Key The Metal Idol vol. 1: Awakening

5 out of 6 stars

Key har haft en besværlig barndom ude på landet. Hun er opvokset forældreløs hos sin bedstefar, havde ikke nogle venner i skolen og blev generelt behandlet som en outsider. Det skyldes muligvis at Key er en robot; det tror hun i hvert fald selv, selvom alle andre bare tror hun er mærkelig.

Da hendes bedstefar dør, efterlader han en mystisk besked til Key: Hvis hun kan finde 30.000 venner, kan Key blive et rigtigt menneske. Det vil hun selvfølgelig gerne, og da landsbyen er for lille til projektet drager hun til Tokyo for at realisere drømmen der.

Hun er knapt nok nået over bygrænsen for hun er involveret med nogle Suspekte Typer i en Skummel Branche. Et multinationalt firma, der får GENOM Corporation til at ligne Greenpeace, er ude efter Key, fordi hun muligvis er nøglen til et af deres store problemer.

Sådan begynder Key the Metal Idol, en eksistentialistisk OVA-serie (på 15 episoder fra 1994) af Hiroaki Sato om en lille mekanisk pige, der prøver at finde sig til rette i en mærkelig verden, hun ikke er en del af. Krydser man Pinocchio med Serial Experiments Lain og rundhåndet tilsætter episoder af X-files, ender man op med noget, der minder om KtMI.

I modsætning til Lain, der excellerede i at kommunikere direkte til seerens underbevidsthed, således at man ikke anede hvad man så, men at det hele alligevel gav en form for mening, holder KtMI sig på et traditionelt plan, hvor man kan forstå, hvad man ser. Til gengæld sker der så mange sære ting i og omkring Key, at serien på ingen måde er mindre kompleks end Lain.

Som person minder Key om Lain. Hun er lille og tynd uden nogle feminine kendetegn andet end at hun går i kjole. Hendes hår ligner mit på en speciel uheldig morgen, hendes stemme (af Junko Iwao, der spillede Mima i Perfect Blue) er fuldstændig monoton og hendes sociale evner er på højde med en våd brostens. En helt speciel ting ved Key er hendes enorme violette øjne. De har en kold, død robot-agtig kvalitet for det meste, men fra tid til anden aktiveres de og så foregår hele showets handling skiftevis i Keys øjne og i hendes sære visioner. En imponerende effekt, der tydeligt viser at Key er langt mere end en hjertevarm naiv pige.

De første syv episoder på skiven stiller langt flere spørgsmål end de besvarer. Episoderne tager ikke den traditionelle vej med stille og roligt at introducere karakterer – her køres direkte på og hårdt, og så må man holde godt fast i sofaen undervejs. Der sker meget, men historien er så stor at man tre timer inde i serien stadig ingen anelse har om, hvem eller hvad Key er, og hvad pokker det er hun går og foretager sig. Og på en genial subtil måde udforskes og uddybes personerne midt i al den hæsblæsende handling, og lille naive Key ramte i hvert fald beskyttertrangen i mig så det gav genlyd i hele lejligheden.

Bag animationen står Studio Pierrot (Fushigi Yûgi, Hyper Police), og resultatet er flot for en OVA-serie af denne længde. Frame-raten er konstant høj, men man kan se showets alder i designet, der er mere traditionelt og ligefremt og ikke så moderne og hipt som Lains.

DVD’en er en dual-layer skive med med næsten tre timers animation. Billedkvaliteten er i orden, selvom farverne virker lidt svage. Af Extra Features har Viz inkluderet en god FAQ (som man ikke bør læse før man har set episoderne), et tekst-interview med Hiroaki Sato, et kedeligt image gallery, seiyuu-info og informative karakterprofiler, der gør det nemt at kende personerne fra hinanden. Menusystemet er ikke pænt, men funktionelt (bortset fra Extra Feature-sektionen, der ikke virkede specielt godt på min afspiller). Alt i alt en solid disc uden dikkedarer.

Key the Metal Idol er af den sjældne slags shows, der rumsterer rundt i hovedet længe efter man har sat æsken tilbage på hylden. Har man stadig penge på lommen efter syndfloden af god anime på DVD på det sidste, går man ikke galt i byen med denne skive. Med næsten tre timer for $20 er der ikke mange gode grunde til ikke at blive en af Key’s venner.

Underligt Key-faktum nr. 37: I den engelske dub er Keys veninde Sakuyas stemme udført af Megan Leitch, der også spiller Fox Mulder’s søster i X-files.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.