Ode to Kirihito
Den unge læge Kirihito Osanai har gang i en strålende karriere på et hospital i storbyen og bliver sat til at efterforske den mystiske og dødelige sygdom Monmow, der får sine ofre til langsomt og smertefuldt at forvandle sig til hundeagtige skabninger. Han kysser sin forlovede farvel og drager mod den lille landsby, hvor alle tilfælde af sygdommen lader til at stamme fra.
Men Kirihito har uforvarende rodet sig ud i en sag, der stikker langt dybere end bare Monmow-sygdommen. Landsbyboerne opfører sig yderst mærkværdigt, og inden længe har Kirihito selv pådraget sig sygdommen og lader til at være fyret fra hospitalet uden grund. Det er startskuddet til hunde-mandens episke historie, der over mere end 800 sider tager os med rundt på hospitalsgange, magthavernes palæer, depraverede rigmænds underholdningspaladser i Taiwan og afsidesliggende bjerglandsbyer i mellemøsten. Alle steder møder den halvt transformede Kirihito modgang, spot og hån. Han bliver tævet, bundet, ydmyget, skudt på, afvist og udstødt ligemeget hvor han viser sin snude. Men han knytter også venskaber, han møder kærlighed, og formår at overleve på disse styrker.
Ode to Kirihito er som nævnt en klods af en bog på over 800 sider. Efter have læst de små vignetagtige historier i Black Jack, ville det være interessant at se, om Tezuka også kunne holde den historiemæssige damp oppe i et større værk. Som karakteren ovenfor med al tydelighed afspejler, har Tezuka ingen problemer her – snarere tvært imod. Den mand er et veritabelt overflødighedshorn af inspiration og idéer, for der er simpelthen ikke én eneste side i Ode to Kirihito, hvor motoren går i tomgang. Hele molevitten er pacet som det bedste fra Michael Crichtons hånd, en medicinsk trhiller, der bare bliver ved med at være spændende, lige til den sidste side er vendt. Modsat Chrichton, formår Tezuka endda også at lave en ordentlig slutning.
Men Ode to Kirihito er meget mere end bare ramasjang og spændig. Den handler først og fremmest om de mennesker, der hvirvles rundt i historiens hæsblæsende tornado. Mennesker med håb og drømme, tynget af skæbner, fordomme og normer. De mange karakterer interagerer på fornem vis, så den enes plan bliver den andens undergang – og enhver er sin egen ulykkes smed her.
Som det er traditionen i japanske fortællinger, er der ingen sort/hvide karakterer. Det dummeste svin i værket er uden tvivl den Taiwanesiske rigmand Mahn, der lader en python-slange æde en baby for underholdningens skyld. Men et kort flashback til Mahns barndorm retfærdiggør hans opførsel – ikke at man holder af ham, men man forstår, hvor han kommer fra. Vi skal også se en af historiens protagonister voldtage Kirihitos forlovede, men senere vise sig at blive en af de mest interessante karakterer, der retfærdiggør sig selv med helt uselviske handlinger. Man aner ikke, hvor man har de har mennesker, og det er en sindssyg styrke i en historie, der kan vende op og ned på verden fra kapitel til kapitel.
Serier som Astro Boy og Kimba har gjort Tezuka kendt som den japanske Walt Disney, men det image ryster han godt og grundigt af sig i denne voksenmanga, hvor han træder ind i gekiga-genren og tegner for et udelukkende voksent publikum. Som nævnt ovenfor er der både voldtægter og babymord på programmet, men det er gjort stilfuldt uden behov for at klaske ubehagelighederne op i fjæset på læseren. Antydningens kunst er som bekendt et stærkt middel, og det udnytter Tezuka til fulde i Ode to Kirihito.
Tegnestilen er også langt mere voksen, end det man normalt associerer med Tezuka. Under bogens indledende manøvrer er det som om Tezuka lige skal finde de rette folder at lægge pennen i, og han veksler lidt mellem det gakkede og alvorlige udtryk. Men efter den første voldtægt er det som om noget falder i hak for ham, og herefter bliver det virkeligt smukt. Baggrundene er utroligt flotte, om så det er små, snedækkede landsbyer i det japanske bjergland, eller storbyens betonjungle. Og der er med garanti ikke brugt computere her, for Ode to Kirihito er tegnet i 1970, dengang håndværk var håndværk, og Tezuka, der mest er kendt for den storøjede, pjattede stil, disker til tider op med åndeløst smukke billeder og geniale rammekompositioner, der får værket til at se friskt ud, som var det tegnet i går.
Karaktererne er eminent realiserede, og Tezuka har fået deres personlighed helt ud i ansigterne, så de solidt underbygger den velskrevne dialog. Min personlige favorit er den ganske skruppelløse hospitalsdirektør Tatsugaura, der som en sammenbidt bulldog balancerer hele sin karriere på det ene rænkespil efter det andet. Han er realiseret så godt, at bare et blik fra ham siger alt, hvad der skal siges.
Ode to Kirihito er en monumental thriller, der ikke lader dig slippe, før alle 822 sider er vendt. Jeg læste den i ét stræk, og det er den bedste måde at bruge en søndag på, jeg kan komme i tanke om. Tezukas fuldstændigt utrolige evne til at skrue en spændende historie sammen holdt mig fanget i et urokkeligt jerngreb fra start til slut, for jeg var hele tiden nødt til at vide, hvad pokker der nu skete efter seneste overraskende twist. Her er ingen moralisering, ingen rigtige helte og ingen rigtige skurke (okay, Mahn er et totalt svin). Bare mennesker drevet frem af overbevisning, mammon, godhed, liderlighed, ondskab, selvopofrelse og i enkelte tilfælde middelsvære psykoser. Sådan som vi jo alle er. Og midt i det hele er en stakkels hunde-mand, der må gå grueligt meget igennem. Det er skarpt, spændende, vedkommende, tankevækkende, relevant – og helt ufatteligt, at det er tegnet for 40 år siden. Ode to Kirihito har været den hidtil største øjenåbner, siden jeg begyndte at læse tegneserier. Læs den.