Better Call Saul
Har dit liv været tomt efter sidste episode af Breaking Bad rullede over din skærm? Ryd sofaen og grib fjernbetjeningen, for Better Call Saul er her, og den har godt nok noget at leve op til.
Da Vince Gilligan lavede Breaking Bad tilbage i 2008-2013, blev serien et omgående hit, og den faldt da i den grad også i min smag. Serien fortalte om den kræftramte gymnasielærer, der gik hele vejen fra lønslave til narkobaron og var en herlig og kulsort komedie, man bare ikke kunne slippe, og som omgangskredsen var tvangsindlagt til at høre om på daglig basis i kantinen. Udover serien to hovedpersoner, Walter White og Jessie Pinkman, var der et stort og broget galleri af kriminelle elementer, man egentlig gerne havde set noget mere til.
En af de bedste var den kriminelle advokat Saul Goodman, og det er netop ham, som Better Call Saul handler om. Serien lægger ud, hvor Breaking Bad slutter med Goodman i skjul fra de kriminelle bag disken i en Cinnabon i Omaha. Og så spoler den ellers tilbage til før det hele startede og fortæller historien om, hvordan James McGill blev til Saul Goodman.
Og hvilken historie! I sædvanlig Breaking Bad-stil bygger hver episode en situation op, der på overfladen virker som en god plan, og så ellers bare går ad helvede til på alle leder og kanter. McGill er af endnu uforklarede årsager stoppet i det advokatfirma, han arbejdede i, og blevet selvstændig. Fra verdens mindste kontor i baglokalet på en skønhedsklinik gør han alt hvad han kan for at få nogle klienter. Det går selvfølgelig galt. Så prøver han lidt mindre fine tricks, og det går selvfølgelig rigtig galt, da han havner i kløerne på en af de ledeste narkokriminelle fra Breaking Bad.
Seriens første to episoder er så rige på spænding at man næsten kan mærke elektriciteten knitre i luften, men de viser kun nedtur på nedtur for McGill, og man sidder tilbage med en underlig fornemmelse af afmagt, selvom man har været voldsomt godt underholdt undervejs. Men i gårsdagens tredie episode vender det hele på en tallerken og McGill får endelig gjort noget i sit eget favør. Kun tre episoder inde har serien allerede vist en utrolig styrke, og jeg er lige så hooked, som dengang jeg så Breaking Bad. Nu sidder jeg bare og tripper indtil det bliver tirsdag igen og morskaben kan fortsætte.
McGill er spillet af Bob Odenkirk, som allerede gjorde sig stærkt bemærket i Breaking Bad ved at overtage næsten alle scener, han var med i. Odenkirk gør det om muligt endnu bedre her, hvor han virkelig får mulighed for at udforske alle facetterne af sin karakter fra hæderlig til kriminel advokat. På sin vis er han på samme rejse som Walter White, selvom McGill ikke selv har valgt sin vej, men er blevet et offer for uheldige omstændigheder og blot prøver på at få det bedste ud af situationen – eller bare overleve længe nok til at tylle billig vodka i sin foldeseng på kontoret bare en enkel nat mere.
McGill er ikke den eneste genganger fra Breaking Bad, og det er vidunderligt at møde mange af de andre kendte ansigter og se, hvordan de havnede i deres roller i Breaking Bad. Jeg skal naturligvis ikke afsløre hvem og hvor her, men glæd dig, for det er godt nok genialt og sjovt skruet sammen. Gilligan har bestemt ikke tabt pusten, og han har åbenlyst stadig masser af skæve hvor-galt-det-kan-gå-anekdoter om livet på skyggesiden i Albuquerque.
Jeg plæderede i sin tid for, at Breaking Bad faktisk er en komedie, endda en meget sort en af slagsen, og det er også tilfældet for Better Call Saul. Den samme sorte humor flyder tykt igennem afsnittene på et niveau, hvor man sidder og griner, når Saul forhandler sig frem til at to uheldige fyre kan nøjes ned at få brækket et ben hver.
Er den bedre end Breaking Bad? Det ved jeg ikke endnu, men det er også ligemeget; den er indtil videre mindst lige så god, hvilket trækker den op i det lag, hvor man taler om “bedste serie nogensinde” og den slags. Det er naturligvis meget tidligt at udtale sig så skråsikkert, men formår den bare at holde det nuværende niveau, er sejren vist allerede i hus.
Den første sæson er på 10 episoder, og der er allerede skrevet kontrakt på endnu en sæson med 13 episoder, som kommer til at rulle over skærmene til næste år. Serien er produceret i et fællesskab mellem AMC og Netflix, og dette partnerskab betyder desværre, at Netflix samsender med AMC og derfor frigiver episoderne ugevis i stedet for at gøre hele sæsonen tilgængelig med det samme. Der kommer en ny episode hver tirsdag.
Jeg er helt enig i at andet afsnit med de Tuco og scenen med de brækkede ben er genial, men jeg synes Ikke helt de kan holde dampen oppe. Nogle gange er der noget Breaking Bad over den, mens andre gange ligner den mere noget typisk advokathalløj som Good Wife og Suits. Synes den sætter sig mellem to stole. 4/6 efter to sæsoner.
Serien er meget langsom, og hvor jeg normalt er meget glad for dvælende historier, tog jeg mig selv i flere gange at tænke, at de godt måtte speede den her lidt op. På den anden side synes jeg den er fænomenal flot og helt utrolig stilsikker, så man kan nyde de langsomme scener ved blot at beundre de flotte billeder og gode skuespillere. Men den fænger altså ikke på samme niveau som Breaking Bad, og det var ikke fordi jeg så specielt meget frem til næste episode. Undtagen hvis Mike var med. Mike er den sejeste bad-ass ever.
Jeg er enig. Mike, Tuco og Hector Salamanca er højdepunkterne. Jeg havde forventet Jimmy ville blive mere moralsk udfordret end det er sket på to sæsoner.
Jeg kunne godt lide Breaking Bad. Men jeg elsker Better Call Saul. Breaking Bad led altid under, at den konstant befandt sig i grænselandet for, hvad jeg som seer kunne acceptere. Det var ikke fordi, serien var utroværdig, men der var bare et eller andet over den, der gjorde, at jeg havde svært ved at sluge præmissen.
Sæson 1 og sæson 2 af Better Call Saul formår til gengæld at etablere et univers, hvor der endnu ikke har været noget, der har været helt lige så gakket.
Jeg bilder mig i hvert fald ind, at det er derfor, jeg bedre kan lide serien. Det kan også være fordi, jeg her både elsker hovedpersonen og samtlige af bifigurerne. Der var godt nok mange karakterer i Breaking Bad, der irriterede mig mere, end godt var for oplevelsen.
Den er blevet mere mainstream. Men det er også mit problem med den – den mangler kant. Hvis jeg vil se advokathalløj med magtkampe, intriger osv – så er Suits og The Good Wife bedre. Hvis jeg vil se noget i den moralske gråzone og med kant, så er f.eks. Ray Donovan (og den oprindelige Breaking Bad) bedre.