PS2 udkommer i Europa
Sonys 128-bit monster kan købes for den nette sum af 4000 danske kroner, men så får man også en DVD-afspiller med i købet. Derudover kan PS2 afspille næsten alle udgivelser til PlayStation – nogle af de tidligste vil ikke virke.
Men der er andre og betydeligt større skår i glæden. Umiddelbart ankommer der nemlig kun ganske få maskiner til vores breddegrader (25.000 til hele Skandinavien, heraf 8.000 til Danmark). Det betyder, at mange mennesker vil gå forgæves til sin lokale hardware-pusher. Også selvom man måske har været skrevet op og/eller lagt depositum på en PS2.
Sony lover dog, at de vil sende en lind strøm af maskiner mod vores kyster over de næste par uger/måneder, men det vil nok være en ringe trøst for de mennesker, som regner med at få en PS2 i morgen. Som eksempel kan jeg bruge en god ven af mig, der bor i Amerika p.t.. Han har fået brev fra Sony, som fortæller ham, at hans forudbestilte vmaskine vil dukke op medio januar! Og maskinen udkom i US den 26/10!
Geek Culture er heldigvis blandt de heldige og vi er derfor allerede igang med at teste de første PS2-spil (samt maskinen). VI ønsker nemlig ikke at svigte nogen.
Daily Radar UK giver en kort oversigt over de første 16 titler (med link til deres fulde anmeldelser), samt deres værd. Men hvor er Smuggler’s Run, som p.t. er ved at blive testet af undertegnede??