The Expanse

200 år ude i fremtiden er Mars koloniseret og godt på vej i sin århundredelange omdannelse til en Jordlignende planet. Selvstændigheden er erklæret, men behovet for ressourcer og teknologier tvinger Jorden og Mars til i hvert fald at handle med hinanden, selvom det foregår med sammenbidte tænder.

Så kommer Epstein-motoren, der giver massive forbedringer i forhold til eksisterende raket-teknologier, og gør mennesket i stand til at sprede sig længere ud i solsystemet. Nogle af de større sten i Asteroidebæltet som Ceres og Eros koloniseres, og det samme sker for nogle af Jupiters større måner. Bæltet kan levere råmaterialer, men er afhængig af teknologi fra Jorden og Mars. Og allesammen hader hinanden.

Sådan er scenen sat i The Expanse, som jeg først opdagede som en tv-serie på Netflix. Jeg så første sæson og var lidt ligeglad, og kom aldrig i gang med anden sæson. Den fængede ikke; for meget uforståelig snak og for lidt handling.

Senere begyndte jeg at læse bøgerne, og alt ændrede sig. Bøgerne, som der er udgivet syv af indtil videre, med to mere i støbeskeen, er virkelig gode; i hvert fald de to første. Den første bog, Leviathan Wakes, har to hovedpersoner – rumkaptajnen Holden og detektiven Miller – som skiftes til at være hovedpersonen i hvert kapitel.

På overfladen sker der en masse spændende ting, som alt sammen udspringer af et underligt uheld på et rumskib langt ude i midten af ingenting. Holden og hans besætning svarer på nødkaldet, og inden længe ser de ud til at være midt i starten af en orkestreret krig mellem Mars og Bæltet, hvor Jorden trækker i strengene.

Holden og hans besætning af samspilsramte rand-eksistenser kommer fra alle tre dele af den store konflikt, og gennem dem og deres samtaler og handlinger, lærer vi stille og roligt om, hvordan alt det her skidt egentlig hænger sammen, og hvorfor det hele er blevet som det er. Der er ingen lange forelæsninger; det er bare små detaljer, der males i baggrunden, mens der sker et eller andet vildt rum-action-agtigt i forgrunden af historien.

Det er virkelig godt skrevet af forfatterparret, der skjuler sig bag pseudonymet James S. A. Corey, og første bogs 561 sider blæste jeg igennem på få dage. Serien startede i hovedet på Ty Franck, den ene forfatter, som en idé til et MMO. Det blev ikke til noget, men idéen blev ved med at vokse, og Ty var i gang med at udvikle et brætspil omkring den, da Daniel Abraham mente, at idéen efterhånden var så stor og dyb, at der kunne laves en bog ud af den.

Det gjorde de så; Franck skrev Holdens kapitler og Abraham skrev Millers. Leviathan Wakes blev udgivet i 2011 og blev fuldt fortjent nomineret til både Hugo- og Nebula-priser.

Leviathan Wakes anbefales ubetinget. Det er rum-opera iklædt masser af action og en skide god detektiv-noir-fortælling med en hovedperson, der er langt bedre skrevet, end man tør forvente. Det er længe siden, jeg har været så grebet af en fortælling.

Bind to, Caliban’s War, er jeg lidt mere lunken overfor. Fortællingen er stadig god, men der dvæles for meget ved beskrivelse af karakterernes indre følelser, hvilket ingen af forfatterne er specielt gode til. Det er ærgerligt, når især detektiven Miller gjorde det så godt i bind et: Man vidste præcis, hvordan han havde det, uden at det skulle forklares. Det virker som om det første bind er redigeret meget stramt, mens tøjlerne er sluppet i andet bind efter succesen var i hus.

Efter at have læst bøgerne, fik jeg mod på at give mig i kast med tv-serien igen. Selvom den ikke er stor kunst, er den langt mere fornøjelig, når man forstår, hvad det er de prøver at vise på skærmen.

Den følger faktisk handlingen i bøgerne rigtig godt. Der er to sæsoner ude, med en tredie annonceret til april, og de når næsten at dække de to første bøger. De fleste scener og handlinger er løftet direkte fra siderne, mens andre er skrevet om i mere eller mindre grad, men på en måde, så de opnår bogens effekt på en bedre eller kortere måde. Handlingsmæssigt er der derfor intet at udsætte på tv-serien.

Informationsstrømmen er tæt som bare fanden, og det er nok grunden til, at jeg gav op i første omgang. Hvis man ikke lynhurtigt får styr på OPA, UNN, MCRA, Belters, Inners, Ceres, Eros, Phoebe og mange andre termer og steder, så er man komplet fortabt på meget kort tid, og sidder egentlig kun og venter på at nogen skyder på noget.

Her bliver man skuffet, for selvom bøgerne er fyldt med action, er der ikke ret meget af det i serien, sikkert grundet et stramt budget. Det er muligvis også derfor rumstationer og ditto skibe ikke er specielt overbevisende set indefra. Neonfarver og stål transporterer ikke min fantasi 200 år frem og ud i asteroidebæltet. Den mest vellykkede effekt i min optik er Bælte-sproget, som minder om en blanding af sydafrikansk og spansk og er mere eller mindre uforståeligt. Dét transporterer mig frem og ud. Beltalowda!

Men mangelfulde kulisser skurrer ikke så meget, når man har læst bogen, for så bliver baggrundene netop baggrund, og man koncentrerer sig i stedet om handlingen, som man nu kan følge med i. Her dukker tv-seriens største problem op: Skuespillerne. Bøgernes personer er skrevet virkeligt godt, og man får en god fornemmelse af deres dybde og personlighed. Bortset fra enkelte afstikkere – især Thomas Jane gør det fremragende som detektiv Miller – er skuespillerne for unge til at udvise den tyngde og livserfaring, som karaktererne i bøgerne har.

Ikke for at træde i det, men at en rumkaptajn med ballade i bagagen skal spilles af en ung sanger og model (Steven Strait som James Holden) er næsten lige så åndssvagt som en Bælter med ballade i bagagen skal spilles af en ung sanger og model (Dominique Tipper som Naomi Nagata). Jeg kan kun understrege, at karaktererne er ufatteligt meget bedre i bøgerne.

Det er ikke normalt at anmelde en bog- og tv-serie i samme tekst og slutteligt komme med en samlet anbefaling, men for mit vedkommende er tv-serien enten kedelig eller god, afhængigt af, om bøgerne er læst først. Derfor er min anbefaling at starte med at læse Leviathan Wakes Det er en latterligt godt skrevet rum-opera, der holder læseren fængslet fra start til slut, og anbefales ubetinget til alle, der holder bare lidt af science fiction. Når den er læst, kan man godt starte på tv-serien, men jeg vil alligevel anbefale at læse bind to, Caliban’s War, først, da det først er her det politiske spil og karakterer introduceres i bøgerne, men den side af historien er mixet ind helt fra starten af tv-serien. Caliban’s War er ikke så god som Leviathan Wakes, men det er der ikke meget, der er. Når de to er læst, så er det tid til at fyre op for Netflix og se de to første sæsoner af The Expanse, som gør sit bedste for at smække bøgerne op på skærmen med et begrænset budget og middelmådige skuespillere. Skal der stjerner på tingene, må det se sådan her ud:

Leviathan Wakes

Caliban’s War

The Expanse tv-serie

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.