The Witcher 3: Wild Hunt
The Witcher 3: The Wild Hunt er et stort, komplekst og særdeles omfattende spil. Det er afslutningen på en trilogi af rollespil skabt af den polske spiludvikler CD Projekt RED, og på den baggrund har min tilgang til fortælling om Geralt of Rivia været en smule hæmmet. Jeg har ikke rørt det første spil i serien og stort set ikke The Witcher 2: Assassins of Kings. Men jeg kan mærke, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan. Denne anmeledelse vil derfor tage udgangspunkt i, at der sidder spillere der, som jeg, ikke har rørt forgængerne, men af en eller anden årsag har fattet interesse for dette spil. Derfor har jeg heller ikke rørt hovedhistorien i spillet særlig meget. Ikke fordi, den er dårlig, men fordi den først og fremmest henvender sig til de, der faktisk har været med hele vejen.Det har CD Projekt RED ikke forsøgt at rette op på med en masse fortællemæssige krumspring, og du vil derfor opleve at støde ind i personer, spillets hovedperson åbenlyst har mødt før, uden at du har en jordisk chance for at vide, hvem de er. Men samtlige personer, der spiller en rolle i historien, har et opslag i spillets leksikon, og hovedhistorien ér ganske spændende. Jeg har bare ikke lyst til at gennemføre den. Dertil er The Witcher 3 slet og ret for sjovt. Det er på mange måder et af de mest fascinerende spil, jeg har spillet i meget, meget lang tid, især fordi der er så meget sjovt at lave for en som mig, der startede spillet op uden helt at have styr på, hvad der var gået forud for den handling, der driver spillets hovedhistorie.
Den største og varmeste anbefaling, jeg vil give spillet, er netop baseret på det faktum, at det er spændende og interessant, selvom det foregår i et univers, hvor der inden spillets start er sket en masse ting. Geralt har selv været mere eller mindre direkte ophavsmand til en del af disse handlinger, men du kan altså ignorere den overordnede rammefortælling og i stedet dykke ned i spillets mange sidehistorier. Disse historier fungerer alle i et eller andet omfang som små, velskrevne fortællinger. Selvfølgelig er de baseret på et rollespils virkemidler, men du bliver ikke sendt på urtejagt for en klog kone, hver gang du kommer til et nyt område. De små historier har det generelt med at vokse sig store og strække sig over flere timer, og samtlige fortællinger er akkompagneret af velskrevet manuskript og solidt stemmeskuespil. Du får svært ved ikke at blive suget ind i universet og bare nyde det at gå på opdagelse i den gigantiske verden, der ligger for dine fødder.
Udforskning, der kommer helt af sig selv
Spillet er i den forbindelse et rollespil i en åben verden. Selvom Geralt er en garvet mand med en lang fortid, starter spilleren selvfølgelig på level 1. Herefter kan du stige i level, lære nye evner, finde nyt legetøj og generelt opleve, hvordan helten bliver stærkere og stærkere, mens han gradvist støder mod mere standhaftige modstandere. Geralt selv er en såkaldt “witcher,” der basalt set er en monsterjæger i et univers, hvor monstre til tider er særdeles svære at slå ihjel. Mange af spillets sidemissioner handler om, at Geralt bliver bedt om at opspore og tage livet af et monster, der gør livet usikkert for lokalbefolkningen.
På din vej gennem spillet støder du på et væld af opgaver af forskellig karakter, og du har selv muligheden for at slås med næverne, dine to sværd (et af sølv, til monstrene og et af stål, til alt det andet), kaste med forskellige former for magi og meget andet. Spillets kampsystem kræver, at du lærer forskellige former for modstandere at kende, hvis du vil vinde over dem på den måde, udvikleren har tænkt sig. Du kan kreere bomber og særlige olier til dit sværd, der kan give dig visse fordele, men på spillets lavere sværhedsgrader kan du også hakke løs, til hovedet er hugget helt af. Det er op til dig, hvordan du går til spillets kampsystem, men jeg har selv haft det virkelig sjovt med at lære, hvordan du både kan træde til siden på det helt rigtige tidspunkt for at angribe en fjende i ryggen, parere et angreb fra en mand med en økse og efterfølgende gå i flæsket på ham og på andre måder udnytte de forskellige taktiske muligheder, du får adgang til gennem spillet.
Selvom spillets verdenskort vitterligt bliver fyldt med lysende spørgsmålstegn, hovedopgaver og sidemissioner og meget andet, føler jeg mig ikke overvældet af ting at give mig til. Du kan langt hen ad vejen selv bestemme, hvilket tempo du vil opdage spillets univers i, og der gik for mit vedkommende 20 timer, før jeg nåede til spillets største by. Jeg kunne have fået adgang til den længe før, men der er så meget at give sig til, at lysten ikke opstod. Og da jeg først fik lyst til at besøge en af spillets byer, der viste sig at være lukket af for nye tilflyttere, var der selvfølgelig mere end én spændende vej indenfor.
Pænt og flot – men ikke alle er lige glade
Spillet er derudover udgivet til både PC, Xbox One og PlayStation 4, og hvor Thomas Würgler har spillet konsolversionen for at kunne komme med indspark om den tekniske side af sagen der, har jeg selv spillet spillet på PC. Nu, vi har sammenlignet noter, kan vi også konstatere, at der er forskellige opfattelser på de to platforme.
Om grafikken siger Thomas således:
På det grafiske områder er der meget lidt at sætte en finger på. Opdateringshastigheden kan ganske vist en sjælden gang falde fra de normale 30 billeder i sekundet til 20, men langt størstedelen af spillet kører den fulde hastighed. Begge hastigheder er med v-sync låst, så man aldrig oplever halve billeder eller ujævne opdateringer. På PlayStation 4 er opløsningen fulde 1920*1080 og med langt de fleste effekter fra PC-udgaven slået til – dog undtagen NVIDIA Hairworks, men håret er sådan set både flot og dynamisk at se på allerede.
Dertil vil jeg (Peter) sige, at min PC-udgave kører mere eller mindre stabilt med 60 billedet i sekundet. Jeg gætter på, at mine grafiske indstillinger er noget højere sat, end det konsoludgaverne kan levere, men min maskine er på den anden side også nyere og dyrere, så det giver jo fin mening. Derfor er det også synd, at jeg har døjet med massiv popin i stort set samtlige timers selskab med spillet. Mennesker og dyr dukker op få meter forude, og udover det er spillet gået dødt og hoppet ud på mit skrivebord mere end én gang.
Spillets musik er heller ikke dynamisk. Du kan skrue op og ned for det, men det fader ikke ind og ud. Så enten nyder du den fantastisk troværdige lydside, eller også sovser du det ind i strygere. Mine grafiske kvaler udspringer muligvis af, at jeg ikke har fået optimeret spillet korrekt til min maskine. (Der blandt andet indeholder; I5-4690k, GTX9770 og 8GB DDR3 ram) Men jeg har jo muligheden for det. Vil du helst slippe for den slags, eller ejer du kun en konsol, er der til gengæld positive ting at sige derom fra Thomas‘ side:
Animationen er imponerende flot og flydende. Specielt set i forhold til andre store RPGer med åbne verdener, men den er også imponerende på egen hånd. Der kan dog stadig opstå sære situationer. En enkelt gang stod min trofaste ganger Roach på forben, mens jeg udforskede nærområdet, hvilket unægteligt så en smule specielt ud. Taget i betragtning hvor langt man kan se, er det også imponerende, at man så godt som aldrig ser pop-in. Selv når man galopperer på hesteryg, går indlæsningen strygende. Det tager ikke lang tid at indlæse spillet første gang, og efterfølgende er der ingen load-tider. Samlet set er der over to separate save games spillet omkring 60 timer her i hytten, og spillet er indtil videre kun crashet én gang på PlayStation 4, hvilket også er i den acceptable ende.
Det skal her også understreges fra min (Peters) side, at mine kritikpunkter af spillets grafiske side ikke skal veje alt for tungt i sidste ende. I stedet vil jeg minde om, at vi har at gøre med et spil, der formår at fange helt nye spillere ind og med sine sidemissioner og andre ekstra aktiviteter alene kan holde dig fanget i virkelig mange timer. Jeg har quests liggende, spillet anbefaler mig at starte, når jeg har fordoblet mit level-tal. Jeg har ødelagt mine muligheder hos lokale handelsfolk ved at dumme mig i en mission og pisset en mindre by af i en anden mission ved at udføre det, jeg troede, var dagens gode gerning.
The Witcher 3 er på den måde et spil, der forhåbentligt sætter en ny standard for, hvordan missioner i rollespil skal skrues sammen. Mere end én gang har jeg påtaget mig en opgave og haft nogle specifikke forventninger til, hvordan historien ville udfolde sig, for så bare at se det hele tage en ganske uventet drejning. Samtidig er spillet åbenlyst skrevet og udviklet til et voksent publikum. Du hugger folk midt over, er vidne til sexscener og bandeordssammensætninger og på intet tidspunkt føles det provokerende eller påtaget. Det er et voksent spil i et voksent univers. Og det klæder spillet. Den største ros, jeg kan give The Witcher 3, er i sidste ende også, at jeg ikke har haft lyst til at anmelde det. Som anmelder burde jeg fokusere på at sætte mig ind i en masse teknisk. Jeg bør læse på lektien om spillets udvikling og den fortælling, spillets egen historie skaber. Men jeg har ikke haft lyst til det. Det vil ødelægge en del af min oplevelse.
Jeg kan kun forestille mig, at rollespilsfans vil synes om spillet. Jeg er selv ikke særlig erfaren ud i den genre, og alligevel har jeg samlet spillet op og boltrer mig i universet. Det er stort og komplekst og flot og skønt og voldeligt og dybt ubehageligt og på mange måder virkelig menneskeligt. Jeg har fundet timer i mit liv, jeg burde bruge på at sove eller arbejde og tvunget mig selv til at klemme en time ind her og der.På den baggrund er der altså tale om et spil, der giver dig timers underholdning. Selv hvis du ikke har rørt forgængerne. Der findes guides nok, der samler op på handlingen i de to forgængere. Men du kan også overveje bare at dykke ned i fortællingen og nyde turen. Jeg tror ikke, du vil fortryde det.
Spillet sælges til halv pris, €25, på Steam indtil 1. juni.
…Og det kan også fås digitalt til PS4 til 199 dask indtil 2/6.
Og havde jeg anmeldt det i dag, efter alverdens rettelser og tilføjelser, havde det fået seks fuldfede stjerner. Det er hver en øre værd.