Blade of the Immortal

I det feudale Japan kæmper en række fægteskoler om at blive den bedste. En af dem tager tingene lidt ud af en tangent og begynder at nedkæmpe alle de andre skoler. Således også den skole, som Rins far bestyrer.

Det var en fejl. Selvom Rin kun er noget i retning af 12 år, sværger hun at hævne sin far (og mor, som er blevet bortført, voldtaget og vistnok også gjort til et spøgelse), og så er det jo heldigt at en mystisk gammel dame peger hende i retning af en sværdkæmper, der ikke kan dø.

Manji, som han hedder, har tidligere påtaget sig at beskytte en ung pige ved navn Machi. Hun døde, og Manji blev næsten slået ihjel, hvorefter en mystisk gammel dame hældte nogle blodorme ind i hans krop, som gør ham udødelig. Han hader alle mennesker og bor i en forfalden træhytte ude i skoven, men da Rin ligner Machi på en prik, sikkert fordi det er samme skuespiller, kan Manji alligevel ikke rigtig lade være med at passe på hende.

Dernæst halvanden times sværdkampe med dødstal omkring de tusind, hvor primært Manji slagter alt omkring sig, indtil den endelige bosskamp.

Efter at have set en halv time af filmen, bliver det rimeligt klart, at Blade of the Immortal er en filmatisering af en manga, af den type, hvor de bare slås og slås og slås og slås lidt mere. Bleach, Dragon Ball og den slags. Blade of the Immortal blev udgivet i 31 bind over næsten 20 år, og der er sikkert masser af subtile detaljer, der har gjort den værd at læse.

De har ikke klaret transitionen til lærredet særlig godt. Filmen er naturligvis afsindig flot, og hvis man ynder at se smuk japansk natur og arkitektur iklædt litervis af blod, er der rig mulighed for det her.

Til gengæld bliver man pænt skuffet, hvis man forventer et persongalleri, man kan relatere til og som vokser igennem handlingen og interaktionerne med hinanden. Manji starter som en vred mand med mange sværd, og slutter på præcis samme måde. Rin er enormt sød, men desværre forlanger manuskriptet, at hun skriger sig igennem næsten alle sine replikker på en måde, der uværgeligt fik mig til at famle efter volumenknappen, når hun dukkede op på skærmen.

Det er ikke fordi det skorter på berømtheder. Manji spilles af Takuya Kimura, som nok er en af de mest feterede skuespillere i Japan. Han blev kendt som sanger i det populære boy-band SMAP, og da den kønne dreng også kunne sige replikker, gik karrieren hurtigt videre til tv, hvor han har spillet hovedrollen i ikke mindre end 35 tv-serier. Film har han også under bæltet, selvom vi i vesten nok kun kender ham som stemmen bag Howl i Howl’s Moving Castle. Det er tydeligt, at han har meget at byde på, men han får desværre ikke lov til at være ret meget mere end skide sur i Blade of the Immortal. I birollerne som lederne af de forskellige kampskoler ses en del legendariske skuespillere, men de er kun med i kort tid, og får ikke rigtig lov til at sætte deres præg på handlingen.

Kampene er naturligvis flotte og velkoreograferede, da det jo er Takashi Miike, der sidder i instruktørstolen (det her er faktisk hans film nr. 100). Men de er aldrig specielt spændende, da man jo ligesom kender udfaldet, når én af parterne er udødelig. Hvis man ser Blade of the Immortal som en slags superhelte-film i det feudale Japan, bliver man i hvert fald godt underholdt. Man skal dog ikke forvente andet end blod, skrig og stål.

2 tanker om “Blade of the Immortal

  • 5. marts 2018 at 20:28
    Permalink

    “Man skal dog ikke forvente andet end blod, skrig og stål.”

    Lyder som noget for mig. Kill Bill med mere blod og mindre snak.

    Svar
  • 5. marts 2018 at 22:11
    Permalink

    Og ingen Uma Thurman, hvilket er der største plus. Men ja, jeg tror filmen vil falde i din smag. Man bliver dog lidt træt af de mange kampe undervejs, og de over to timers spilletid er lige i overkanten for hvad der basalt set bare er en actionfilm.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *