Grand Theft Auto V

6 out of 6 stars

coverDa jeg startede Grand Theft Auto V op på min PC, havde jeg allerede lagt hundrede af timer i spillet på Xbox 360. Alligevel købte jeg specifikt en spillecomputer, fordi jeg ville tilbage til San Andreas igen. Jeg var måske en smule skeptisk ved tanken om at vende tilbage til et spil, jeg allerede har gennemført to gange i singleplayer og lagt utallige timer i onlinedelen af – men jeg håbede, at der ville være mere at hente i den udgivelse, Rockstar selv valgte at udskyde mere end én gang, før de endelig slap det løs på Steam og deres egen service i april 2015. Nu sidder jeg en del timer senere, og jeg finder jeg det en anelse morsomt, at Rockstar ikke kalder spillet for den ultimative udgave af de tre versioner, der findes af Grand Theft Auto V. I mine øjne findes der nemlig ingen bedre beskrivelse for det; dette er den definitive og mest fantastiske version af et af de bedste spil, jeg nogensinde har spillet.

Det er anden gang, jeg anmelder spillets singleplayer-del, og det er egentlig også anden gang, at jeg kommer til at skrive om onlinedelen – og meget af det, der derfor kan siges om spillet, er allerede sagt før. Grand Theft Auto V til PC er summen af alt det, der gjorde spillet godt på Xbox 360, men det er også flottere og føles mere altomfattende. Den 65gb store installationsfil huser alt det indhold, Rockstar har udgivet til spillet de sidste 18 måneder. Har man primært beskæftiget sig med spillet i sin oprindelige udgave, er der derfor nyt at hente i form af både våben, tøj og biler. Her er også ny musik i radioen og måske endda ny dialog mellem spillets forskellige talende personligheder. Det sidste kan jeg ikke bekræfte endegyldigt, jeg mener bare at høre nyt hist og her, og det gør, at jeg stadig føler, at jeg får en overraskende frisk og ny oplevelse af Grand Theft Auto V’s singleplayerdel. Selvom jeg har været igennem den to gange før.

Her tredje gang kan jeg desuden nyde spillet i første person, noget der blev implementeret i PlayStation 4 og Xbox One-udgaven af spillet, og som selvfølgelig også er med på PC. Christian beskrev det fornemt i anmeldelsen af spillets udgave til PlayStation 4, og har man endnu ikke prøvet kræfter med spillet i første person, kan det kun anbefales. Det gør skuddueller sværere – fordi man kan se mindre – og biljagter mere intense. Det tilføjer en dimension af realisme, jeg ikke havde troet mulig, men jeg har brugt en del tid på at bevæge mig rundt i især byen Los Santos i første person. Slår du radar og andre grafiske informationshjælpemidler fra, befinder du dig i et helt andet spil. Et mere nærværende spil.

Det er cirka dette udsyn, der er i vente, når man kører i første person. Jeg tog billedet, fordi det gik op for mig, at jeg var nødt til at køre ind i skyggen for at kunne se, hvad der gik for sig på telefonens display.
Det er cirka dette udsyn, der er i vente, når man kører i første person. Jeg tog billedet, fordi det gik op for mig, at jeg var nødt til at køre ind i skyggen for at kunne se, hvad der gik for sig på telefonens display.

Jovist kunne perspektivets FOV godt være en anelse bredere, og spillets våbenmodeller fylder også en hel del af skærmen. Det er dog ikke ødelæggende for spiloplevelsen, og fordi Rockstar ikke har ændret på den måde, din figur interagerer med verdenen på, er spillet i første person på den ene side en oplevelse lig ethvert andet skydespil, men alligevel ganske anderledes. Du kan se brystkasse, arme og ben på dig selv. Du føler, at du befinder dig inde i hovedet på den karakter, du styrer, og det giver en oplevelse af en anden verden.

Og når spillet nu endelig er udkommet til en platform, der undersøtter andre kontrolformer end joypads, ville det jo være synd og skam ikke at tage turen igennem universet med mus og tastatur. Du har endda mulighed for altid at have koblet en controller med og bruge den til at køre, sejle og flyve med, mens du kan nøjes med at bruge mus og tastatur til de mange skuddueller til fods, du kommer til at befinde dig i spillet. Personligt havde jeg regnet med, at jeg ville savne min controllers analoge triggers til at køre med, men for nu har jeg faktisk ikke følt behovet. Styringen af især biler fungerer fremragende med tastatur og mus, og den manglende fingerspidsfornemmelse med speeder og bremse vejes til fulde op af, at du har fuld kontrol over dine skydevåben, også når du kører med hundrede kilometer i timen i en desperat flugt fra politiet.

For mange mennesker har det primære argument for at vente på spillets ankomst til PC været, at de ville se det på den stærkest grafiske platform, der findes. Første gang du starter spillet op, foreslår spillet selv nogle grafiske indstillinger, men det står dig frit for at rode så meget, du nu har lyst til. Du kan teste din computers ydeevne med et tryk på en knap, og der er et væld af indstillingsmuligheder. Jeg har de seneste uger snuset rundt på nettet for at finde ud af, hvordan spillet så kører på forskellige computere. Der var i starten problemer af forskellige størrelser, der gjorde, at nogen havde svært ved at afvikle spillet tilfredsstillende, og selv har jeg oplevet en lille håndfuld nedbrud, men det er efterhånden ved at være længe siden, og spillet er blevet patchet mere end én gang i skrivende stund. Konklusionen virker til at være, at spillet kører fornemt, selv på ældre maskiner, og det virker i bund og grund til, at denne versionering af spillet er et skoleeksempel på, hvordan man tager et konsolspil og genudgiver det på PC.

For mig, der kom fra Xbox 360, og som for få måneder siden sidst besøgte spillets univers på denne platform, og stadig var overordnet tilfreds med det grafiske, har det været en nærmest lamslående oplevelse at bevæge mig gennem spillet igen. Hvor min skærm (en aldrende ViewSonic – mens jeg venter på at få råd til en mere moderne) ikke kan afvikle spillet i højest mulige opløsning, kan min computer dog sende spillet afsted med de fleste grafiske indstillinger på et sted, der går fra høj til latterligt høj. Jeg ved ikke så meget om grafiske indstillinger til spil, men mine øjne fortæller mig, at dette er det flotteste, du får mulighed for at opleve Los Santos og omegn. Selvfølgelig er her grimme detaljer hist og her. Det ville være overraskende andet med så stort et spil. Men overordnet set er spillet virkelig flot, og lys, skygger og forskellige røg- og partikeleffekter får det til tider til at se forrygende ud.

Samtidig kan det køre med 60 billeder i sekundet, ja og flere end det, skulle du have lyst til det, og især dette er i mine øjne et af de bedste argumenter for at anskaffe sig spillet til PC, fremfor de andre platforme. Jeg har først for nylig anskaffet mig en spillecomputer, efter at have haft en Xbox 360 siden 2007, og jeg havde egentlig ikke troet, at springet fra at afvikle spil i 30 til 60 billeder i sekundet ville gøre så stor en forskel for mig. Men det gør det. Der er tale om en mere flydende verden. En flottere verden. Og især i spillets singleplayerdel en mere befolket og varieret verden. Det var ikke fordi, der manglede biler og mennesker på gaden i XBox 360-udgaven, men her er kommet endnu flere til. Og når først du har fået pillet ved dine grafiske indstillinger, har du mulighed for at blive bjergtaget af spillet og tage dig selv i at sidde og måbe mere end én gang.

Da jeg startede spillet op første gang, var det egentlig meningen, at jeg ville fordybde mig i singleplayerdelen. Det var ved at være længe siden, jeg havde været der, og jeg ville gerne have oplevelsen ind under huden igen i forbindelse med denne anmeldelse. Jeg har tre gode venner, der alle havde anskaffet sig spillet samtidig med mig, og vi var enige om, at vi i de første dage ville spille singleplayer, for så at bevæge os online for især at prøve de nye spilmuligheder nogle dage senere. Nogle dage senere havde jeg spillet singleplayer i noget, der ligner fem timer og online i noget, der ligner 25. Ikke fordi singleplayerdelen var kedelig, men fordi GTA Online på PC – med venner – er en forrygende underholdende oplevelse.

Igen er der ikke tale om nogen stor nyudvikling. Det er det samme spil, som du kan få til to forskellige konsolgenerationer. Men vi var fire, der ikke havde spillet sammen længe, vi havde adgang til tastatur og mus, og pludselig var vi igang med et helt andet spil end det, vi huskede fra vores tid med det på Xbox 360. Vi påtog os hurtigt at komme igennem de såkaldte “heists” som Rockstar egentlig ville have udgivet engang sidste år, og disse specialmissioner, der kræver et hold på fire mand og en vis evne og vilje til at samarbejde, er kostelig underholdning i en i forvejen særdeles underholdende onlinedel. De fleste andre missioner i GTA Online er groftskårede udgaver af den samme læst, hvor man i et eller andet omfang altid skal køre et sted hen for at slå nogen ihjel. Hvor singleplayermissionerne i Grand Theft Auto V er mere cinematiske oplevelser, hvor man følger en slagen (og meget underholdende) vej, er der i multiplayer mere frihed. Men de nye heists minder mere om singleplayermissionerne. Her fortælles en lille historie for hvert heist, og hver mission har nogle klare mål, der skal løses på bestemte måder. Det betyder altså, at du nu i spillets single- og multiplayer har adgang til nogle meget underholdende og meget cinematiske oplevelser. Men du har også stadig adgang til en lang række missioner, hvor du har et enkelt mål og en hel verden af frihed til at nå dertil. Du kan her vælge at ankomme i kamphelikoptere eller veteranbil iført høj hat og hvide handsker. Der er noget for enhver smag, tror jeg da, for jeg vil også sige, at jeg ikke selv nogensinde bliver fan af det kaos, der er den store fællesdel af GTA Online. Spillet understøtter op til 32 spillere på det samme kort, og jeg har mødt nok tosser i Xbox 360-udgaven til at vide, at jeg ikke skal derhen. Jeg holder mig til lukkede sessioner med folk jeg kender, og har det sjovt med.

Der er kælet for samtlige mellemsekvenser. Det kan være her, hvor et helt kontor er fyldt med detaljer. Eller det kan være synet af en FIB-agent, der står i Trevors methcentral og diskret tørrer dørkarmen af for snavs, inden han tør læne sig op af den.
Der er kælet for samtlige mellemsekvenser. Det kan være her, hvor et helt kontor er fyldt med detaljer. Eller det kan være synet af en FIB-agent, der står i Trevors methcentral og diskret tørrer dørkarmen af for snavs, inden han tør læne sig op af den.

Da jeg startede spillet op første gang, håbede jeg som sagt, at det kunne fange mig igen. Og det gjorde det. Grafikken og de nye kontrolmuligheder (og FPS-mode) har givet spillet et nyt liv. Jeg er stille og roligt på vej gennem spillets singleplayerdel, men jeg nyder turen og giver mig god tid til at stoppe op og kigge på det smukke landskab. Online gennemfører jeg forskellige missioner med gode venner, og nogle gange følger vi den slagne vej. Andre gange forsøger vi at få en lastbil til at køre ovenpå to superbiler, mens den hjuler hen over ørkensandet. Andre gange igen bruger vi god tid på at samle en række biler – vi alligevel skal sprænge i luften – i en lille klynge, hvorefter vi finder et sted at klatre op, hvorfra vi kan skyde raketter efter de føromtalte biler. Jeg nævner det, fordi sådanne fortællinger førhen var forbeholdt det fortalte ord. Det var de færreste, der kunne filme deres eskapader i spillet, men Rockstar har med lanceringen af Grand Theft Auto V til PC tilføjet to ting, der kommer til at give det den bedst mulige reklame overhovedet; Rockstar Editor og Director Mode.

Rockstar Editor er et faneblad i spillets indstillingsmuligheder, og vælger du det, får du adgang til to overordnede menuer: Den ene menu giver dig mulighed for at tage filmklip, du selv optager i spillets single- og multiplayerdel, og klippe dem sammen til videoer. Du har adgang til et væld af indstillinger, og som jeg vil vise i forskellige links, kan kreative sjæle skabe nogle virkelig, virkelig imponerende sekvenser. Mine to føromtalte oplevelser er også at finde på YouTube her og her, og selvom de langt fra er lige så flot klippet sammen som så meget andet indhold fra Rockstar Editor er det, synes jeg stadig, at de tjener som et billede på, hvad man kan få ud af denne del af spillet. Og det var altså kun den ene del.

Director Mode er den anden menu. Her har du adgang til en lang række figurer fra spillet. Som du spiller spillet, får du adgang til flere forskellige karakterer, men tidligt inde, havde jeg mulighed for at starte op som en brandmand. Han havde adgang til en lille håndfuld våben, og jeg havde mulighed for at gøre ham udødelig – og få politiet til at blive væk fra ham, når han gik igang med sit massemord.

Rockstar Editor og Director Mode har altså allerede afstedkommet nogle vanvittigt flotte film fra kreative sjæle. Mine egne kreationer blegner ved siden af, men det mest fantastiske ved det er, at muligheden er der for alle, der har spillet til PC. Sidder du og spiller, holder du blot “alt” i bund og trykker på F1. Herefter går spillet igang med at filme det, du foretager dig, og du kan efterfølgende gå igang med at klippe de forskellige sekvenser sammen til din helt egen film, der så kan uploades til YouTube. Det er brugervenligt og logisk bygget op, og jeg anbefaler alle, der har spillet til PC, at give det et forsøg.

Åh, Trevor. Dette billede er fra en af de mange mellemsekvenser. Jeg ved ikke helt, hvor meget ekstra lir, der bliver lagt i de grafiske detaljer i sådanne situationer. Det er ikke noget, man lægger mærke til, når man spiller spillet. Overgangen fra spil til mellemsekvenser sker, uden at man opdager det.
Åh, Trevor. Dette billede er fra en af de mange mellemsekvenser. Jeg ved ikke helt, hvor meget ekstra lir, der bliver lagt i de grafiske detaljer i sådanne situationer. Det er ikke noget, man lægger mærke til, når man spiller spillet. Overgangen fra spil til mellemsekvenser sker, uden at man opdager det.

En del af anmeldelsen har fokuseret på det, der er reelt nyt ved denne udgave af Grand Theft Auto V, men selve singleplayer-delen fortjener også ros, selvom den som sådan ikke har ændret sig, siden spillet udkom første gang. Men nu, jeg er på vej igennem den igen, går det virkelig op for mig, hvor meget energi der er lagt i at fortælle en troværdig og interessant historie. Ligesom jeg i Breaking Bad ikke kan lade være med at holde med seriens hovedperson – til trods for at Walter White er en vaskeægte skurk – kan jeg heller ikke lade være med at holde med og af hovedpersonerne i Grand Theft Auto V. De er alle tre klassiske GTA-karakterer på hver deres måde, og deres handlinger gennem spillet burde ikke afstedkomme bifald.

Men dialogen imellem de tre trækker alligevel fortællingen op på et plan, computerspil ikke altid befinder sig på. Michael og Trevor er gamle venner, og det fremgår tydeligt i deres dialog. Både når de skændes, men også når de stikker til hinanden eller bare fører en mere eller mindre normal samtale. En del af det udspringer af skuespillernes evner, og jeg vil sige, at dialogen i spillet i sig selv gør Grand Theft Auto V til en af de mest interessante spiloplevelser, jeg mindes at have haft – fordi den er langt mere menneskelig og inddragende, end forlægget lægger op til. Det er og bliver imponerende, intet mindre.

Jeg er ikke i tvivl om, at enhver, der ikke har spillet de foregående udgaver af spillet, bør give Grand Theft Auto V en chance på PC. Har du været der på Xbox 360 eller PlayStation 3, vil det grafiske spring være nok til, at du bør overveje endnu et køb. Jeg kan ikke tale for de, der har købt spillet to gange allerede, men jeg vil sige, at du grafisk kan komme op på et niveau, der får spillet til at tage sig virkelig flot ud i en langt mere flydende udgave, end konsolversionene kan prale af.

3 tanker om “Grand Theft Auto V

  • 2. juli 2016 at 23:44
    Permalink

    Hmm, det er ikke fordi jeg ikke kan lide open world spil! Men måske er det bare Rockstars spil, for jeg kunne heller ikke lide Red Dead Redemption. Ved ikke helt hvad det er, og det skal også have en chance – men efter to missioner fænger det ikke specielt. Bilerne er ekstremt hysteriske at styre (måske lidt finjustering hjælpe på det), og så irriterer det mig virkelig meget, at jeg ikke kan gemme frit. Jeg skal finde en seng for at gemme spillet. 🙁

    Hele verden elsker jo det spil, så det er sikkert mig der er noget galt med. Hvad er det, som I synes gør GTA til noget særligt? På dette tidspunkt i Sleeping Dogs var jeg allerede hooked.

    Svar
    • 3. juli 2016 at 23:28
      Permalink

      I GTA Vs tilfælde er det helt sikkert kombinationen af hovedpersonerne, som er mere interessante end i San Andreas (som ellers fik de andre GTA-hovedpersoner til at ligne papfigurer). Det kræver dog, at du spiller langt nok til at de tre hovedpersoner mødes, for det er der, det begynder at blive sjovt. Og så er det altid sjovt at se, hvad fanden Trevor har gang i, når man loader spillet igen. Det er som regel ret vanvittigt.

      En del af morskaben kommer også af at finde på sine egne ting at gøre – for eksempel http://kotaku.com/gta-players-try-to-survive-the-worst-taxi-drivers-ever-1700041744
      Eller hvad med at få en BMX med op på det højeste punkt du kan finde?

      Jeg kan også få en del morskab med at forestille mig, at jeg er en gnaven truckchauffør, sætte radioen på en countrystation og ikke bremse for nogen som helst.

      Svar
    • 4. juli 2016 at 13:40
      Permalink

      Du kan godt gemme frit. Så længe du ikke er på mission, kan du gemme spillet fra din smartphone, altså den i spillet.

      Jeg ved ikke, om der er noget galt med dig, men jeg elsker spillet, fordi historien er virkelig, virkelig godt skrevet. Og den foregår i en verden, der er overraskende troværdig. Dynamikken mellem de tre hovedpersoner, såvel som mellem dem og de mange, mange bifigurer, der vælter ind og ud af fortællingen, er storslået.

      Red Dead Redemption, GTA IV, Bully og GTA V fortæller på hver deres måde fantastiske historier. Og samtidig foregår de i troværdige verdener.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.