Tournament of Roses: Star Wars Spectacular

Star Wars fylder tredive, og George vifter med tegnedrengen. Det kommer cirka 200 fans til gode.

Lad os skrue tiden tilbage til 2005, i Indianapolis, hvor 35.000 mennesker var taget til verdens største Star Wars-kongres, denne skribent inklusive. George Lucas har færdiggjort sin præsentation og er begyndt at modtage spørgsmål fra salen. En fan spørger: “Hvad synes du om 501st?” Han refererer til den verdensomspændende fan-organisationen 501st Stormtrooper Legion, hvor adgangskravet er, at man er indehaver af et højkvalitetskostume fra det ”onde” imperiums rækker i Star Wars-universet. George Lucas svarer, at han synes, de gør et rigtigt godt arbejde, både med hensyn til velgørenhedsindsamlinger og med at holde Star Wars’ ånd i live. Han slutter af med at joke lidt og sige: “In fact, they should have their own marching band!”

Vi hopper så frem til sommeren 2006. Mark Fordham, formanden for 501st, var blevet kontaktet af Steve Sansweet, manden der leder Lucasfilms fan relations-afdeling. Han sagde, at de forskellige 501st-afdelinger rundt om i verden burde sende en video ind til Lucasfilm, hvor de forskellige medlemmer demonstrerede deres marcheringsevner og tilføjede, at det rigtig godt kunne betale sig at gøre det, og at han skam ikke mente det i spøg. Han ville dog ikke ud med, hvad disse videoer skulle bruges til.

Så en stor del af den nordiske afdeling samledes en varm sommerdag i en park i Helsingborg, hvor afdelingslederen Dennis Resell, en Irakveteran med ti års militærbaggrund, instruerede de ca. ti fremmødte medlemmer. Et par timer træning, og mange mærkelige blikke fra de forbipasserende senere, var vi klar til at indspille vores video, som, efter lidt redigering, havnede på Sansweets bord. Kort tid efter blev sløret løftet for hvad det hele drejede sig om. Det var således at George i januar var blevet inviteret med til den 118. Tournament of Roses Parade, som paradens såkaldte ”Grand Marshal”. Det takkede han ja til, med den betingelse at han fik lov til at medbringe et helt kompagni stormtroopers. Et helt kompagni bestående af medlemmer fra 501st. Det var oprindeligt tanken at der skulle deltage 501 medlemmer (500 stormtroopers plus Darth Vader), men med yderligere et helt marchband der skulle spille John Williams musik, samt to af de såkaldte ”floats”, altså de ladvogne som er udsmykket med blomster og lignende, fyldte det allerede dobbelt så meget som et normalt bidrag måtte, så Lucas indvilligede i at skære antallet ned til 200.

Lucasfilm modtog i omegnen af 800 bidrag fra legionens ca. 3000 aktive medlemmer. Da Lucas gerne ville vise det internationale aspekt af foreningen, blev de udenlandske medlemmer prioriteret højere end de amerikanske, selvom det uden tvivl havde været både nemmere, og især billigere, at rekruttere marchdeltagere fra Californien. Derfor var der stor spænding omkring hvem det blev udvalgt. Jeg havde sat mig for ikke at blive skuffet hvis jeg ikke var blandt de heldige, for der var trods alt en hel del bejlere om de få pladser. Men en aften kom der en E-mail i min indbakke, der fortalte at jeg ville få tilsendt nogle papirer som jeg skulle underskrive, og når dette var gjort, ville jeg være sikret en plads blandt de marcherende medlemmer nytårsdag 2007 i Pasadena. Med denne invitation fulgte der således både flyrejse, hotelophold og fuld forplejning med. Der var ikke et sekunds tvivl om at jeg ikke måtte forbigå denne unikke oplevelse, så papirerne blev returneret med lynets hast.

27/12: Kun 33 timer på et døgn?

3. juledag oprandt og jeg mødtes med Dennis, den anden danske deltager, i Kastrup klokken halv syv om morgenen. Det var stadigvæk ikke helt gået op for mig at jeg skulle til Los Angeles på George Lucas’ regning. Halvanden times tid senere sad vi i et British Airways-fly på vej mod Heathrow. Her var det meningen at vi skulle mødes med to af de andre fra den nordiske garnison, Kai fra Finland og Andrew, en nordirer bosiddende i Stockholm. Dog var de første klubmedlemmer Dennis og jeg mødte efter landing to spaniere som ledte efter deres forsvundne kammerat. Senere stødte vi også på Pascal fra Frankrig og Oliver, det eneste medlem af Monaco-afdelingen. Så allerede da var vi ret internationale.

Da vi ankom til gaten til den 747 der skulle fragte os til Los Angeles, ventede der os endnu en overraskelse. Foruden syv medlemmer af den belgiske garnison, var der også et filmhold. For den kære George Lucas er jo i besiddelse af en vis næse for forretning. Så han havde hyret et selskab til at dokumentere hele begivenheden. Nogle af disse filmfolk var derfor blevet sendt ud i verden for at følge medlemmer hele vejen fra deres ejet hjemland. Belgierne havde så fået den “ære” at have britiske Nicky i hælene under hele turen. Efter at have hilst pænt på alle belgierne blev vi afbrudt af Nicky, der spurgte om vi ikke lige kunne fake endnu en introduktion, da hun ikke fik starten med. Det gjorde vi så. Sådan er dokumentarer og reality-tv jo.

Ca. en time forsinket ankom vi til LAX. Klokken var et stykke over midnat i Danmark, så vi var lidt trætte, da der ikke havde været tid til at sove i flyet pga. hyggelig passiar med medlegionærerne undervejs. Det var nu faretruende tæt på det tidspunkt hvor der var velkomstmiddag på hotellet, idet vi måtte vente yderligere en time i lufthavnens ankomsthal, da ankomsten lige skulle filmes samt at en af franskmændene konstaterede at hans dragt stadigvæk befandt sig i Brusselex. Det var dog ikke værre end at den ankom dagen efter.

Efter en kort bustur i selskab med UK garrison (hvor jeg mødt Steve fra Celebration III igen) og Albin Johnson, legionens stifter, som også var blevet forsinket, ankom vi til hotellet hvor det meste af tiden op til paraden skulle tilbringes. Der var tale om Universal Sheraton, et af de hoteller som var tilknyttet Universal Studios-forlystelsesparken som lå lige overfor. Vi strøg lige ind i den store “dining hall”, og fik noget mad skovlet fra buffeten op på en tallerken, fandt et bord, hvorefter Steve Sansweet gik til talerstolen og bød alle de 200 fremmødte velkommen til Californien. Således gik den næste halve time med at forskellige LucasFilm-repræsentanter, samt Mark Fordham og Albin Johnson, kom med diverse velkomsttaler og servicemeddelelser. Vi sad og var meget trætte efter at vi havde spist, men da Sansweet havde sagt at ”Santa Claus” muligvis havde taget en omvej på vej tilbage til Nordpolen, blev vi siddende ved bordet. Og minsandten, lige pludselig gik der en dør op, og George Lucas himself trådte ind i rummet. Dette afstedkom et veritabelt brøl af klappen og hujen fra de tilstedeværende i salen. En tydeligt nervøs George trådte op på podiet og fik fremstammet at han var glad for at vi ville deltage, og at han glædede sig til paraden. Så blev han eskorteret ud igen, og efter at have fået mit navneskilt i metal med magnet bagpå (som var det eneste af de over tohundrede der var blevet fremstillet, som var blevet stavet forkert), var det nu tid til at gå til køjs. Men inden vi kunne komme ind på vores hotelværelse, skulle vi dog lige have skiftet vores plastic-kortnøgle ud. Det viste sig at magneten på navneskiltet var så kraftig at magnetstriben på nøglen blev slettet, hvis nøgle og navneskilt kom inden for en radius af en halv meter fra hinanden. Så under opholdet var der en del ekstrature med elevator til og fra 20. sal.

28/12: Left, left, left, right, left!

Efter næsten ti dejlige timers søvn stod vi op klokken syv om morgenen. Halvanden time senere blev vi fragtet fra hotellet til en High School i Pasadena, hvor det var planen at vi i løbet af fire dage skulle forvandles fra dvaske nørder til toptunede marchmaskiner. Det var en anelse køligt om morgenen, og flere af de lokale brokkede sig over det dårlige vintervejr. Det var dog ikke koldere end at man blot kunne nøjes med at stige ombord i bussen iført en langærmet trøje, en noget underlig fornemmelse i slutningen af december. Vi havde fået besked på at medbringe vores hjelme, da vi lige så godt kunne vænne os til det stærkt begrænsede udsyn fra dag et. Ud over de to hundrede 501st-medlemmer var Grambling State University Marching Tigers, efter sigende et af USAs bedste marchbands, også blevet fragtet til skolen. George Lucas skulle have udvalgt lige præcis det band, efter at set filmen Drumline, som figurerede GSUs Marching Tigers. De skulle træne på samme plads som os, de følgende dage op til marchen.

Efter ankomst blev vi hurtigt linet op på skolens football-bane, og sorteret efter marcherfaring, højde og kostume-type. Til sidst var vi delt op i tre kompagnier: Flag Company, som blev udgjort af stormtroopers der skulle bære flag fra alle de repræsenterede lande og stater, Alpha Company, som udelukkende bestod af almindelige, hvide stormtroopers, og så Bravo Company, som var en blandet landhandel af stormtroopers, sandtroopers, biker scouts, snowtroopers og clonetroopers. Flag Company blev på football-banen, mens Alpha Company, som jeg var blevet udtaget til, tog om bag skolen, og Bravo Company gik ned i skolens kælder for at træne. Personlig var jeg meget glad for at forlade banen, der var lavet af det såkaldte ”AstroTurf”. AstroTurf er noget spøjst noget. Når man går på det føles det lidt som en langstrået, temmelig svampet, græsplæne. For at opnå denne fornemmelse ligger der under plast-stråene nogle bittesmå gummikugler som har en tendens til at opbygge en form for statisk elektricitet, og derved hænge fast og komme ind alle vegne. Hver dag kunne mine værelseskammerater Janne og Dennis, der begge var i Flag Company, hælde en lille bunke kugler ud af hver sko, og rystning af tøjet frembragte yderligere en portion.

Under Paul ’Tinkerbell’ Bullocks ledelse var programmet for torsdagen at lære at starte, stoppe og marchere ligeud, både ved full og mark time hastigheder. Træningen blev delt over på midten af et ganske overdådigt frokostmåltid, med både sandwiches, kage, frugt og et ganske velassorteret arsenal af drikkevarer, der spandt over diverse sodavand til root beer og almindeligt vand, alt sammen dejlig koldt. Efter overstået træning og efterfølgende middag, blev vi på hotellet enige om at vi lige kunne nå at tage ud og se lidt på omgivelserne. Det fald os således meget naturligt at slå et smut forbi Hollywood Boulevard, bare lige for at se på stjernerne (på fortovet, naturligvis), og så se det sagnomspundne Grauman’s Chinese Theater, med hele fire Star Wars-relaterede aftryk i cementen foran.

29/12: Sheraton, the Imperial Pub

Næste dag blev der uddelt solcreme ved ombordstigningen i busserne. Solen bagte simpelthen så meget, at der var nogen som var blevet forbrændt dagen før. Og det var også varmt. Over tredive grader i solen. Til gengæld skulle man ikke stå særlig lang tid i skyggen, før de små hår på armene begyndte at rejse sig. Der var således en voldsom kontrast mellem de tidspunkter hvor solen var oppe, og om aftenen, hvor temperaturen godt kunne falde ned til omkring 8-10 grader, og en bidende vestenvind tog til.

Ude på øvepladsen var vi efterhånden ved at have godt styr på det der marchhalløj, i hvert fald når vi skulle gå lige ud, og engang imellem stoppe. Problemet var blot at der på marchruten også var sving. Dog kun to, et højresving i starten og et venstresving nær slutningen, men alligevel nok til at det meste af fredagen gik med at øve de såkaldte wheel turns. Hen mod slutningen følte vi i Albin’s Angels, at det nok skulle gå, især da vi faldt ud at vi skulle gå helt ude til venstre i formationen, og dermed længst væk fra kameraerne. Jeg var nemlig havnet lige bag legionens stifter, Albin Johnson, som naturligvis skulle marchere i forreste række.

Syv timers march senere var vi tilbage på hotellet. Det havde trukket lidt ud, så efter middagen var der egentlig ikke rigtigt tid til så meget andet end at socialisere i hotellets bar, da hotellet lå en smule afsides, og at besøget i downtown Hollywood var overstået. Vi havde dog lokaliseret den lokale liquor store dagen før, således at alle vores dollars ikke skulle bruges på barens temmelig dyre øl. Efter gårsdagens forsøg med den glimrende, men måske lidt småkedelige pilsner St. Pauli Girl, kastede vi os ud i den noget mere eksotiske Luau Lager, som bag på etiketten reklamerede med noget så åndssvagt som “The World’s Westernmost Beer”. Det viste sig så også at være den bedste kompliment man kunne give øllen. Men ellers fortsatte drikkeriet i en hel del timer, og det blev en tradition, der skulle vare opholdet ud. Hotellet var simpelthen blevet invaderet. Overalt var der spor af Star Wars og 501st, og øvrige hotelgæster i perioden måtte have fundet det enten ekstremt sjovt, eller enormt belastende. Overalt var der mulighed for en hyggelig snak med andre medlemmer fra hele verden over en øl. Jeg er sikker på at der blev formet rigtig mange kontakter, især blandt de mange europæiske afdelinger, som normalt ikke ser hinanden særlig tit. Det var også helt fantastisk endelig at møde folk som man har snakket med online, i levende live, og man nu kunne sætte ansigt på VegasVader, Crimson, og hvad de nu ellers kalder sig for på legionens forum.

30/12: Universal Studios

Lørdag lagde vi ud med lidt ekstratræning på parkeringspladsen en times tid før busserne ankom, bare lige fordi vores drill instructors mente at vi havde godt af at blive varmet lidt op inden dagens strabadser. Det var så planen at alle tre kompagnier skulle øve på en gang, sammen med både dansere, orkester og den såkaldte “Hero Squad”. Hero Squad bestod af medlemmer af både 501st og Rebel Legion, der alle skulle repræsentere kendte personligheder fra filmene, såsom Jango/Boba Fett, Luke Skywalker, Mace Windu og lignende. Disse skulle så gå ved siden af de to Star Wars-inspirerede floats (mere om det senere) og vinke til publikum langs ruten, og havde derfor ikke behovet for at deltage i de tidligere dages marchtræning, da de ikke skulle gå i takt. Hero Squad var desuden alle bosiddende i Californien, og hvervningen var foregået separat fra udvælgelsen af de øvrige marchdeltagere, primært baseret på hvor godt de lignede deres filmiske forlæg.

Mens vi linede op i vores formationer, klar til at gå adskillige omgange på banen, begyndte The Marching Tigers at spille The Imperial March for fuld skrue bag os. De små hår i nakken rejste sig, og det var først nu at det gik op for en hvor fedt det her ville komme til at blive. Senior Drill Instructor Paul havde efterhånden råbt og skreget så meget de forgangne dage (dog uden på noget tidspunkt at have været urimelig, da vi jo trods alt ikke var professionelle), at han var begyndt at lyde som sit øgenavn, og måtte tage en fløjte i brug for at holde kadencen. Der var også planer om et temmelig avanceret signalsystem med den medbragte bantha prod, men det blev lynhurtigt reduceret til en enkelt kommando (halt), da deltagerne bagerst i formationen alligevel ikke kunne se halvdelen af de fagter som Paul lavede med pinden.

Da lørdagen træning var overstået, tog vi hjem med den overbevisning om at det hele nok skulle gå, også selvom der havde været lidt knas med vores wheel turns. Det var også en af de dage som ikke inkluderede fællesmiddag på hotellet, så derfor havde vi lidt mere tid til at se os omkring, og valget faldt på det mest nærliggende, bogstavelig talt, nemlig Universal Studios tema-parken som lå fem minutters gang fra hotellet. Der kørte også busser mellem hotellet og parken, men vi mente at det ville være lidt for amerikansk at benytte os af muligheden. Vi nåede lige at komme med på dagens sidste Studio Tour, den “forlystelse” som primært går ud på at man køres rundt i busser gennem de store kulisser. Desværre var det blevet mørkt, og selvom de fleste kulisser var oplyste af projektører, var det alligevel svært at se de mange detaljer på eksempelvis Back to the Futures courthouse square. Dog gjorde mørket kulisserne til War of the WorldsPsycho, og Jaws noget mere spooky. Ellers nåede vi lige at fange et par forlystelser yderligere, såsom Shrek 4-D og Jurasic Park: The Ride inden parken lukkede. Vi kunne sagtens have brugt flere timer der, og ærgrede os over at vi ikke havde taget derover tidligere.

31/12: Hej George! Tak for turen. Godt nytår!

Søndag morgen stod der to hundrede mænd og kvinder iført hvid plastic i hotellets foyér. Det var nemlig dagen der var generalprøve på paraden, og derfor var alle mødt op i fuld kampudrustning. Det hvide hav bevægede sig med meget besvær ud i busserne, hvoraf antallet nu var blevet fordoblet i forhold til de foregående dage. Stormtrooperdragten er ikke designet til at være hverken behagelig eller smidig, men derimod til at se blæret ud, så vi måtte stå op i midtergangen i de tyve minutter det tog at få fragtet os fra hotel til skole, da kostumet umuliggjorde at benytte bussens siddepladser.

Under gårsdagens middag var det blevet annonceret at George Lucas ville dukke op ved generalprøven og inspicere løjerne, og at der også ville blive taget fine fællesbilleder. Vi havde dog fået udtrykkelig besked på ikke rette direkte henvendelse til Lucas med mindre han selv tog initiativet, for at forhindre at paradedeltagerne skulle forvandles til teenagepiger under en Take That-koncert. Så efter at have trasket football-banen rundt et par gange, med både band og dansere i front, til Georges åbenlyse fornøjelse (jeg gik yderst i den ene side, og kunne tydeligt se hans store smil da vi marchede forbi), blev der linet op til det helt store fællesbillede med både band og legion, Så kun band, så legion, ect. Dernæst blev vi delt op efter kontinent, således at Oceanien var samlet og Asien osv. Dog var Europa og USA så store at de måtte deles yderligere. Og så blev der ellers taget optilling med nærmest militær præcision, i hurtige ind, knips, ud-manøvrer. Det eneste der skæmmede billederne en smule var, at fotografen havde valgt at tage plads med solen i ryggen, hvilket på papiret naturligvis var det fornuftigste at gøre, hvis man ønsker gode billedmæssige resultater, men han havde så også valgt at stille sig op på en stige (for at få det hele med), hvilket resulterede i en hel række tårevædede portrætter, da vi var tvunget til at kigge direkte ind i solen, hver gang et billede skulle tages.

En time senere var seancen overstået, og George Lucas forlod os med lynets hast, da han er en travl mand. Han skulle nemlig deltage i adskillige interviews til diverse tv-stationer resten af dagen. Vi andre kunne efter frokosten køre tilbage til hotellet efter blot halvanden times marchtræning i dragt, noget der på ingen måde kunne sammenlignes med de strabadser der ventede dagen efter.

De skandinaviske medlemmer fejrede det europæiske nytår på den ærkeamerikanske institution Hooters klokken tre om eftermiddagen, og derefter var det tilbage til en lidt kedelig nytårsmiddag i hotellets festsal. Senere på aftenen fik vi at vide at alle de internationale deltagere gerne måtte komme ned i festsalen. Der var nemlig blevet opstillet et filmhold, som efter sigende optog nytårshilsner til George. Dennis og jeg var meget tæt på at, i bedste danske stil, fyre et eller andet fis af, da vi antog at Lucas alligevel ikke forstod noget som helst af det vi sagde. Vi endte dog alligevel i sidste øjeblik at skifte mening, og så sige noget ganske uskyldigt. Det viste sig så også nok at være en ganske god ide, da der i dagene efter paraden, på forsiden af starwars.com, blev vist disse nytårshilsner, som en hel del folk, med danskkundskaberne i orden, ville kunne have forstået.

Da vi skulle op klokken halv fire om morgenen den næste dag, kunne vi godt se at det nok ikke var den bedste ide at blive oppe til klokken tolv om natten for at fejre det lokale nytår. Dog satte vi alligevel vore ure til klokken tyve minutter i midnat, så vi da lige kunne opleve festlighederne, for så at gå i seng igen. Men vi blev meget skuffede. Hvor man i Danmark (og Europa generelt) har tradition for at fyre en masse fyrværkeri af, så gemmer amerikanerne tilsyneladende alt deres krudt af den fjerde juli. For da vi kiggede ud af vores hotelværelsesvinduer, fra tyvende sal vel at mærke, kunne vi ikke se eneste raket. Det eneste halvfestlige var belgierne, og nogle få amerikanere, der hujede og hoppede i hotellets foyér. Vi fandt dog senere ud af at dette var iscenesat af dokumentarholdet, så selv det var lidt af en skuffelse.

1/1: Hvad vi alle har ventet på

Vækkeuret ringede klokken 3:30, men der havde vi allerede været oppe i et kvarter. Alle gik med sommerfugle i maven: Dette var kulminationen af de sidste par dages strabadser, og vi var alle indstillet på at gøre vores yderste til at Lucasfilms forventninger blev indfriet, og at dette startskud for trediveåret for A New Hope blev så overdådigt som overhovedet muligt.

Plastic er meget dårligt isoleringsmateriale. Når man har en stormtrooper-dragt på, føler man virkelig den temperatur omgivelserne har. Hvis det er koldt, bliver plasticdelene nedkølede, og når der er varmt forhindrer de ens sved i at undslippe. Vi prøvede begge dele under marchen, for da vi stod af busserne ved en motorvejsafkørsel klokken syv om morgenen, var temperaturen ikke meget mere end fem grader, og efter en lille gåtur op på en motorvejsbro, hjalp vinden med at køle os ekstra meget ned. Således stod vi der i rundt regnet en halv time, og ventede på at paraden kunne skydes i gang. Foran stod bandet som også tydeligt også frøs. Værst var det dog for de stakkels dansere, hvor deres ganske afslørende Twi’lek-outfits ydede minimal beskyttelse mod kulden. For at varme lidt op foretog bandet dog en musikalsk dyst, en slags soundoff, mod et af de andre band foran os i paraden. Det var meget imponerende, og The Marching Tigers fik virkelig vist hvor dygtigt et orkester de var. Efter dette skulle paraden snart begynde. Vi bevægede os langsomt op mod det sted hvor vi skulle flettes sammen med de mange floats. I paraden var der to Star Wars-floats, som indkapslede band og stormtroopers. Forrest kørte Save our Forests, den Endor-inspirerede float, komplet med Ewok-landsby og svingende ewoks. R2D2 og C-3PO var også blevet parkeret på siden af den, da ingen af de to ville være i stand til at følge paradens tempo. Den anden var Garden planet of Naboo, hvor der var blevet bygget en nedskaleret version af det royale palads fra filmen, med bl.a. fungerende vandfald og hele tre forskellige Naboo-dronninger, der vinkede lystigt til publikum.

Og pludselig så var de der, lige over hovederne på os. Vi havde slet ikke opdaget dem, B2-bombeflyet med F22-eskorte. Ud af det blå, næsten uden nogen lyd, fløj de hen over paradeområdet, og det tog ikke mange minutter før de var helt ude af syne igen.

Så blev vi beordret til at tage hjelme på, og gøre os klar. Jeg havde forinden sagt nej tak til at få påført anti-dug spray på indersiden af linserne i min hjelm, mest fordi at jeg har dårlig erfaring med den slags, men også fordi at jeg ikke på noget tidspunkt under mit ophold i USA havde oplevet at der var den mindste form for dug. Ti minutter efter fortrød jeg bittert, for begge øjenhuller blev så tilduggede at jeg kun lige kunne skimte noget igennem den nederste del af højre øje. Efter vi havde sat igang forsøgte jeg febrilsk at få pustet noget luft op , således at kondensen måske kunne fortage sig, og det lykkedes da også at få gjort den højre linse til et stort set dugfrit område. Med synet intakt på højre øje var jeg i stand til at holde min plads i formationen, i og med at jeg gik næstforrest i yderste venstre kolonne. Jeg var dog afskåret fra at se de mange mennesker på tribunerne, efter sigende 1,2 millioner, langs den ni kilometer lange paraderute. Men jeg kunne høre dem. I det såkaldte kamerahjørne, højresvinget hvor langt de fleste tv-stationer havde opstillet deres udstyr, lød der et veritabelt brøl fra publikum, da de fik øje på os. Det gjorde det meget nervepirrende at foretage det første af vores wheel turns, men det lykkedes over al forventning. Og så var det ellers fremad de næste syv kilometer.

Langs hele ruten kunne man høre de begejstrede fremmødte, og de overdøvede fuldstændigt vores fælles fodtramp, der ellers lød ret imponerende. Hastigheden på Save Our Forests-floaten var dog hurtigere end aftalt, hvilket betød at march-hastigheden blev til ilmarch. Og da vi var på vej op af en mindre bakke, efter at have tilbagelagt ca. en tredjedel af det lange lige stykke, måtte stormtrooperen foran mig, selveste Albin Johnson, desværre udgå. Albin havde været ude for en slem trafikulykke kort før han stiftede 501st Legion i 1997, og havde mistet den nederste del af sit venstre ben. Hans protese havde således gnavet en del dagen før, og han havde haft sine tvivl om han kunne fuldføre, men legionens medlemmer havde overtalt ham, for “legionens stifter skulle da marchere med”. Men efter omkring tre kilometer med opskruet tempo måtte Albin altså træde ud af formationen, og alle i hans kolonne måtte rykke en plads frem. Det indebar så at jeg kom til at gå helt forrest, hvilket var en smule skræmmende. Hvor jeg før kunne pace mig selv efter personen foran mig, og at det ikke gjorde så meget hvis jeg ikke lige fik timet min start korrekt efter en “Forward, march!”-kommando blev givet, var det nu alvor. Hvis jeg ikke marcherede korrekt ville det forplante sig hele vejen ned gennem geledderne. Jeg tog en dyb indånding og rykkede et skridt frem og fortsatte marchen som om intet var hændt. Og så gik det ellers derudaf. I forreste række havde man frit udsyn til danserne, men der var slet ikke tid til at nyde udsigten, da jeg stadigvæk ikke kunne se ret meget, og da 90 % af min koncentration gik med at marchere korrekt og de sidste 10 var rettet mod den venstre af mine haser, hvor plasticdelen om mit lår var begyndt at gnave temmelig fælt. En time march senere nåede vi det andet sving på ruten, og vi kunne dermed se en ende på strabadserne. Med tungen lige i munden kunne jeg agere anker for svinget, og vi bevægede op mod stoppeområdet. Efter to en halv times march kunne Paul nu give kommandoen “Buckets off!”, og vi kunne nu tømme vores hjelme for en ganske anseelig mængde kondensvand der havde ophobet sig i frontpartiet. Bagefter var vi meget glade.

Lige pludselig kunne jeg høre en råbe “MAN DOWN, MAN DOWN!” bag mig. Det viste sig at en medlegionær i Bravo Company havde råbt kadence under hele marchen, og idet han tog hjelmen af, besvimede han af hedeslag. Der blev hurtigt gjort plads for den nødstedte og bl.a. danske Dennis, som er Falck-redder når han ikke er stormtrooper, sprang til. Sandtrooperen kom dog til bevidsthed igen, men blev alligevel transporteret til det lokale hospital for at blive genhydreret.

Oven på den forskrækkelse kunne vi gå til frokost. Vi fik hver udleveret to af de lækreste burgere jeg nogensinde har smagt (og det var ikke kun fordi jeg var meget sulten), hvorefter vi sad og sundede os en halv times tid på en nærliggende græsplæne, mens tæerne summede. Jeg havde heldigvis husket at tape dem ind med sportstape, så der var ikke det mindste spor af vabler, ulig en anden marchdeltager, som trak røde tennissokker op af sine støvler.

Busserne ankom og meget trætte blev vi kørt tilbage til hotellet, hvor genudsendelsen af tv-transmissionen af paraden kørte på det store bagprojektionstv i foyéren. Mine værelseskammerater og jeg ville dog hellere op på tyvende sal, krybe ud af kostumet, og hver især tage at langt, varmt bad. Derefter zappede vi lidt rundt på kanalerne og så en af de mange transmissioner af paraden på hotelværelset i stedet.

Om aftenen var det tid til alle takketalerne. Den ene efter den anden gik til talerstolen, heriblandt adskillige Lucasfilm-repræsentanter samt den dehydrerede legionær, hjemvendt fra hospitalet, og alle var enige om at marchen var forløbet over al forventning, og at det havde været en stor fornøjelse af deltage i hele projektet. Bagefter var der dømt bar, og alle folk var glade, men også en smule vemodige. Dagen efter skulle alle hjem, og paraden, og dagene som ledte op til den, ville være et minde. Dog var der adskillige indslag, blandt andet britiske Disco Steve som samlede ind til velgørenhed ved meget æggende dans i hotellets bar. Dog blev det ikke til mere end to numre (og ca. $40), da hotellets security var blevet tilkaldt, tilsyneladende fordi nogen hotelgæster havde troet der var tale om en form for stripnummer, og bad Steve om at pakke sammen.

2/1+: Farvel Pasadena!

Nu var det tid til at tage hjemad. Hotellet blev lige så stille afstarwarsificeret, efterhånden som folk skulle nå deres fly. LucasFilm havde været så flinke at give en “åben” flybillet, således at man selv kunne bestemme (dog kun før rejsens start) hvornår man ville tage afsted og hvornår man ville hjem. De ville forståeligt nok kun betale for opholdet så længe man arbejdede for dem, så Andrew og jeg havde booket et andet hotel i de to dage som vi havde fået udskudt vores afrejse med. Dem brugte vi så blandt andet til at besøge et overfyldt DisneyLand og Universal Studios endnu en gang, da vores billet om lørdagen gav os gratis adgang i hele 2007.

Nu, tre måneder senere, kan jeg med sikkerhed sige at rejsen var en af de største oplevelser jeg nogensinde har haft. Selve marchen var da ok, men det var hele atmosfæren, den følelse af fællesskab som hang over arrangementer og opholdet jeg vil huske tilbage på mange år frem i tiden. Jeg kommer nok desværre ikke til at opleve noget lignende nogensinde, men jeg har dog et andet arrangement at se frem til til sommer: Star Wars Celebration Europe. Hvis man har blot den mindste interesse i Star Wars, skulle man overveje at tage en smuttur til London i den weekend. Det bliver stort. Men ikke lige så stort som Star Wars Spectacular: Tournament of Roses Parade.

Bonusmateriale:

Her er noget af det som dokumentarfilmholdene optog. Hvad de mange timers optagelser af træning og interviews ellers skal bruges til må tiden vise: Recap video

Lidt ekstra paradeoptagelse. Det vrimler med dem på youtube. F.eks. Parade fra venstre side

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.