San Francisco Rush 2049

4 out of 6 stars

Lad ikke et evt. tidligere kendskab til San Francisco Rush-serien afskrække dig. SFR2049 til Dreamcast HAR faktisk et par kvaliteter, som gør det værd at fortælle om.

Lad os få det sagt med det samme: Single player-delen er hovedsaglig noget hø, Opdateringshastigheden svinger mellem 25-60fps det meste af tiden og musikken stinker.

Hvorfor sad jeg så det meste af min søndag og spillede dette “møg”? Fordi spillet indeholder nogle utroligt store, fantasifulde baner, med massevis af genveje og nogle utrolige hop. Fordi spillet indeholder en speciel Stunt-sektion, hvor man kan lade bilens indbyggede vinger(!) hjælpe én med at udføre de mest vanvittige stunts. Og fordi spillet har en Battle-mode, hvor op til 4 mand kan gribe et joypad og kæmpe til døden i forskellige arenaer fyldt med alskens våben.

Udforskning af både de almindelige baner samt stunt-arenaerne er også en nødvendighed. 16 mønter er nemlig gemt på hver bane, og kun via indsamling af disse, åbnes der op for yderligere baner, biler og arenaer. Og tro nu ikke, at mønterne ligger på vejen lige til at samle op. Én speciel mønt tog mig mere end en time at få fat i, via en nøje kalkuleret flyvetur over et par højhuse. Men jeg morede mig den fulde tid.

Og det er egentlig, hvad redder SFR2049: Det er sjovt at lege med. Det vinder ingen præmier for teknik, men jagten på mønter samt muligheden for at blæse sine venner væk med et velplaceret missil er de ingredienser, som gør det underholdende at vende tilbage til. Og det skal man bestemt ikke underkende værdien af.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.