Flaskepost fra P


En flaske driver i land oppe i Skotland, og inde i ligger et lille, stort set ulæseligt brev. Ad snørklede omveje havner det på Carl Mørcks dunkle kælderkontor, hvor han, Assad og Rose begynder at dechifrere det.

Beskeden, der langsomt dukker op, vidner om en uhyggelig kidnapning af to børn tilbage i 90’erne, og Mørcks hold begynder efterforskningen. Det bliver dog ganske besværligt, da en stærkt tilknappet kristen sekt er involveret – og det ser ud til, at kidnapperen stadig opererer.

I de to første Afdeling Q-bøger har de onde mennesker fripas indtil sidst i historierne, hvor Mørck og Assad tropper op og stopper dem i sidste øjeblik. Denne gang er Mørck og Assad ikke de eneste i hælene på romanens utyske; andre er også kommet på sporet af ham, og det giver en helt ny dynamik i handlingen. Morderens ellers kolde og kalkulerende sind bliver herligt oprørt over disse forstyrrelser, og spændingen bliver i dén grad skruet op eftersom parterne faktisk møder hinanden flere gange – mere eller mindre uvidende. Det er godt skrevet, og morderens tanker og planer for at imødekomme de uventede trusler er overraskende godt beskrevet og udtænkt. Han er ressourcestærk og en god problemløser, selvom hans løsninger naturligvis ligger på den forkerte side af loven. Hvis jeg var koldblodig psykopat, ville jeg nok handle på nogenlunde samme måde.

På vanlig Afdeling Q-vis følger bogen tre parallelle spor: Mørck og holdet, morderen og en tredie gruppe involverede, som jeg ikke skal sige mere om. De fungerer mægtig godt her, hvor parternes spor krydser hinanden flere gange undervejs og handlingen derfor står som en mere helstøbt enhed end i de forrige udgivelser i serien. Morderen er især vellykket, og selvom han stadig er en koldblodig skid, er han langt mere realistisk end forbryderne i de to foregående bind, som led under at være alt for langt ude til at man kunne tage dem alvorligt. Ham her, derimod, kunne man faktisk godt forestille sig køre rundt i sin lyseblå varevogn på de jyske vidder og planlægge sine ugerninger. Hans motiv er todelt, dels et lidt vakkelvornt beskrevet barndomstraume og dels et helt basalt behov for at tjene penge på en nem måde. Hvis man er psykopat med total mangel på empati – og den slags findes jo; jeg har haft sådan nogle som chefer – er hans get-rich-quick-plan både effektiv, nem og forholdsvis sikker. Stort skulderklap til Jussi for at udvikle en troværdig skurk med en plausibel plan.

Et andet problem med de to første bøger er den totalt overgearede action i slutningerne, hvor Mørck og Assad altid er en hårsbredde fra at blive grusomt slået ihjel af en morder, der er gået fuldstændig amok. Det virker både fjollet og unødvendigt, og det har Jussi sandsynligvis også selv indset, for slutningen her er langt mere afdæmpet – og virker på den måde mere intens, fordi den nu er troværdig.

På hjemmefronten, nede i kælderkontoret under politigården, er der stadig spørgsmålet om, hvem fanden Assad egentlig er. Vi kommer ikke meget nærmere i denne ombæring, der egentlig kun stiller flere spørgsmål end den besvarer. Der er planlagt i alt ti bøger i Afdeling Q-serien, og lur mig om ikke Jussi holder på hemmeligheden til sidste bog. Det irriterer mig ikke, at Assad er en ukendt faktor, men det irriterer mig lidt, at vi skal følge et brødkrummespor igennem ti bøger for at aflure ham. Det virker mere som en gimmick for at tvinge os til at købe hele samlingen, end en reel nødvendighed i fortællingen. Til gengæld får vi lidt mere gakket baggrundsviden om den nye assistent Rose.

Jeg læste en gang, at 95% af alle danskere mener, de er bedre bilister end gennemsnittet. Tyg lige på den. Det må være et udtryk for den jantelov, vi alle går rundt med i hovedet, og føler os bedre end alle andre, der fandme ikke skal komme her og tro de er noget. Sådan er Carl Mørck i hvert fald, og da meget af bogen er hans indre monolog, skal vi udsættes for uanede mængder af nedgørende tanker om de folk, der færdes omkring Mørck. Ja, jeg har fattet at Mørck er en sur skid, men han behøver altså ikke at hade og tænke nedsættende om hvert eneste menneske, hans øjne falder på. Det har hjulpet lidt, at han har fået en kæreste – men kun lidt. Meget af Mørcks indre monolog skal opfattes som humoristiske betragtninger, men her må man bare erkende at Jussi ikke er særlig sjov, så det falder til jorden hos denne læser. Til gengæld er Assad stadig i stand til at levere skægge betragtninger på gebrokkent dansk, som klinger rent ind hos mig.

Flaskepost fra P er et stærkt come-back efter den skuffende Fasandræberne. Jussi er i topform her, og for første gang i serien er skurken både realistisk og troværdigt portrætteret. Alle mine kritikpunkter til trods, er der én ting, man ikke kan tage fra Jussi: Han er knageme god til at skrue en spændende fortælling sammen, og ligemeget hvor meget, jeg sidder og brokker mig over detaljerne, flyver siderne forbi øjnene mens man glemmer tid og sted omkring sig. Med sine næsten 500 sider er bogen markant længere end de to foregående, men man blæser stadig igennem på ingen tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *