Kvinden i Buret

Krimigenren har jeg aldrig rigtig besøgt, og bortset fra at pløje mig igennem samtlige Sherlock Holmes-noveller og -romaner under en influenza, er Kvinden i Buret faktisk noget i retning af mit første indhug i genren. Så det er med friske øjne, åben pande og alt det dér.

Jeg har set en del krimi’er på tv, så jeg kender formlen. Kvinden i Buret følger denne formel fint: “Der er sket noget. Helten skal opklare det”. Bogen her har fået tilføjet “thriller” til sin genrebeskrivelse, hvilket giver følgende addendum til formlen: “Helst inden der sker noget frygteligt”. Jeg tror egentlig ikke, det er specielt svært at bygge noget underholdning op omkring den formel, og det bevidner den helt ekstreme mængde af bøger i genren da også. Som læser er det heller ikke svært at lade sig rive med, da man både skal sætte sig i opdagerens stol og gætte med i gåden samtidig med at man bider negle, mens heltene knokler for at opklare sagen og forhindre, at der sker noget frygteligt. Læg dertil en mængde makabre scener, så man rigtig kan sidde og føle sig tryg i sin lænestol i forstadshjemmet og tænke “godt det ikke er mig, der er kvinden i buret”.

Det kræver nok ikke diplom fra detektiv-skolen at regne ud, at en kvinde er spærret inde i Kvinden i Buret. Man kan nok også godt lure, at hun helst skal slippe ud inden bogen er slut. Spændingen er dermed ikke bygget op omkring, hvad der skal ske, men hvordan det sker og hvor langt ned læseren får bidt sine negle inden sidste side vendes. Det er nok her fårene bliver skildt fra bukkene blandt genrens forfatterskare, og det er nok også forklaringen på, hvorfor Kvinden i Buret er oversat til mere end 120 sprog og Jussi Adler-Olsen bliver båret rundt i en guldstol ovre på Politikens Forlag.

En anden vigtig faktor i genren er også, at læseren skal gætte morderen på det rigtige tidspunkt. Der skal lægges lidt spor ud hist og her, så billedet langsomt stykkes sammen i læserens hovede, indtil man til sidst udbryder “Butleren!” med åbenbaringen strålende fra panden. Det ved jeg ikke helt, om jeg synes Jussi Adler-Olsen gør så godt, da der ikke er ret mange fornuftige ledetråde indtil et godt stykke inde, hvor det hele så falder i hak i løbet af et kapitel eller to.

Krimithrillere er i sagens natur ikke stor litteratur, da de følger en fast formel og disker op med både ramasjang og splat. Ligesom en rutschebane ved man nogenlunde, hvad man går ind til og hvad det ender med, det er kun turens vildskab og twists, der udgør fornøjelsen. Sådan er det også med Kvinden i Buret, og turen er så spændende at jeg læste bogen næsten ud i ét stræk. Det er mere end sjældent for mit vedkommende – men jeg følte mig kun underholdt, ikke åndeligt beriget.

Tro mod formlen er romanens hovedperson en strisser med adfærdsproblemer, der ikke gider høre på noget pis fra nogen som helst. Carl Mørck har været udsat for en skudepisode i en anden sag og har derved mistet en kollega, fået en anden parkeret i en hospitalsseng i Hornbæk og er selv gået ned med flaget. Hans chefer slår to fluer med ét smæk, da de opretter Afdeling Q nede i kælderen med Mørck bag skrivebordet og samtidig tiltusker sig et årligt budget på fem millioner kroner, som de naturligvis straks bruger på noget andet. Afdeling Q får ansvaret får at gennemgå gamle, uløste sager og se, om nogen af dem kan opklares. Mørck får tiden til at gå med kabaler og Google, indtil han i et uovervejet øjeblik beder om at få en assistent til at gøre rent og tage fotokopier.

Assistenten Assad er bogens største (og måske eneste) genistreg, og fra det sekund han træder ind i fortællingen, kommer der noget reelt menneskeligt over den, som gør den interessant. Assad er flygtning fra Syrien, taler perkerdansk og har langt flere esser oppe i ærmet end kaffebrygning og fotokopier. Måske så mange, at vi egentlig slet ikke behøver Mørck, men lad nu det ligge. Det umage makkerpar får hurtigt en solid respekt for hinanden og både deres fælles arbejde og udvikling er en sand fornøjelse at følge.

Kvinden i Buret er det første af indtil videre fem bind om Afdeling Q, og selvom jeg sidder og spiller højpandet kulturelitist, kan jeg ikke fornægte at den var hamrende spændende at læse, og forholdet mellem Mørck og Assad gnistrede på en måde, så jeg i den grad har lyst til at læse de andre bøger i serien. Det er ikke noget, man bliver et bedre menneske af at læse, men til gengæld er man ekstremt underholdt undervejs. Nogle gange har man bare brug for at blive rusket rundt i en rutschebane.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *