Gintberg “Gearet 2 tænder”
Mange danske kunstnere er i de sidste år begyndt at lave “shows” på 3 Falke Scenen, i Cirkusbygningen eller alle mulige andre steder. Jan Gintberg er en af dem.
Jeg ville enormt gerne kunne lide dette show og sådan rent logisk burde det måske også ramme. Jeg kunne nemlig godt lide den larmende og højtråbende humor i Mandril-aftalen, og jeg kan godt lide humor med lidt indhold i – hver gang Niels Hausgaard stiller sig op og revser danskerne med en stribe lune fortællinger og guitarsange er jeg solgt. Og Gintbergs TV-shows Gintberg Show-Off har typisk haft en del ting, som jeg har moret mig over.
Men Gintbergs show virkede bare ikke for mig.
Nok råbte han højt og nok revsede han samfundet, men stilen blev til “vred mand skælder ud”, og det var kun lige, at det kunne holde mig fanget, da Peter Schrøder lavede det i noget TV-satire i indslag af et par minutters varighed. Seks kvarter er alt, alt for meget til mig, hvad den slags angår.
Det hele startede ellers rigtig godt: Jeg lagde DVD’en i afspilleren og Gintberg tonede frem og forklarede, at jeg kunne vælge mellem to knapper, en rød og en grøn, og at den ene gav mig showet uden noget ekstra og den anden gav mig noget ekstra. Og så rendte han ellers rundt i ca. 10 minutter og skældte ud over at jeg ikke bare tog mig sammen til at trykke på en af knapperne. Der var en tredje valgmulighed, som passende nok hed “Se noget andet” og gav mig extras-menuen, der indeholdt indslag om foto-sessions, hvad en DVD egentlig er og undertekster på grønlandsk. (Det er i øvrigt præcis lige så grønlandsk som det svenske på Brødrene Blinds svenske hjemmeside er svensk, så “grønlandsk” optræder ikke i hosstående DVD-features-boks. Men det var til gengæld ret morsomt.)
Efter at have leget omkring i menuerne gik jeg i gang med showet. Det første kvarters tid sad jeg og kluklo over Gintbergs tirader om dengang en Puch Maxi var et statussymbol (jeg har levet der, venner!), men derefter gik han som ovenfor nævnt over i “vred mand skælder ud”-mode, og det var ikke særlig morsomt. Mere ynkeligt. Faktisk lo jeg ikke en eneste gang, og jeg er typen, der tit sidder og ler højt alene i min lejlighed. Eller synger med på sangene i Hit med sangen. Værst var det, da han hånede religion, da han tydeligvis ikke har den fjerneste anelse om hvad katolikker dyrker eller hvem der render rundt og gør korsets tegn – og han i øvrigt ikke havde nogen morsom vinkel at servere. Det irriterer mig altid grusomt, når Standup’ere prøver at score billige points på at snakke om sex eller religion. Det er simpelthen alt for let.
Der var en del af hans brok, som jeg var helt eller delvist enig i, men jeg så ikke showet for at være enig, jeg så det for at le. Jeg har ikke brug for at købe en DVD for at være enig med nogen om at cyklister kører råddent i indre by eller at vi betaler meget i skat. Det kan jeg klare med en avisfuld læserbreve på en tilfældig hverdag.
Det sjoveste var faktisk ekstramaterialet. Jeg havde valgt at se showet med alle dikkedarer slået til, og det betød, at der af og til dukkede en tegning af en ost op i hjørnet. Når det skete kunne jeg trykke enter, og to ældre damer sad og kommenterede showet, som blev skubbet ned i et indskudt billede. Eller måske snakkede de om hvordan man renser en habit. Det var i hvert fald sjovt på en sær måde.
Køb den, hvis du er helt åndssvag og tosset med Gintbergs stil. Eller lej den for at lege med ekstramaterialet. Ellers glem det.