Super Mario Odyssey

6 out of 6 starsSuper Mario Odyssey

Super eller ej, så er Mario uden tvivl Nintendos vigtigste IP. Vi sidder nu med et spil, der kan ses som en efterfølger til Super Mario 64, et af de mest roste spil nogensinde. Det er bestemt ikke småting.

Super Mario Odyssey er det første nye Mario-spil til Nintendo Switch, og ligesom det var tilfældet med Zelda: Breath of the Wild tidligere på året, så har Nintendo ændret rigtig meget på den opskrift, de ellers har opnået gode resultater med de sidste mange år. Faktisk har Nintendo i rigtig høj grad gentaget, hvad de gjorde for Zelda-serien. Super Mario Odyssey går helt tilbage til det første Mario-spil, og måske endda helt tilbage til planlægningen af det første spil, og kigger på, hvad der gjorde det så sjovt. Super Mario Odyssey er på mange måder et rigtigt godt bud på, hvordan Super Mario Bros. ville se ud, hvis det var blevet udviklet i dag, men uden at glemme, at fans (som jeg selv) har mange virkelig gode minder fra de mellemliggende år.

Der er ingen svampe længere. De røde og hvide har tidligere været fraværende i de spil, hvor det ikke giver mening at Mario skulle ændre størrelse. De grønne svampe, der tidligere gav Mario ekstra liv, giver heller ikke mening længere, ligesom det heller ikke giver et ekstra liv og en sød lille lyd, når man samler 100 mønter ind. Mario har nemlig ikke liv længere. Når man på den ene eller anden måde dør, så bliver man trukket 10 mønter, hvis man da overhovedet har 10 mønter. Det er en kraftig devaluering af menneskeliv, men det er langt mere i trit med, hvordan spil fungerer i dag. Der er ingen risiko for at miste det hele. Det giver langt mere en fornemmelse af, at vi er her for at hygge.

Historien er der dog ikke sket meget med. Ikke overraskende er Bowser endnu en gang stukket af med prinsesse Peach, og endnu en gang smider Mario alt, hvad han har i hænderne, for at komme hende til undsætning. Undervejs kommer Mario igennem lidt over et dusin varierede verdener, der alligevel næsten alle virker bekendte. Der er en sne-verden, en vand-verden, en verden med ild og lava, en verden med kæmpe madvarer, og videre i den stil. Denne gang får Mario hjælp af en talende hat ved navn Cappy, der kan skifte form og lade Mario overtage udvalgte fjenders kroppe. Hvis det alt sammen lyder lidt mærkeligt, så skal man lige huske på, at Mario tidligere har fået evnen til at flyve med en vaskebjørns hale, som vokser ud af Mario, når han rører ved en brun fjer. Odyssey fortsætter en stolt tradition med at blæse på realismen og fokusere på det sjove.

Hvor man førhen har ledt efter stjerner, leder man i Super Mario Odyssey efter måner, eller mere specifikt ”power moons”, der lader Mario komme videre på sin færd. Historiemæssigt bliver det forklaret med, at den store flyvende hat, som Mario bevæger sig rundt i (og som også hedder Odyssey), skal bruge månerne som brændstof. Super Mario Odyssey er ikke som sådan ”open world”, men mere ”open areas”. Næsten alle af spillets verdener har et eller flere åbne områder, som Mario frit kan vandre rundt i og udforske for at finde måner eller andet godt, men der er også mere lukkede områder, der samtidig er mindre, fordi der så på den måde er lagt op til en speciel form for udfordring for Mario. Eksempelvis kan der være et rum, hvor der bliver lagt op til, at Mario skal overtage en frøs krop, og derefter hoppe meget præcist hen over nogle bittesmå øer, der ligger i skadelig væske af en art. For enden af ruten bliver Mario belønnet med en måne, men i næsten alle disse små afstikkere ligger der mindst to, hvis man holder øjnene åbne og er tilpas nysgerrig.

Visuelt er Super Mario Odyssey en fornøjelse. Nintendos Switch er ikke en maskine, der er designet til at trække det tungeste læs rent grafisk, men Nintendo demonstrerer igen og igen, at det er muligt at lave smukke, farverige omgivelser, uden det behøver køre i skyhøje opløsninger og være badet i alverdens lyseffekter. Mario ser selv mere skarp ud end nogensinde før, og omgivelserne er ligeledes på samme høje niveau, som Marios omgivelser næsten altid ligger på. Noget, jeg gerne vil fremhæve, er variationen i de forskellige verdener, Mario besøger. Der er de sædvanlige travere, med en ørken, is, vand og så videre, men Nintendo har været mere eventyrlystne denne gang, og har lavet enkelte mere mørke og mere realistiske områder.

 

Jeg vil gerne undgå at afsløre for meget her, men et af områderne – Metro Kingdom – har været fremvist i rigtig meget promomateriale længe før spillets udgivelse, så det ødelægger forhåbentligt ikke ret meget. I Metro Kingdom kommer Mario til New Donk City, der indeholder flere referencer til første gang, verden mødte Mario, nemlig spillet Donkey Kong. I New Donk City er det eksempelvis Pauline, som Mario skulle redde i Donkey Kong, der er borgmester. Når Mario først ankommer til Metro Kingdom er der mørkt og vådt, med regn af en anden verden, men efter kort tids spil bliver der atter solskin og varme farver.

En anden verden tidligt i spillet er egentlig en ørkenverden, men spillet får uden de store armbevægelser formidlet, at der er meget, meget koldt i den verden. Igen kan Mario ret hurtigt få løst indbyggernes problem og gjort alle glade, men det giver en høj grad af dynamik til flere af spillets områder. Den dynamik oplever man også, når flere af spillets verdener starter med at være en smule tomme, men efter man har udforsket et kort stykke tid, så kommer der flere indbyggere, flere detaljer og, frem for alt, mere liv. Det skal også nævnes, at som kontrast til de mere farvestrålende verdener, som alle nok havde forventet i spillet, så er der måske 2-3 verdener, der er så mørke, at de næsten er i sort/hvid. Selv en stor fan af Marios eventyr, som jeg selv, har set flere uventede ting i Super Mario Odyssey. Jeg vil også gerne indrømme, at jeg lige skulle vænne mig lidt til de mere mørke lokationer.

Hvor jeg hurtigt vænnede mig til spillets mere uvante omgivelser, så er jeg efter små 40 timer endnu ikke helt blevet glad for spillets styring. Eller det er egentlig kun delvist sandt, for Nintendo har valgt at beholde de grundliggende kontroller fra Super Mario 64, og de fungerer rigtig godt. Siden dengang er der sket en del ting, eksempelvis har de fleste controllere i dag to thumbsticks, så i Super Mario Odyssey kan man styre kameraet med den højre styrepind – hvis man da ikke lige er et af de mange steder i spillet, hvor kameraet er låst fast. Kamerastyringen fungerer egentlig også for mig, selvom jeg enkelte gange har ønsket mig at jeg havde en ekstra hånd, så jeg kunne flytte på kameraet, imens jeg præcisionshoppede med Mario. Der, hvor filmen knækker, er med de såkaldte waggle controls, altså hvor man som spiller skal vippe frem og tilbage med controlleren for at opnå noget, der lige så vel kunne være opnået med et knaptryk.

Misforstå mig ikke – det er kompetent lavet. Nintendo ved udmærket godt, hvordan den slags skal skrues sammen, og de har også for det meste koblet de bevægelsesfølsomme kommandoer sammen med angreb og bevægelser, man enten bruger meget sjældent, eller som man sagtens kan undgå at bruge. Der er lige en enkelt undtagelse, hvor Mario kaster hatten rundt i en cirkel om sig, som tit er et meget anvendeligt angreb. Ellers er det gerne “ryst med controlleren for at klatre hurtigere” eller “giv et lille spjæt med controlleren for at få den her frø til at hoppe en lille smule højere”. I spillets menu får man muligheden for at slukke for motion controls, men det løser ikke problemet, og jeg gætter på, at det nok heller ikke bliver løst med en patch, for det virker som et meget bevidst valg. I alle tilfælde, var jeg ærligt talt gerne fri for waggle controls.

Jeg har spillet med Pro controlleren, og den har for det meste fungeret rigtig godt. Der er små videoer rundt omkring, der viser, hvordan man skal bevæge de to joy-cons for at gøre de forskellige ting. Det virker på den måde meget tydeligt, at spillet fra udviklernes side er beregnet til at blive spillet enten på et TV eller med skærmen på et bord, hvor spilleren så har en joy-con i hver hånd. TV’et fungerer bedst for mig, men jeg har også prøvet den indbyggede skærm i Switch’en, og det fungerer også fint. Jeg mærkede ingen større forskel i performance, men jeg kan ikke udelukke, at der var en. Spillet giver også mulighed for, at to spillere kan spille sammen, hvor den ene spiller er Mario, og den anden spiller er Cappy. Det virker lidt som en gimmick, lidt på samme måde, som Super Mario Galaxy havde den såkaldte “wife mode”, hvor spiller 2 kunne samle ting op ved at pege på dem, mens den første spiller egentlig var den eneste, der havde reel indflydelse på spillets gang.

Super Mario Odyssey er et af meget få spil, der, selv efter tre ugers dagligt spil, stadig kan overraske mig. De små detaljer er ganske enkelt overvældende, og det hele virker poleret og finpudset på den måde, Nintendo mestrer, og hvor det bare giver indtryk af, at alle udviklere, designere og kunstnere har elsket deres arbejde. Jeg kunne nok blive ved med at skrive om oplevelserne, jeg har haft. Om det så er de mange ekstra udfordringer, der dukker op, når man gennemfører spillet, eller om det er de mange steder, hvor Mario bliver todimensionel og bevæger sig rundt som en del af en murs overflade (i stedet for foran den), eller om det er når man tager kontrol af de fjender, man har spillet IMOD de sidste tre årtier, for så at bruge deres evner til at løse en gåde. Spillet er fantastisk, og der er ALT for mange guldkorn i det til, at jeg kan dække det hele her. Har du en Switch, bør du ganske enkelt også have Super Mario Odyssey.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.