Hjertets Hvisken

hjertets-hvisken_250918
Japanske Ghibli er kendt for flotte eventyrfilm befolket af magiske væsner, som børn i alle aldre fascineres af. Men Ghibli har også lavet mere traditionelle film, som dog stadig bibeholder det urruær af magi, tegnefilmen tilfører, og dermed bliver helt unikke.

i Hjertets Hvisken fra 1995 er Shizuku en bogorm, der bruger sommerferien før gymnasiet på at læse en ordentlig stak bøger fra biblioteket. Hun opdager at alle bøgerne tidligere har været lånt af den samme dreng, og hun begynder selvfølgelig at fantasere om ham og hvor meget de må have til fælles. Da hun endelig møder ham, viser han sig at være meget anderledes end hendes lyserøde drømme, men alligevel vokser et varmt forhold op mellem de to.

Det lyder helt som en ganske almindelig romantisk komedie, hvor de to får hinanden i enden. Men alle de sukkersøde scener er skiftet ud med dvælende og hjertevarme scener, hvor de to karakterer bygger på hinandens styrker og bliver stærkere mennesker. Miyazaki har kunsthåndværket kært, og det ses tydeligt i de to hovedpersoner, der indser at de kan blive kompentente håndværkere (han vil være violinbygger og hun vil være forfatter), hvis bare de tør give deres talent en chance. Deres sejre er langt mindre end normalt for eventyrene – og langt mere håndgribelige.

Hvis du tør give dine drømme en chance, kan de måske realiseres. Du skal ikke regne med at få det halve kongerige og prinsessen i første forsøg, men gennem mange små trin vil du udvikle dig til noget større og noget stærkere – det er processen, der er vigtig. Hjertets Hvisken handler ganske simpelt om at finde sin styrke og turde bygge videre på den, også selvom det går ud over skolen, arbejdet og familien.

Vi kender mest Ghibli for film i idylliske landskaber og fantasiverdener, hvor hekse flyver med post, enorme lådne hamstere tager Kattebussen hjem, og guder regerer i skovene. Denne gang foregår handlingen i 1995 i en forstad til Tokyo, der er så realistisk at man næsten føler man er der. Men selvom der ikke er ét eneste talende dyr i sigte, kører Ghibli-magien for fuld udblæsning, selv når Shizuku køber mælk i den lokale FamilyMart. Livet er, hvad du gør det til, og det kan være fortryllende at bo i Albertslund, hvis du bare tror på dig selv og dine drømme.

Bortset fra enkelte sekvenser er denne film blandt de få Ghibli-film, der ikke er instrueret af Miyazaki selv men Yoshifumi Kondou. Den allerede dengang aldrende Miyazaki begyndte i midten af 90’erne at planlægge sin tilbagetrædelse som Ghibli’s hovedinstruktør, og denne film blev overgivet til Kondou (Miyazaki er dog producer, manuskriptforfatter og storyboarder). Desværre døde Kondou i 1998, så dette er den eneste film, han nåede at instruere. Hans ånd er dog i flere af Ghiblis andre store værker, hvor han fungerede både som animation supervisor og karakterdesigner.

På den tekniske side er animationen noget af det bedste, man kan finde. Hvad end Ghibli rører ved kommer til at ligne en million (hvilket ikke er så mærkeligt, når filmen her har kostet over 50 millioner kroner at producere), og realiseringen af den lille by er lamslående smuk. Byen eksisterer i virkeligheden og er en lille forstad til Tokyo ved navn Seiseki-Sakuragaoka. Som altid er djævlen i detaljerne, og det er detaljerne, der skiller Ghibli og film som denne ud fra mængden af animation. I en scene skal Shizuku slukke natlampen, og fumler et par gange før hun får det klaret. Var det live-action ville man ikke tænke over det. Men i animation er hver eneste bevægelse planlagt, storyboardet, animeret, rentegnet og farvelagt, og at opnå et så naturligt resultat grænser til det guddommelige.

hjertetshvisken02Hvorfor så lave filmen som animation, hvis man bare kan få en skuespiller til at fumle med natlampen? Fordi animationsmediet kan nogle ting, som man ikke kan med live-action. Lyssætning, vinkler, drømme og ansigtsudtryk kan vises meget kraftigt, uden at det på nogen måde bryder seerens opfattelse af universet som værende realistisk indenfor de givne rammer. Selvom filmen foregår i vores dagligdag, får animationsmediet magien frem på en måde, man ikke kan opnå i traditionelle filmmedie med CGI. Jo, det kan sagtens se flot ud, men seeren kan ikke acceptere det som en del af virkeligheden. I en tegnefilm er vi allerede transporteret over i en alternativ verden, og derfor kan alt ske, uden at det skurrer mod vores verdensopfattelse.

Hjertets Hvisken er en sublim, vidunderlig og fortryllende film om at turde satse på sine drømme. Det er en noget utraditionel Ghibli-titel, hvor de storslåede fortællinger og de mystiske verdener er erstattet af det trivielle forstadsliv, men magien er intakt og filmen efterlader seeren med et stort smil og en forvisning om at alting kan lade sig gøre, hvis blot man tror på det og arbejder for det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *