Airframe
TPA 545, say again. Are you asking for forty ambulances?
Det kan være nok så fint og mentalt berigende at læse tykke bøger, gå på kunstudstillinger og se DRK. Men en gang i mellem har man brug for at læse noget let, tage en tur i rutschebanen og se en film af Jan de Bont.
Tag en tilfældig bog af Michael Crichton ned fra hylden, og du har med stor sandsynlighed ramt alle tre behov med ét slag. Crichton (rhymes with ‘frighten’, som de skriver) er en af den slags forfattere, der aldrig kan beskyldes for at have begået stor litteratur. Men manner, hvor kan han dog underholde.
De fleste kender sandsynligvis til Crichtons værker, da en stor del af dem er filmatiseret: Jurassic Park, Disclosure, Sphere, Congo, Rising Sun, The Great Train Robbery og Westworld – og glem endelig ikke ER, der er løbet op i over 300 episoder. Nogle filmatiseringer er lykkedes mærkbart bedre end andre, men alle er de seværdige.
Crichtons speciale er thrillere funderet i en eller anden form for high tech-miljø, hvilket selvfølgelig straks tænder et par lamper på lystavlen hos undertegnede nørd. Han gør et stort nummer ud af at lave grundig research (eller i hvert fald foregive at gøre det) og kan finde på at inkludere sidevis af kildelister sidst i bogen, og generelt strø små hints og henvisninger rundt omkring i teksten, så læseren får et indtryk af at i hvert fald noget af handlingen er baseret på virkelige hændelser.
Et andet Crichtonsk varemærke er detaljerigdommen i værket, der er med til at opbygge fornemmelsen af autencitet hos læseren. Personerne er ægte, de har ægte problemer, og når de udsættes for abnormt stress og kaotiske handlinger, reagerer de både humant og troværdigt. De mange detaljer gælder ikke kun personerne – der er helt utroligt mange, fine detaljer ved teknikken, der også får den til at fremstå autentisk, selvom jeg har taget Crichton i at pynte lidt på virkeligheden hist og her, når han er inde på områder, jeg selv kender indgående.
Netop detaljerigdommen er grunden til at bøgerne er så fantastiske. På papiret kan det lyde som om der er skrevet stolpe op og ned om en eller anden farlig gople, men virkeligheden er, at Crichton formår at flette detaljerne ind i historien og dialogen, så det virker helt naturligt. Og han kan bestemt ikke beskyldes for ordflom – de fleste af hans bøger er overstået inden sidetallet runder 400. Det er også i detaljerne, at de mindre vellykkede film som Sphere og Congo fejler: filmene skøjter henover dem og har kun hovedpunkterne med. Har man læst bøgerne, er de gode sammendrag af handlingen; har man ikke, er de noget rodede og ligegyldige.
I Airframe fra 1996 følger vi Casey Singleton, der arbejder i QA hos den fiktive fly-producent Norton Aircraft. Historien strækker sig over blot syv hektiske dage med udgangspunkt i en alvorlig ulykke på et af Nortons fly, der anmoder om ikke mindre end 40 ambulancer ved landing i LAX.
Flyet, et Norton N-22, har hoppet og danset rundt i luften i et område uden turbulens, 94 passagerer er sårede og tre er døde. Den sorte boks indeholder ufuldstændige data, piloten er indlagt og kan ikke afhøres, og det er noget af et mysterie, hvad pokker der er gået galt. Opklaringen af denne gåde alene er guf nok for dem af os, der er klistret til National Geographic-kanalen, når de viser Plane Crash Investigation. Men i sand Crichton-stil skal blusset under kedlen skrues op på 11, så læseren ikke bare får en god historie, men en regulær neglebider af en thriller, der er umulig at lægge fra sig, før den er læst færdig.
Norton står overfor at lukke en enorm ordre på leverance af N-22-fly til Kina, og top-cheferne vil have sagen afsluttet, så salget ikke går i vasken. Casey og hendes hold af top-teknikere får én uge til at løse gåden. Oven i det er fagforeningen begyndt at rasle med sablen på en meget bogstavelig måde, da arbejderne hører rygter om at vigtige dele af flyene skal bygges i Kina.
Læg dertil, at medierne har opsnappet historien, og en frembusende reporter er parat til at skrinlægge enhver form for etik for at få en makaber historie på skærmene hos 40 millioner seere i prime time. Det er faktisk her, at Crichtons sande ærinde med Airframe ligger; bogen er et solidt los i røven til den skandale-jagende journalistik, der stadig – 19 år efter udgivelsen – plager vore nyhedsudsendelser.
Casey får nok at se til, og læseren oplever ikke et eneste kedeligt øjeblik i løbet af bogens bare 352 sider, der bliver læst i en rasende fart. Crichton er ganske enkelt en mester i at opbygge en skærefast stemning med lige dele spændende teknik og hæsblæsende handling, selvom han kan have en tendens til at slutte noget brat. Man bliver hverken klogere eller et bedre menneske af at læse Airframe, men man bliver fandme underholdt.