Picross 3D

1267723394picross3d
Et af verdens bedste talpuslerier, der har betaget og begejstret siden 1987, er blevet tilført en tredie dimension i denne klassiker til Nintendo DS fra 2010. Den ekstra dimension kræver noget tilvænning, men spillet er stadig umuligt at lægge fra sig.

Jeg har i mange år sværget til de tidsfordrivende mentale puslere, og siden introduktionen af Sudoku har jeg aldrig manglet noget at give mig til på en togtur. Sudoku er, som de fleste nok er bekendt, kun ét ud af mange puslerier, der har invaderet avissiderne den seneste dekade. Blandt andre er Kakuro, Slitherlink og Picross.

Disse puslere, med deres simple regler, har naturligvis fundet vej til diverse spillemaskiner gennem årene, hvor især Hudson fandt sig en niche med teknisk middelmådige udgivelser af stort set ethvert spil i genren. De fleste af dem har da også været igennem hænderne på denne anmelder, der ivrigt rager ethvert nyt tiltag i genren til sig. Og sådan kommer vi til Picross 3D fra Nintendos hofudviklere HAL Laboratory.

Og det er så her, du kommer til at bo de næste mange dage af dit liv.
Og det er så her, du kommer til at bo de næste mange dage af dit liv.

Jeg har tidligere udråbt min kærlighed til Picross DS og proklamerede det spil den officielle afløser af Sudoku i mit liv. Jeg løser dog stadig Sudoku fra tid til anden, men det skyldes udelukkende at jeg har løst alle opgaverne i Picross (og Super Mario Picross på Virtual Console). Om glæden var stor ved synet af Picross 3D? Det kan næppe overdrives.

Picross 3D er, som navnet så fint illuderer, Picross i 3D. I stedet for en x- og y-akse, har man nu også en z-akse at slås med. Opgaven udgøres af en kube af kasser, hvor man så skal fjerne overflødige kasser og afdække formen inde i. Ligesom at mejsle en marmorblok ned til en statue, og selvom Picross 3D-figurerne næppe kommer til at stå på kunstmuseer, er de godt nok nuttede.

De vejledende tal fra kanterne af den traditionelle Picross er blevet reduceret til kun ét tal, således at det kan stå på siden af de kasser, man arbejder med. Selvom det basalt set er Picross, er det en helt ny måde at tænke på, og spillet starter da også med en udførlig undervisning, der hurtigt får bragt spilleren ind i det nye univers og klædt på at tackle opgaverne på egen hånd. Underligt nok skulle der dog gå et to-cifret antal timer, før løsningsmetoderne rigtig begyndte at klikke på plads i mit hovede, og mere end 300 opgaver, før jeg havde alle teknikkerne på plads. Måske er den tredie dimension en udfordring for min måde at tænke på, eller også er konceptet bare så meget anderledes end de to dimensioner, næsten alle disse hovedbrud normalt foregår i.

Lige fra første minut er spillet enormt fængende og næsten umuligt at lægge fra sig. Første aften i selskab med det kostede fem timer på fritidskontoen, og dagen efter røg der syv timer i samme retning. Det er uhørt for en casual gamer som mig, der sjældent spiller mere end en time af gangen. Jeg var bravt underholdt, mens jeg puslede mig vej ind til de små, charmerende figurer, og da jeg endelig slukkede DS’en, var mine fingre krampagtigt låst fast om DS’en som Keyser Sözes hånd. En eller anden bør opfinde en non-holdt konsol.

Alle 350 figurer er ledsaget af en lille animation udført i spillets charmerende 3D-engine, der får de noget grovkornede figurer til at se meget livagtige ud.
Alle 350 figurer er ledsaget af en lille animation udført i spillets charmerende 3D-engine, der får de noget grovkornede figurer til at se meget livagtige ud.

Spillets præsentation er helt oppe og ringe med godt layout i menuerne, charmerende musik, herlige lydeffekter og søde animationer af hver eneste af de over 350 små figurer, man kan lave. De ligner ikke ret meget, når man hakker dem ud, men når først de får farver på og bliver animeret, er de virkelig imponerende.

Det er naturligvis selve opgaveløsningen, man bruger det meste af sin tid på, og til manipulering af 3D-blokken, har HAL Laboratory fremelsket et lynhurtigt og afsindigt vellavet interface, der på magisk vis næsten altid ved, hvad man gerne vil. Man kan frit dreje blokken rundt og beskue den fra alle vinkler. Man kan også gå på opdagelse inde i blokken ved at slice den i skiver, så man kan arbejde med områder, man ellers ikke kan se.

Spillet kontrolleres både med stylus og knapper (derfor min forkrampede hånd), og selvom DS’ens berøringsfølsomme skærm ikke er særlig præcis, sker det utroligt sjældent, at man rammer den forkerte blok med stylussen, også selv om den gemmer sig to lag inde i figuren, og man kun kan se et lille hjørne af den fra en skæv vinkel. Det er imponerende i en sådan grad, at man først tænker over det, når det en sjælden gang kikser. De har desuden tænkt på os venstrehåndede kegler, så man frit kan vælge, hvilken hånd man holder stylus i, og hvilken hånd, der betjener knapperne (som så enten er styrekrydset eller de fire knapper).

Men når det så kikser, og man rammer forkert, får man en lussing i form af en miss. Man kan lave op til fem fejl, før man er nødt til at starte forfra på opgaven – men laver man blot én, ryger en af de op til tre stjerner, man efterfølgende bliver belønnet med. Kutyme for disse spil er at lade spilleren lave de fejl, der skal til, men så længe man får dem rettet inden opgaven er løst, er det vand under broen. Det giver mulighed for at prøve ting af, og backtracke, hvis det viser sig at være forkert. Flere spil har endda en specifik modus til at eksperimentere med, så man kan prøve forskellige ting af i en opgave. Picross 3D tillader ikke den slags cerebrale øvelser og kvitterer meget kontant ved fejl.

Der ryger også en stjerne, hvis man ikke kan løse opgaven indenfor en tidsgrænse, og det er som at vifte en rød klud foran mine øjne. Jeg mener i bund og grund, at tidsgrænser er en svag spilmekanik og et udtryk for en mangel i designet. En let opgave kan blive frustrerende svær, hvis man kun har kort tid til at udføre den i, og det gør sig til en hvis grad også gældende i Picross 3D. Alle opgaver skal løses inden for et tidsrum på en halv time eller mere, og det er der ingen ben i. Men vil man have Good Time-stjernen, skal opgaven løses indenfor fem eller ti minutter, og det kan knibe – især i slutningen af spillet, hvor opgaverne sætter grubleren i maksimale omdrejninger.

Når man går i stå i en almindelig Picross (eller Sudoku, for den sags skyld), gælder det om at finde det ene tal, der låser hele molevitten op og bringer en frem til løsningen. Det samme gør sig gældende i Picross 3D, men til forskel fra den almindelige Picross kan man af gode grunde ikke overskue hele opgaven på én gang. Man sidder og vender, drejer og slicer figuren i ét væk, mens man leder efter den ene blok, der låser op for resten af løsningen. Og imens tikker sekunderne.

Vil man have den bedste oplevelse de første mange timer i selskab med Picross 3D, er man nødt til at lade stjerner være stjerner, og så bare løse opgaverne i sit eget tempo. Det piner sådan en som mig, der har max’et stjernerne på hvert eneste af de mange puzzle-spil i samlingen, men da jeg først slap den besættelse, blev spillet langt mere underholdende. Efterhånden som jeg blev bedre, gik jeg tilbage og løste de opagver, jeg tidligere ikke kunne nå inden for tidsgrænsen. Frustrationen blev vendt til an følelse af sejr, og jeg havde en mærkbar fornemmelse af at være blevet bedre.

Ligesom forgængeren byder Picross 3D på online-funktionaliteter. Man kan spille op til fem mod hinanden i samme lokale (men ikke længere over Internettet), og man kan designe sin egen figur og uploade den til puslefanatikerne i vennekredsen; enten via Nintendo WFC og det sædvanlige Friend Code-helvede, eller bare overføre den til en DS i nærheden. Som noget nyt kan man også indsende sine figurer til Nintendo, og de bedste kommer med i de gratis Puzzle Packs, der kom én om ugen i et helt år efter spillets release, med over 300 ekstra puslerier. Nintendo har dog efterfølgende lukket deres online-service for Nintendo DS, så nye spillere må undvære denne del af spillet.

Den skærm har jeg set i alt fire gange nu…

Den tredie dimension er en rigtig god idé, og den har resulteret i et helt nyt hovedbrudsspil, der for en gangs skyld ikke er løftet direkte fra avissiden og ind på DS’en. HAL Laboratory har kodet en af de bedste brugergrænseflader, jeg endnu har oplevet, og det er en ren fryd at hakke sig vej igennem pusleblokken ind til den lille figur i midten. Introduktionen af tidsgrænser og den hårde kurs overfor fejl gør, at spillet ikke er helt så hyggeligt, som så mange andre i genren, men kan man leve med ikke at skulle løse opgaverne til perfektion, før man er blevet rigtig god, kommer disse tiltag ikke i vejen for fornøjelsen.

Jeg har ejet spillet i fem år nu, og jeg spiller det stadig fra tid til anden. Der er fire save slots, og jeg har kan konstatere, at jeg nu har løst samtlige 350 opgaver til perfektion tre gange og er godt på vej i den fjerde og sidste save-slot. Jeg elsker spillet, men er bange for at finde kapslen frem fra gemmerne, for jeg ved at timerne bare sprøjter afsted, når jeg først er startet.

Picross 3D er et smukt stykke håndværk og det bedste spil i puzzle-genren i årevis. Jeg har spillet det til døde igennem de sidste fem år, og en bedre anbefaling kan vel ikke gives.

9 tanker om “Picross 3D

  • 2. september 2016 at 14:54
    Permalink

    Nintendo har lige annonceret Picross 3D Round 2 til Nintendo 3DS. Farvel, venner. Vi ses næste år.

    Svar
    • 3. september 2016 at 8:26
      Permalink

      … I USA. Det kommer først den 2. december i Europa. Fuckers.

      Til gengæld fik vi ovenfor anmeldte Nintendo DS-version udgivet på Virtual Console til en halvtredser, og da det jo er verdens bedste puzzler, anbefales det naturligvis ubetinget. Jeg er allerede i gang!

      Svar
      • 3. september 2016 at 10:32
        Permalink

        IOS-udgave nu! Når Ninty absolut skal lave spil til andre platforme, så er det her da en shoe-in.

        Svar
        • 3. september 2016 at 14:50
          Permalink

          Overhovedet ikke. Det fungerer kun med stylus og knapper. Der er blevet udgivet er par kloner på App-store, men de er elendige at spille netop på grund af den manglende kontrol over tingene.

          Svar
          • 4. september 2016 at 1:50
            Permalink

            Jeg har ret svært ved at forstå, hvorfor det ikke kunne virke på en iPad, men hvis du giver mig navnene på kopierne, så kan jeg jo teste selv 🙂

          • 4. september 2016 at 9:15
            Permalink

            Du skal bruge en finger/stylus til at dreje figuren rundt på skærmen. Så skal du bruge to knapper: én til at fjerne klodser, og én til at male klodser. Den relevante knap skal holdes nede samtidig med at du peger på den klods, du gerne vil fjerne/male. Det fungerer eminent på DS’en med stylus til at håndtere figuren og to knapper til at fjerne/male. Det er endda fuldt spilbart om man har stylus i venstre hånd (mig) eller højre hånd, da knapperne er aktive både på DS’ens knapper og styrekryds.

            Jeg prøvede en ved navn OH! Cube, som er et kinesisk total-ripoff på Picross 3D. Jeg kan ikke lige finde den i App-storen nu, så Nintendo har nok fået den fjernet. Tror jeg spillede tre-fire levels og smed det ad helvede til.

          • 5. september 2016 at 9:02
            Permalink

            Fik du aldrig købt en Wii U? Så kan du spille Picross 3D for en halvtredser.

          • 5. september 2016 at 11:04
            Permalink

            Min samlermani er gået lidt ned med denne sidste generation af konsoller. Har hverken X1 eller Wii U, og jeg forventer heller ikke at føje dem til samlingen. Jeg spiller på PS4 og en lillebitte smule på iPad, når de helt rigtige spil dukker op.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *