Vigilante 8

5 out of 6 stars

Var du vild med Twisted Metal? Glem det, for her kommer det største brag af et racer/smadre-spil din Playstation endnu har set.

Nogle af jer kan måske huske et spil ved navn Interstate ’76 til PC. Det er nu blevet redesignet til Playstation, samt fået et navneskift – og der er nu blevet lagt vægt på ACTION! Sæt dig bag rattet i en af 13 biler (5 er hemmelige til at starte med), hver med deres køreevner og specialvåben, og kæmp om at være den eneste overlevende på én ud af i alt 10 baner (2 er hemmelige). Foruden at være den eneste overlevende har hver kører også en mission. Nogle af kørerne er gode, andre er onde – som god skal du forsvare nogle bygninger på hver bane, som ond skal du ødelægge disse bygninger.

Bilernes fysik er for en gangs skyld formidabel. Når du drejer, bremser, skrider ud eller kører over en bakke reagerer bilen derefter og følingen er ret præcis, omend en anelse fintfølende – øvelse gør mester. Hver bil har et hav af forskellige våben – de kan samles op overalt på banerne. Miner, missiler, raketter, morterkanoner m.v. – alle med multiple muligheder for affyring, ved hjælp af ?combos? lige som i Twisted Metal. Desuden har hver bil sit eget specielle våben, der er unikt for denne bil. F.eks. har John Torque et våben der sender ?jordskælvsbølger? ud i alle retninger, som så slynger modstandernes biler langt op i luften. En anden har et lyn, der slår ned i modstandernes biler og slår deres elektroniske kredsløb ud, således at de bliver et lettere bytte.

Programmørerne har set på Twisted Metal og derefter forbedret deres spil i ALLE henseender. Banerne er detaljerede og kan, som i TM, (mis)bruges på alle tænkelige og utænkelige måder. Benyt skiliften på snebanen eller start en lavine. Lav flodbølger i appelsinplantagen eller smadr vindmøllerne. Tag på sightseeing med luftballonen i Casino City eller skyd hele kasinoet i sænk. Du bestemmer. Våbnene er fantasifulde og gør flot brug af lyseffekter, ligesom bilerne bliver mere og mere deforme, som spillet skrider frem. Lidt info til de teknisk interesserede: Der er sjældent “slowdown” som følge af megen aktivitet, og “clipping” og “pop-up” er ligeledes i bund.

Hver kører har som sagt sin egen historie, og denne sluttes af med en flot endsekvens – dvs. 12 forskellige slutninger! Derudover er der selvfølgelig en flot intro og en (i mine ører) ret passende musik i spillet. Helhedsindtrykket er forbandet godt, Luxoflux har virkelig poleret V8 så det skinner.

Her på falderebet kan jeg også lige nævne at der er mulighed for at spille mod en ven i splitscreen, og at Sony Dual Shock Joypad er understøttet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.