Forza Horizon 4
Jeg fik aldrig spillet det første Forza Horizon i 2012 på Xbox360. Den præcise årsag fortaber sig i glemslens tåger, men det var måske noget med sammenligningen med Test Drive Unlimited, som ikke appellerede til mig, og Burnout Paradise, som jeg syntes var endnu et skridt i den gale retning efter det suveræne Burnout 3: Takedown.
To år senere hoppede jeg på vognen ved lidt af et tilfælde. Der var ingen på redaktionen, der både havde tid, lyst og den rigtige konsol – den på daværende tidspunkt ret nye Xbox One, og så blev jeg jo nødt til at træde til. Jeg havde egentlig ikke planlagt at købe konsollen før Sunset Overdrive blev udgivet, men når der nu ikke var andre, der meldte sig. Thomas havde jo været ret begejstret for det første, så hvor galt kunne det gå?
Det viste sig at være den helt rigtige beslutning. Det var godt nok en smule traumatisk at få styringen ind under huden, og i en overgang var jeg nødt til at justere sværhedsgraden til børnehaveklasse for ikke spontant at parkere bilen i en fransk bjergside. Men jeg lærte det, og det endte med at blive det bedste bilspil, jeg havde spillet.
Yderligere to år gik inden tredje udspil fra Playground Games og Turn 10 så dagens lys. Som det fremgår af min anmeldelse, havde jeg svært ved at skjule min begejstring. Der var nogle tekniske udfordringer på især pc-versionen, der dog blev rettet efter nogle måneder, men derudover var det på alle måder et fremragende spil.
Jeg havde selvfølgelig savlet over traileren for Forza Horizon 4 ved forårets E3, men det var ikke noget der efterfølgende fyldte så meget i min bevidsthed. Jeg havde egentlig forberedt mig mentalt på, at det nok først kom i 2019, selvom det jo slet ikke giver mening, når serien er udgivet med et svejtserurs præcision hvert andet år.
Gråt og kedeligt, er det ikke
Jeg blev derfor glædeligt overrasket, da spillet pludselig dukkede op på radaren for en måneds tid siden, og jeg endnu engang fik mulighed for at gøre vejene usikre ved at køre i den forkerte side af vejen. Godt nok ikke down under længere men nu i Storbritannien.
Hvis man går og tror, at det engelske landskab er gråt og kedeligt, så tager man fejl. Det er naturligvis ikke en fuld gengivelse af hele den engelske ø men et best of-potpourri, der omfatter diverse slotte, græssende får i det skotske højland, Derwentwater-reservatet og ikke mindst Edinburgh. Playground Games har efter eget udsagn gjort sig store anstrengelser for at udvikle den mest avancerede køretøjsundvigende kunstige intelligens i computerspillenes historie. Det er således umuligt at ramme fårene, men derfor kan man jo godt forsøge alligevel og have det skægt med det.
Hvor Forza Horizon 3 var en seriøs kandidat til det flotteste bilspil, er der nu ikke længere tvivl om, hvem der er kongen. Fireren er hands down det flotteste bilspil nogensinde. Punktum. Jeg har spillet det på pc i 4K og indstillinger på Ultra, og det er på min korte liste over mest grafisk imponerende spil uanset genre. Jeg har flere gange haft følelsen af at sidde i en bil, og det ingen lille bedrift, når man trods alt blot sidder i en lænestol med en controller i hånden.
En af de første ting, man lægger mærke til, når den umiddelbare begejstring for grafikken har lagt sig, er brugen af højdemeter. Jeg ved ikke om England i virkeligheden er mere kuperet end Australien eller den franske Riviera, men i spillet er der en tydelig forskel. Ikke blot snor vejene sig i bugtede sving – det går også konstant op og ned. Udviklerne har efter sigende haft adgang til mere præcise højdekort, og det har de åbenbart ment skulle udnyttes maksimalt.
Nu med årstider
Som noget nyt er der ikke blot vejret eller tidspunktet på dagen, der skifter. Nu er det hele sæsoner, der skifter, med alt det, det indebærer. Sne og isglatte veje om vinteren, rødbrune farver og mudrede grusveje om efteråret, frodige skove om sommeren osv. Det er ikke blot vejene, der ændrer sig, men hele spilområdet. Der er f.eks. øer, der kun er tilgængelige om vinteren, hvor søen er frosset til is.
Jeg blev en smule bekymret, da jeg hørte om sæsonerne, for Blizzard Mountain DLC’et var ikke en ubetinget succes for mig. Jeg kunne ikke forliges med forholdene, og jeg skøjtede rundt på vejene som Bambi på glatis. Men vinter i Forza Horizon 4 føles anderledes. Man kan tydeligt mærke forskellene på underlaget, men jeg synes, det er mere tilgivende. Det føles mere som at køre rally på grus end på is, og det er et superfint kompromis mellem spilbarhed og realisme for mig.
Det er sommer, når spillet starter. Herefter skal man gennemføre en årscyklus, før spillet åbner sig helt. I spillets verden svarer det til level 20, og det tager en god håndfuld timer at nå dertil. Man kan vælge at se det som en udvidet tutorial, men spillet tabte mig undervejs, fordi det blot var mere af det samme – Forza Horizon 3 med bedre grafik.
Efter den lange indflyvning til hovedspillet, følger man en global cyklus. Sæsonerne skifter hver uge, og det gælder for alle spillere i hele verden. Der er også bestemte events, konkurrencer, biler osv., der er tidsafgrænsede og skifter med sæsonerne.
Online tyranni
Det havde jeg det lidt stramt med. Jeg forstår intentionen bag beslutningen, og det giver helt sikkert et incitament til at vende tilbage jævnligt. Personligt kan jeg dog ikke lide restriktioner, og det irriterer mig, når noget skal gøres på et bestemt tidspunkt. Det kolliderer frontalt med min meget uregelmæssige måde at spille på. Det skal være mit valg, når jeg vil spille noget, og ikke noget udvikleren bestemmer.
Showcases er igen et af højdepunkterne, men der er desværre kun fem af dem. Til gengæld har de skruet sværhedsgraden lidt op. I Forza Horizon 3 vandt jeg de fleste i første forsøg, men det er ikke tilfældet her – og især den anden showcase, hvor man kører om kap med et tog om vinteren, har en hård tidsgrænse.
Der er også kommet en ny slags missioner som en del af en parallel historie til hovedspillet. Man bliver rekrutteret som stuntdriver og bliver sendt ud på forskellige opgaver. De starter alle med, at man skal køre hen til destinationen. På den måde bliver man fortrolig med bilen, men jeg blev irriteret, fordi det føltes unødvendigt først at skulle køre hen til missionens startpunkt og derefter bruge måske 5-6 minutter på at køre hen til selve opgaven.
Opgaverne starter i den helt lette ende, hvor man bare skal køre ud over en rampe med fuld fart, men det bliver sværere. Det kan være noget som at skulle score et antal skill points på tid, kører en rute i fuld fart uden at bilen tager skade eller lave specielle stunts. På et tidspunkt skal man “parkere” bilen på nogle containere i et vandhul, hvilket kræver at man rammer en smal rampe med høj fart. Det blev så svært og frustrerende for mig, fordi det kræver tid at forberede hvert forsøg, at jeg helt droppede at komme videre med den del af historien.
Kigger langt efter HDR
Grafikken er som nævnt suverænt flot, og tidligere problemer med micro stutter er fuldstændigt elimineret. Det er optimeret, så det på trods af højere fidelitet kører fuldstændigt stabilt i 60 fps på min pc på ultra med dynamisk skalering. Playground Games er gået totalt amok med reflektioner både inde i kabinen og på karosseriet, og kombinationen af motion blur og høj frame rate giver en realistisk fartfornemmelse.
Jeg har dog to kritikpunkter til grafikken. Det ene er, at der som standard er en ret dårlig AA, og man lægger tydeligt mærke til flimren på kanter selv i native 4K. Man kan skrue på indstillingerne manuelt, men gør man det, deaktiverer man den automatiske skalering, og da spillet skal genstarte efter hver ændring, mistede jeg tålmodigheden og levede med det.
Det andet er HDR, som ikke virker ordentligt på pc. Spillet starter op i HDR, men det skifter til SDR ved første menu. Det er muligt, jeg husker forkert, men jeg mener, det virkede første gang jeg startede spillet. Efterfølgende har jeg dog ikke kunnet få spillet til at genkende min skærm som HDR – på trods af at det starter op i HDR-mode i Windows 10.
Læser man på diverse fora, er jeg ikke alene om problemet. Der er meldinger om problemer både på pc og Xbox, så jeg er lidt skuffet over, at det ikke er blevet løst endnu. Heldigvis er spillet stadig rigtig flot uden. Pop-in er drastisk reduceret til et niveau, hvor jeg ikke lægger mærke til det længere. Eneste lillebitte problem er, at der nogle gange går ged i skyggerne, når de bliver for komplekse – som lyset gennem trækroner, når man kører i høj fart.
En smule skuffet
Et samlet anmelderkorps er ret enige om, at Forza Horizon 4 er et fremragende spil. Når jeg alligevel sidder tilbage med en let skuffet følelse i maven, skal årsagen nok i højere grad findes i min personlige præferencer end i spillets kvaliteter. F.eks. er de nye ting som beklædning og dansetrin mig uendeligt ligegyldigt og føles som gimmicks, der er uden reel værdi for spillet. Jeg er heller ikke glad for spillets progressionsmodel, og jeg synes man spilder for meget tid på vejene uden for løbene for at åbne op for hele spillet.
Det er måske en unfair kritik af en open world-racer, men de kunne have imødekommet folk som mig ved at gøre fast travel tilgængeligt hurtigere. Som det er nu, er det en perk, man skal købe for 2 millioner credits. For at perspektivere det beløb kan jeg nævne, at jeg havde tjent trekvart mio. credits, da jeg nåede level 20.
Sværhedsgraden har nogle ubehagelige bump undervejs, hvor jeg i højere grad følte mig frustreret end udfordret, og der var ikke en let måde at skrue sværhedsgraden ned for at komme videre. Jeg synes derudover fem showcases er for lidt, og selvom at spillet er fænomenalt flot uden, så irriterer det mig at HDR ikke virker, når jeg har hardwaren til det.
Forza Horizon 4 er stadig blandt de bedste bilspil, jeg har spillet, og oplevelsen er blevet forfinet på mange områder siden nummer 3. Men skal jeg være ærlig, havde jeg det sjovere i Australien.
Microsoft har givet Geek Culture en kopi af spillet til brug for denne anmeldelse.