure og Delivery, samtidig med at chefen løbende briefer om dagens udfordringer, og hvordan de skal tackles. Man sidder altså “kun” med Tower og Ground, mens man lærer hvordan spillet fungerer. Udfordringen er stadig reel, og Story Mode er en god tutorial, selvom man sidder med ubesvarede spørgsmål bagefter. Man må eksperimentere sig lidt frem med, hvad de forskellige knapper gør, og hvilken konsekvens de forskellige meldinger har. Manualen har mere information, men der er stadig en del, man selv må finde ud af.

Når man har styr på workflowet, meldingerne og lufthavnen, kan man gå videre til Operation Mode, der er enkeltstående scenarier fordelt på Easy, Normal, Hard og Extend. Det tog mig ca. 20 timer at komme igennem det hele, og på nuværende tidspunkt må de godt tilbyde mig et job i Kansai, da jeg efterhånden kender lufthavnen som min egen lomme. Vil man have flere udfordringer, kan man scanne tilfældige QR-koder, som spillet så vil konstruere et scenarie ud fra. Hvorfor den ikke bare hedder “Random” forstår jeg ikke, men lad dem nu have en lille gimmick.

Et kapitel i enten Story eller Operation Mode foregår i en periode på en (rigtig) time eller derunder. For at gennemføre, skal man naturligvis undgå uheld, men også score et givet antal points inden kapitlet er færdigt. Man får points for at give de rigtige meldinger på de rigtige tidspunkter, og sørge for at trafikken bliver afviklet så tæt på planen, som muligt. Det er besnærende at bede alle om at holde stille, mens man lige tænker sig ud af det næste problem, men det resulterer naturligvis i forsinkelser, og så kan man som regel ikke nå at få det nødvendige antal point inden kapitlet er færdigt. Spillet stresser ikke, og hvis man kommer ud for potentielt farlige situationer, som f.eks. landing og afgang med sekunders mellemrum, er det altså ikke spillets skyld. Man har selv dirigeret de fly rundt, og det er spillerens egen skyld, hvis det ender i kaos. Så må man prøve igen og tænke lidt længere frem næste gang.

På et tidspunkt fejlede jeg det samme kapitel fire gange i træk. Så lukkede jeg spillet, og lavede noget andet. Men hele tiden rumsterede scenariets problemstillinger inde i hovedet på mig, og da jeg prøvede igen dagen efter, kørte hele forløbet som et urværk, og jeg scorede det maksimale antal point. De efterfølgende – og sværere – kapitler forløb også helt uden problemer. Et eller andet sted i mit hovede var Kansai lufthavn med gates, landingsbaner og taxi-ruter blevet krystalliseret, så jeg næsten intuitivt vidste, hvor hvert fly befandt sig, var på vej hen og via hvilken rute.

Er man blevet træt af Kansai, kan man tage udfordringen op i to andre lufthavne, Narita og Honolulu, i de to andre Airport Hero-udgivelser, der er at finde i eShoppen. Det burde måske bare have været DLC til det samme spil, men til kr. 112,50 pr spil, kan man man ikke klage over prisen. Faktisk er vi bedre stillet end Japanerne, der må betale fuld pris for Airport Hero-spillene.

Airport Hero er et fantastisk spil i en niche-genre, der nok ikke appelerer til mange. Der findes lignende spil til mobile enheder, men hvor det meste i genren er reelle spil, er Airport Hero tættere på en simulation, og selvom spillet er mast ned i det lille format på den teknisk underlegne 3DS, er det svært ikke at leve sig ind i det, når man første gang ser et fly lande. 3D-modellerne er realistiske, og radio-meldingerne er så tæt på virkeligheden, man kan komme. Man kan tilmed høre stewardessernes meldinger til passagererne i baggrunden, og det er også så præcist, at jeg umiddelbart blev henført til at sidde i et forkrampet flysæde og vente på at komme ud. Realismen gør, at man føler ansvar over for de her fly og deres passagerer, og man har det dårligt med at lade dem vente for lang tid i lufthavnen.

Der er hugget hæle og klippet tæer for at få spillet til at fungere i håndholdt format og gøre det underholdende, men det virker. Al nødvendig information er altid tilgængelig, knapperne til styring af kameravinkler, zoom og radar er intuitive, og kan betjenes samtidig med, at man bruger stylusen til at afgive meldinger. Det tager lidt tid at lære alle detaljerne omkring ATC, men man er altid underholdt. Og når man først forstår alle mekanikkerne, er det en zen-agtig ballet at styre flyende rundt i lufthavnen.

Lars Jørgensen

En gnaven, gammel mand, der bruger meget af sin fritid på at spille og læse bøger. Er især glad for anderledes spil uden for mainstream og japanske rollespil. Ønsker sig et turbaseret liv.

Leave a Reply

1 Kommentar til "Airport Hero Osaka KIX"

Fortæl mig om
avatar
Sorter efter:   nyeste | ældste | populære
wpDiscuz