The Bouncer

2 out of 6 stars

Folkene bag Tobal 2, (det unægteligt mest gennemførte 3D-kampsportsspil til PSX), leverer med The Bouncer det hidtil flotteste spil i samme genre. …Desværre er det bare ikke meget andet end en semi-interaktiv teknologi-demo af PS2’ens kræfter.

The Bouncer er altså et kampsportsspil ligesom Tobal 2, men denne gang ligger der en historie bag (en kidnapning af en japansk lille-pige). Det tvinger vores 3 udsmidere (hvem skulle tro at et sådant job var heltemodigt) ud i alverdens barslagsmål og gadekampe mod indtil flere modstandere samtidig.

Og flot er det. MEGET flot. Intro og mellemsekvenser er blandt de flotteste jeg nogensinde har set. Det eneste ærgelige er bare, at disse realtidsberegnede CGI-filmsekvenser brydes op af den mest hjerneblæste omgang 3D-slå-på-tæven, jeg længe har været vidne til. Og vidne er man. Alle kampene er nemlig som regel overstået på under et minut, oftest bare ved at trykke vildt og blodigt på alle knapper. Herefter bliver man præsenteret for (endnu) et par minutters mellemsekvens, der bringer historien videre, inden man igen skal lave button-bashing til den store guldmedalje.

Synd er det. MEGET synd. The Bouncer var ellers et af de store tidlige håb til PS2, idet frigivne oplysninger og filmsekvenser pegede på et kamsportsspil med interaktive baggrunde og et heftigt tempo. Istedet “belønnes” vi med en Tai-Chi opvisning, hvor et cirkelspark tager længere tid at gennemføre end for Chuck Norris, og som ikke engang kan stoppes, når man først har sat det igang. At man så ovenikøbet “kun” rammer modstanderne, selvom man står klods op af en af sine egne 2 slagsbrødre (man kan frit vælge, hvem af de 3 udsmidere man vil kæmpe med inden hver kamp) føjer blot spot til skade. Ligeledes er de rabiate køtere man møder i flere af kampene lige så stive i lemmerne som var de miniudgaver af den trojanske hest. “Suspension of disbelief”, yeah right.

Har man først gennemført spillet én gang, har man selvfølgelig muligheden for at gøre det igen for at se alle 3 slutninger (en for hver karakter), men det er næsten ikke besværet værd. Multiplayer er ligeledes en bleg efterligning af Tobal 2’s perfekterede gameplay.

The Bouncer kan let gennemføres indenfor et døgn, hvorefter man sandsynligvis aldrig ønsker at spille det mere. Flot og hult: Et typisk lejespil.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.