Super Mario Party

I tidens løb har Mario Party-serien både haft op- og nedture. Heldigvis fortsætter Switch-udgaven med perlerækken af opture på platformen.

Der har aldrig før været en Nintendo-hardwareplatform med så oplagt en form til et Mario Party-spil. For første gang kan spillet både spilles på den store skærm i stuen og hvor som helst som et bærbart, digitalt brætspil. Den eneste egentlige skuffelse er det, der af og til har plaget Nintendo-spil siden Wii-konsollen: Man kan ikke frit vælge hvilken controller, man vil bruge. Det kan kun lade sig gøre at bruge Joy-Cons. Til gengæld er styringen konsistent holdt simpel, så alle på kort tid kan være med, selv om de ikke i forvejen har den store spil-erfaring.

Hovedmenuen i Super Mario Party er brætspillene, som spillet byder på fire af. Der er dog også alternative anretninger som en bådtur, hvor op til fire spillere må arbejde sammen om at navigere en robåd og aktivere minispil. Det kan lade sig gøre at spille alene, men da man så skal forsøge at styre en båd med 3/4 apatisk AI, kan det anbefales mindst at være to. Der er også en buffet med mulighed for at vælge mellem alle minispil, man har låst op for indtil videre, et rytmespil og endelig en lille online-snackkurv, hvor der løbende kører nogle bestemte “cups” med en fast række af minispil, samt muligheden for at spille med venner – og her er der mulighed for at bruge Nintendos mobil-app til at snakke imens, modsat når man spiller mod tilfældige folk online.

Når man først går på opdagelse i hjørnerne, opdager man også et par små versus-spil med blandt andet baseball og tank-dueller. Det hele er struktureret omkring et lille torv, hvor de mange figurer fra Mario-universet har små funktioner eller bemærkninger, når man snakker med dem. Hvis man ikke gider rende rundt, kan man også vælge spillene fra en lille virtuel tablet, men det er faktisk ret underholdende at gå på opdagelse i starten.

Her er et af de fire bræt, som er med i spillet.

Når man starter et Mario Party-spil, kan man vælge, hvor mange ture, man skal igennem. Det bliver omregnet til minutter, og det korteste er ca. en time, mens det længste er ca. to timer. Når tiden er gået, er vinderen den, der har samlet flest stjerner. Er der flere, der har lige mange stjerner, går præmien til den af dem, der har flest mønter. Det er dog først efter en uddeling af en række tilfældige præmier. Præmierne kan være for den, der har brugt flest penge, den der har bevæget sig mindst og lignende. Det betyder også, at slutresultatet kan rykke sig med ca. to stjerner, og i løbet af en time, har de fleste kun samlet to til tre stjerner.

Lægger man dertil, at spillerne undervejs kan stjæle både stjerner og mønter fra hinanden og bruge power-ups, må man konstatere, at man som spiller skal have en høj tolerance for en grad af tilfældighed. Det blå skjold i Mario Kart er ingenting i forhold. Når det er sagt, kan man dog sagtens skubbe resultatet i den rigtige retning ved konsekvent at klare sig godt i mini-spil og vælge de rette terninger på de rigtige tidspunkter.

Hver figur har sin egen terning, som har anderledes egenskaber end den almindelige, sekssidede terning. Nogle terninger har kun gennemsnitlige værdier, mens andre har ekstremer i begge retninger, eller en blanding af negative effekter og ekstremt høje værdier. Derfor er det altid relevant at vurdere, hvad man har at vinde eller risikere, før man vælger hvilken af de to terninger, man vil bruge.

De forskellige bræt er indrettet med en masse fælder og genveje, som kan gøre spillene ret så nervepirrende. Når først man har oplevet at miste halvdelen af sine mønter på en eksploderende bombe, passer man på næste gang. Men har man mit held, kommer man bare forbi igen på det forkerte tidspunkt og gentager tricket. Alle bræt har forskellige ruter rundt, og første gang man spiller, får man også forklaret, hvad der er af fordele og ulemper ved dem. Nogle områder er for eksempel gode til at få mønter i, mens andre kan hjælpe med at få allierede, der kan hjælpe med ekstra terningekast.

Tid til en hurtig flyvetur.

Balladen starter altid med at Toadette lander et sted på banen, og så gælder det om at nå hen til hende med 10 mønter, som man så kan veksle til en stjerne. Kravet om 10 mønter er ganske djævelsk, fordi modstandere målrettet kan forsøge at sørge for, at man mister penge, når man kommer i nærheden – eller benytte en power-up for at hoppe hen til den, der er nærmest stjernen og overhale i sidste øjeblik. De sidste tre runder bliver der skruet op for indtjening af mønter og effekten af negative felter, så der er større chance for, at der bliver vendt op og ned på ranglisten. Det er fis og ballade, og egentlig gælder Super Mario Party mest om at dolke hinanden i ryggen på den mest underholdende måde, mens man spiller en masse sjove mini-spil sammen. Og mini-spillene er faktisk alle ret gode.

Mens tidligere udgivelser i serien til tider har været lidt gumpetunge at komme igennem, var der faktisk intet, jeg gerne så fjernet, og fordi der er en øvre grænse for antallet af runder, kan spil ikke trække ud i en evighed. Siden alle spiller med Joy-Cons, er der mulighed for at bringe en af Switch’ens unikke funktioner i spil: HD-rumble. Det fungerer også ret godt, og er typisk noget med, at man skal genkende et dyrs bevægelse, efter man først har set og mærket det, og efterfølgende kun mærket det. Motion controls kommer også i spil, men ikke i særligt høj grad. Der er et pumpe-spil, et kaste-spil, et flyvespil og et par andre småting, der bruger det, men det er generelt holdt så simpelt, at det fungerer fint. Blandt de mere elegante kan nævnes en kød-firkant, som skal steges på alle sider, og man vender den ved at kaste kødet op fra panden. En anden skæg opgave går ud på at tømme et stort glas for bolcher af forskellige størrelser, og her er både HD Rumble og motion control i spil samtidigt.

Har man adgang til flere konsoller og en ekstra udgave af spillet, kan man udnytte de to maskiner til at spille nogle minispil, der tager begge skærme i brug. For eksempel et tank-spil, hvor man skal prøve at skyde hinanden, og den ekstra skærm kan udvide banen. Det er dog ikke noget, jeg har haft mulighed for at teste. Teknisk er Super Mario Party præcis lige så poleret, som vi er vant til fra Nintendo, og load-tider er ikke noget, man mærker noget til. Banerne er flotte, og en af dem lignede tropeøen fra Super Mario Sunshine og fik mig til at ønske, at Nintendo ville vende tilbage til den verden med den teknologi, vi har i dag.

Da jeg startede på Super Mario Party, var det med bange anelser og forsigtigt håb om en positiv overraskelse. Det er heldigvis sidstnævnte, der gjorde sig gældende. Serien er tilbage på rette spor, og det er velsagtens det mest velegnede spil på konsollen at hive frem, når man vil have let underholdning med sine venner, eller bare har lyst til et par hurtige mini-spil.

Pædl to the mædl!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.