Pokémon Let’s Go

Tilbage i 1998 udgav Gamefreak de første to Pokémon-spil, Red og Blue. De foregik i den fiktive Kanto-region, hvor Pokémon-dyrene lever i harmoni med natur og mennesker. Som ung Pokémon-træner får man til opgave at indfange de her dyr og bruge dem i kampe mod andre trænere.

På overfladen er konceptet simpelt: Fis rundt i verden, fang nogle fabeldyr og brug dem til at banke andre fabeldyr. Men den dybde og bredde Gamefreak lagde i spilmekanikken skulle cementere Pokémon-spillene som verdens populæreste spilserie gennem de næste 20 år.

Dybden ligger i kampene og træningen af pokémon’erne, hvor udfordringen er at skabe et balanceret hold på seks Pokémon, der kan nedkæmpe de andre trænere, man møder på sin vej. Det er nemlig sådan, at Pokémon er inddelt i 17 typer, der hver har styrker og svagheder i forhold til hinanden, og det nytter intet at tage elektriske typer i kamp mod jordtyper, til gengæld er det enormt effektivt at bruge flyvende typer mod insekt-typer. Tænker man lidt over det, er der god ræson i styrker og svagheder typerne imellem, og børnene kan alle 289 kombinationer i hovedet, men i min alder skal jeg stadig sidde med typekortet i hånden for lige at finde ud af, hvad der er bedst mod Fairy-typer (gift og stål, kan jeg se).

Da man jo kun kan have seks pokémon i sit kamphold, er det nemt at se, at man ikke kan dække sig ind mod alle typerne, og det er her træningen kommer ind i billedet. Hver pokémon har fire forskellige angreb, og den lærer jævnligt nye, efterhånden som den stiger i levels. Da der kun er plads til fire, må træneren nøje udvælge, hvilket angreb, det stakkels dyr må glemme for at lære et nyt, og der ligger muligheden for at bygge et alsidigt kamphold op. Pikachu er en elektrisk pokemon, og de fleste af hans angreb er baseret på strøm, men han kan også lære nogle Normal, Fighting og Psychic angreb af sig selv, hvilket gør ham i stand til at kæmpe effektivt mod flere typer af pokémon. Oven i det finder man Technical Machines undervejs i spillet, som kan bruges til at lære pokémon endnu flere angreb.

Bredden kommer ganske enkelt af de mange pokémon, man kan fange i spillet. Gamefreak har naturligvis udstyret hver spiller med en samlebog, hvor alle indfange pokémon registreres, og man kan jo hurtigt regne ud, at der går samlermani i skidtet inden for kort tid. Man kan dog ikke samle alle spillets pokémon på egen hånd, da spillene altid udgives parvist og et lille udvalg af pokémon er unikke for hver version. Det er bestemt ikke et marketing-stunt, men for at tvinge folk over i endnu et aspekt at spillet: Bytte pokémon. Lige fra de første Gameboy-versioner, har det været en central del af oplevelsen, og man må beundre at Gamefreak designede socialt samvær ind i spillet fra starten. Med Internettets komme behøver man ikke længere være i stue med sin byttepartner, men mekanikken er stadig vigtig.

Det var en hurtig introduktion til hele Pokémon-konceptet, og selvom man må formode at de fleste kender til serien, er der sandsynligvis en del nybagte Switch-ejere, der ikke har stiftet bekendtskab med hurlumhejet før. Derfor har Gamefreak fornuftigt valgt at gå helt tilbage til seriens rødder: Pokémon Let’s Go er en remake af Red/Blue; et spil fra dengang alle kunne følge med. Kanto-regionen er såkaldt Generation I og indeholder 151 forskellige pokémon, hvor jeg rent faktisk kan huske navne og typer på størstedelen. På Nintendo 3DS er serien oppe i Generation VII med 809 forskellige pokémon, hvilket jeg personligt finder pænt uoverskueligt. 

Efter Pokémon Go’s enorme success på smartphones, har man valgt at inkorporere noget af funktionaliteten til Pokémon Let’s Go. Den største indflydelse er, at man ikke længere skal kæmpe med pokémon for at fange dem, men kan kaste pokéballs efter dem med det samme. Det er dog blevet gjort en del mere kompliceret end bare at vælge “kast” fra en menu. Man skal sigte mod dyret, der skal indfanges, og ramme indenfor en stadigt indsnævrende cirkel for at få de bedste chancer for at bæstet bliver i bolden. Diverse bær og frugter kan være nødvendige for at få opgaven til at lykkes.

Spiller man med Switchen docket, foregår styringen af hele spillet med én af de to JoyCons eller den pænt dyre Pokéball Plus-controller, der er udgivet sammen med spillet. Pro Controlleren understøttes ikke. Pokémon fanges ved at lave kastebevægelser med hånden som i de gamle Wii-dage, men efter lidt tilvænning virker det faktisk ret godt, og det giver ret god indlevelse i spillet. Da man jo har to JoyCons til sin Switch, kan en partner til enhver tid droppe ind i spillet ved blot at ryste den ubrugte JoyCon. Man kan udforske sammen, og hjælpe hinanden med at fange pokémons og kæmpe mod andre trænere. Spillet bliver markant lettere, når man er to, og ønsker man en mindre sværhedsgrad kan man såmænd også spille med to controllere på egen hånd.

Ulempen ved kun at have controller til én hånd er, at man skal flytte fingeren fra stick til knapper for at interagere med ting, så det tager ekstra tid at undersøge ting i terrænet. Det er dog også noget, man hurtigt vænner sig til.

Spiller man med Switchen ude af docken, har man controllere under begge hænder, og indfangningen går i stedet ud på at få Pokémon’en centreret på skærmen via gyroskopet, og så trykke på en knap for at kaste Pokéball’en. Heldigvis skal man ikke sidde og vende Switchen i alle mulige retninger; det er ret subtilt. Begge måder fungerer rigtig godt, så det er helt op til spilleren, hvordan man vil nyde spillet.

Og så kan man nu, for første gang i et hovedspil i serien, se de vilde pokémon fistre rundt i naturen. Ud over, at de gør den ellers statiske verden meget levende, er det enormt befriende, at man ikke skal igennem hundredevis af tilfældige møder før man finder den ene pokémon, man er på jagt efter. Nu kan man bare tulle rundt i dens habitat og vente på at den dukker op. Pokémon Let’s Go er nok det spil i serien, hvor det er lettest at fuldføre Pokédex’et.

Et af de centrale aspekter af fornøjelsen, at bytte pokémon med andre spillere, virker på overfladen simpelt. Man møder en partner online, præsenterer en pokémon, man gerne vil bytte, men har ikke mulighed for at angive, hvad man gerne vil have tilbage. Nogle få pokémon evolver ved bytte, men det kræver at partneren ved det, har dem og er villig til at bytte dem. Det er lidt spændende, for man kan følge med i modpartens overvejelser og må prøve at få en kommunikation op og stå ved blot at præsentere pokemon for hinanden. Man kan savne Wonder Trade fra tidligere versioner, men det her er faktisk mere sjovt at følge med i. Til gengæld er det åndet, at man skal tre menuer tilbage og starte handlen helt forfra, hvis den fundne partner ikke har noget godt at byde på.

Dt54J_8UUAAJJt-.jpg-large Dt54E0vU4AAvRIU.jpg-large Dt539glUcAASnDv.jpg-large Dt50JrgUwAA5w3H.jpg-large Dt50O9WU8AAUr-S.jpg-large Dt56nY_U4AA1Jlj.jpg-large Dt54OrtUwAIW75w.jpg-large Dt53j6FVAAA20cL.jpg-large Dt534V1V4AAJtrz.jpg-large Dt53zmxVsAEeP4l.jpg-large Dt54T7xVsAAlpZP.jpg-large Dt53t3zVYAAar7N.jpg-large
<
>
Link Trade kræver valg af en "link code", og man bliver så parret med andre trænere, der har valgt samme link code. Sandsynligvis for at gøre det let at bytte med sine venner, men bøvlet, hvis man bare vil handle med tilfældige folk.

Pokémon Let’s Go er en ny indgang til hele universet, og Gamefreak har – klogeligt, synes jeg – valgt at gå tilbage til rødderne og kun implementere de basale ting. Selve hovedhistorien med de otte Gym Leaders og efterfølgende Elite Four tager omkring 20 timer at traske igennem. Takket være det lave antal pokémon og muligheden for at overføre fra Pokémon Go, skal man lægge endnu 20 timer i at fuldføre pokédexet, hvilket er uhørt hurtigt. Spiller man online-kampe, kan man selv lægge hundredevis af timer til de tal.

Rent visuelt er spillet bedst beskrevet som “varm hygge”. Gamefreak siger selv, at det var noget af en teknisk opgave at løfte spillet fra håndholdt til fjernsyn, og det har da også resulteret i at ting som vejr ikke har taget turen med over. Men det, de har fået over, er blevet rigtig pænt. Kanto er jo det samme, som det altid har været, og det er sjovt at udforske de gamle områder i nye klæder. Til gengæld er det lidt bizart, at ingen mennesker i den her verden bevæger sig. De står naglet til jorden og stirrer ud i luften som psykopater hele spillet igennem. Det var normalt for 20 år siden, men det ser mærkeligt ud nu.

Der er nogle v1.0-problemer, man ikke ville forvente at se i et spil fra en udvikler af Gamefreaks kaliber: Hidden moves ledsages altid af en lille animation, og man bliver godt nok træt af at se Pikachu flyve gennem luften for at fjerne en busk eller hoppe på et surfbræt. Som noget nyt kan man ride på de større pokémon, og endda flyve på nogle af dem. Det giver nem adgang til de mere snørklede dele af kortet, men der er ingen “land”-knap, så man skal ind i menuerne og vælge en anden ikke-flyvende pokémon som følgesvend for at få lov til at lande. Det bliver først et problem efter historien er gennemført, men implementeringen trænger godtnok til en overhaling. Så er der det nævnte online-bytte-system, hvor man ser sig selv traske igennem de samme menuvalg mange gange for at finde en værdig byttepartner. Og endelig er menusystemet ret rudimentært og ligner noget fra et andet spil – det er dog hurtigt og effektivt, hvilket nok er det vigtigeste.

Musikken er til gengæld fantastisk. Der er alle de gamle jingler og musikstykker, flot arrangeret i en kombination af klassiske strygere, horn og moderne rytmisk musik, og selvom alsidigheden ikke er enorm, bliver man aldrig træt af at lytte til musikken. Jeg har virkelig nydt lydsiden af spillet og ofte gået og nynnet brudstykker.

Alt i alt er Pokémon Let’s Go ganske vellykket. Gamefreak har satset på den gamle formular og gjort springet til fjernsynet denne versions store trækplaster, og man kan tydeligt se, hvor mange timer, de har lagt i at få dét aspekt af spillet til at fungere. De nævnte problemer er ikke noget, der trækker alvorligt ned i karakteren, og er du nysgerrig på universet, er Pokémon Let’s Go det ubetinget bedste sted at starte på eventyret. Især, hvis du vil introducere ungerne til Fars Pokémon, da det netop er det Pokémon-spil, du traskede igennem for 20 år siden, og da mulighederne for at dele eventyret med en medspiller er rigtig gode.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.