Soul Calibur VI


Hvis du er fan af kampsystemet i Soul Calibur-serien, og vil spille på sofaen mod en ven eller spillets AI, kan du standse med at læse her og købe spillet med det samme. Som et traditionelt kampspil er Soul Calibur VI nemlig så godt, som serien nogensinde har været. Hurtig, flydende action med næsten 150 forskellige våben og et nuanceret men lettilgængeligt kampsystem er grund nok til at vende tilbage til spillet igen og igen i den traditionelle arcade-mode. Denne gang er serien gået tilbage til starten rent tidsmæssigt, og det betyder, at mange af de oprindelige kæmpere er med igen i stedet for de efterfølgere, der har afløst dem over årene. Derudover er der en gæsteoptræden fra en anden spilserie og enkelte nye kæmpere.

Der er dog også andet at komme efter, og her er fornøjelsen mere blandet. Den bedste del af resten kommer i form af Chronicle of Souls, hvor man primært følger Kilik på hans rejse, der bliver vist som en tidslinje. Alle de andre kæmpere har dog også en egen historie, som kan spilles separat, og de falder ind på andre punkter i tidslinjen og giver små sidehistorier, som supplerer hovedhistorien fra et andet perspektiv. Det er faktisk lidt genialt. Det er bare synd, at historien kun er middel-interessant, og den bliver primært fortalt med still-billeder af forskellig – og af og til dårligt sammenhængende – art. Samtidig er en stor del af dialogen kikset, men uden at blive så kikset, at det i sig selv er underholdende. I hvert fald for det meste. Jeg fik helt ondt af de stemmeskuespillere, som skulle prøve at levere overbevisende udgaver af replikker, der ville passe bedre til hypermoraliserende 80’er-børne-tv. Jeg fulgte dog troligt historien til ende, og de større dramaturgiske nedslag er sådan set fint nok tænkt. Det er bare synd, at udførelsen er suboptimal.

Chronicle of Souls er dog langt at foretrække i forhold til Libra of Soul, som til gengæld er den mest udbyggede del af spillet. Her laver man sin egen kæmper, som så i både bogstavelig og metaforisk forstand kæmper sig gennem et RPG-inspireret brætspil med en kedelig historie og horrible load-tider – selv på Xbox One X, men også slem på Xbox One S. Efter et par timer gik jeg over til at skippe al dialog, fordi den var endnu ringere end i Chronicle of Souls, og det var slemt nok at vente i halve og hele minutter på at billeder og tekst blev læst ind, når det nu skete hele tiden. Hvis det hele havde kørt flydende uden afbrydelser, ville jeg nok stadig have sprunget replikkerne over, men til gengæld ville jeg i højere grad synes, at brætspillet ville være tiden værd. Man kan nemlig frit hoppe rundt, tage quests, hyre hjælpere, få og opgradere våben og forbedre byerne. Man kan også købe forskellige former for mad, som kan være vigtige at have med, hvis man tager på quests, for her risikerer man ellers at blive “slået hjem” til startpunktet og miste de penge, man har brugt på at tage afsted på missionen, og prisen afhænger af afstanden til samme. Hvis man hyrer en lejesoldat til en mission, kan man sætte dem ind som erstatning for sig selv, hvorefter lejesoldaten kæmper til den løber tør for energi. Derefter tager man selv over og kæmper mod de resterende fjender/de sidste runder af kampen. Hvis Bandai-Namco formår at forbedre performance, vil jeg vende tilbage til Chronicle of Souls, men i dens nuværende tilstand er det simpelthen ikke værd at spilde sin dyrebare tid på.

10-28-2018_4-58-06_PM 10-28-2018_4-58-07_PM 10-28-2018_4-58-08_PM 10-28-2018_4-58-09_PM 10-28-2018_4-58-10_PM 10-28-2018_4-58-11_PM
<
>

Onlinedelen ville jeg ønske, jeg kunne sige noget pænt om, men jeg er kun kommet så langt som at kigge på andres kampe. Det er stadig ikke lykkedes mig at komme ind i en kamp, selv om jeg har ventet i en lobby med andre ledige spillere, som jeg lige så godt kunne have spillet mod i stedet for at se på andres kampe med. Når jeg selv oprettede spil, fik jeg ingen modstandere i min lobby, og man kan ikke søge efter en simpel versus-kamp, fordi søgefiltrene ikke giver mulighed for at justere de mest relevante parametre. Forhåbentlig er det noget, som bliver rettet op på kort tid efter udgivelsen. Siden mit netværk er konfigureret til at forbinde så smertefrit som muligt og ikke har problemer i andre spil, virker det som om, problemet ligger på server-siden.

På trods af den overvældende mængde negative punkter ovenfor, er Soul Calibur VI imidlertid stadig fantastisk underholdning, som jeg vil vende tilbage til igen og igen, for kerne-gameplayet er i absolut topklasse, og historisk er det også den del, der har holdt min interesse over årene i forgængerne i serien. Grafisk er spillet naturligvis opdateret til lejligheden, og selv om det ikke er helt så imponerende at se på som for eksempel det seneste Mortal Kombat, holder det stilen fra serien, og det er på ingen måde et grimt spil, selv om nogle af de kvindelige kæmpere har nogle kiksede dimensioner og en bevægelighed af bryster, der næsten kunne gøre sig i et af de senere Dead or Alive-spil. Tiden er løbet fra den slags. På den mere positive side er der også flere af kæmperne, der har varianter af deres kostumer, så de ændrer sig, når de tager skade. Samtidig er der rig lejlighed for at lege med at lave sine egne kæmpere, hvor man denne gang har fået mere frihed end tidligere, hvilket øjeblikkeligt resulterede i tusindevis af Voldo-inspirerede karakterer med gigantiske tegneseriepeniser i online-videoer.

Musikken lever heldigvis op til seriens sædvanlige høje standard med bombastisk, symfonisk musik, som har fulgt serien siden dens spæde start på Sonys første PlayStation. Styringen er også stadig simpel – i hvert fald set i forhold til konkurrerende serier. Der er fortsat to knapper til henholdsvis vertikale og horisontale angreb med våben, en knap til spark og en knap til forsvar. Derudover er der en række kombinationer, som til dels er dækket ind via de fire knapper på bagsiden af controlleren, så nybegyndere ret hurtigt kan følge med på de vigtigste punkter uden at have lært fingerballetten med højre hånd. Det er klart at foretrække at spille med en arcade stick, men den er ikke nødvendig for at klare sig fornuftigt.

Som i nogle af de foregående spil findes der en Soul Charge-mekanik, som giver ekstra kraftige angreb i en kort periode. Man skal dog først sørge for at skabe en åbning hos modstanderen, da den ellers kan blokeres. Soul Charge har eksisteret i serien siden Soul Calibur 2, men den praktiske udformning og effekt har ændret sig en del i tidens løb. Critical Edge vender også tilbage i uændret form. Hvis man lander det første slag med Critial Edge, udløser man en række efterfølgende slag, som alle kommer til at ramme, og hvis man er døden nær, når man udløser den, så gør den større skade end sædvanlig.

Reversal Edge er en ny tilføjelse i Soul Calibur VI, og selv om det sikkert vil dele vandene, synes jeg, at den fungerer godt. Når man udløser Reversal Edge, trækker begge kæmpere sig et par skridt tilbage, og efterfølgende vælger hver især en angrebsform, som så bliver udført ud fra et sten-saks-papir-lignedne regelsæt. Det er dog lidt mere nuanceret end som så, idet man også kan undvige og parrere, men I bund og grund giver den en kort pause, hvor man kan samle tankerne, mens man planlægger næste træk. En anden fordele ved Reversal Edge er, at man ved at holde knappen inde, før man udløser teknikken, midlertidigt blokerer angreb i alle planer. For nybegyndere giver det også en chance for at være på lige fod med mere erfarne spillere, uden det bliver helt ødelæggende for spillets balance som helhed. Eksperter i serien kan til gengæld glæde sig over Lethal Hits, som kun kan udføres under særlige omstændigheder og på mere komplekse måder. De åbner for at lave endnu kraftigere kombinationer af angreb samt slår fjenden tilbage.

Som en fornøjelig bonus er Geralt fra Witcher-serien med i Soul Calibur VI, og det er lykkedes at integrere ham ret godt i spillet. Kender man Witcher, ved man, at en del af kampsystemet inkluderer magi, og det er implementeret, så det er en del af de ovenstående teknikker – komplet med de såkaldte sigils, der dukker op under udførelse af magi. Hans historie er også ganske sjovt fundet på, og han er sit sædvanlige gnavne selv under cut-scenes, som får et dejligt absurd skær i hans nærvær. Han er med andre ord et uventet stort lyspunkt, og jeg er spændt på, om der dukker flere gæster op i DLC-form. Der er to andre, nye kæmpere med. Den ene udmærker sig mest ved sit fjollede navn, Grøh, og hans klap for øjet, mens den anden nøjes med at hedde Azwel og ligne Kejser Ming.

Er man helt nybegynder, er der en basal introduktion, men for at finde ud af alle nuancerne, må man grave i den dokumentation, som findes i menusystemet – vel at mærke som sammenhængende tekst og ikke bare knapkombinationer. Samme sted finder man også den næsten-obligatoriske samling af musik, skitser og andet godt, som fans formentlig vil synes er sjovt.

Nedenfor kan du se et par minutter af kampsystemet i aktion taget fra henholdsvis Xbox One X og Xbox One S. Af hensyn til YouTube-hysteri er det dog ikke den originale musik, du kan høre.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.